En anderledes mission

De bor i en hotellejlighed i Kuwait, går i civilt tøj, og spiser på restaurant hver dag, men det er bestemt ikke nogen ferietur. Soldaterne arbejder syv dage om ugen med toldbehandling, lokalindkøb og afhentning af nytilkommende i lufthavnen.

”Det her må være det rigtige sæt,” siger Martin, mens han sammenligner det topnøglesæt, der ligger på bordet med de specifikationer, han har fået af mekanikeren i lejren. Overfor sidder en slank midaldrende inder med fuldskæg. Hans halvt åbenstående gule skjorte afslører en imponerende og let grånende kropsbehåring.

Han byder os cigaretter og cerutter, mens en firkantet filippinsk dame serverer en grumset arabisk kaffe i små kopper. Vi sidder i Bin … varehuset, en slags værktøjsbilka, der må være en drøm for enhver gør det selv mand. Martin har afleveret indkøbsseddelen til inderen, og et par andre indere går rundt og finder tingene frem, mens vi nipper til kaffen.

Speedsnakkende nordjyde
Martin er en speedsnakkende nordjyde. Hernede er han lokalindkøber. Hjemme er han oversergent ved Trænregimentet. Han køber de ting, bataljonen nemmere kan få i Kuwait end i Danmark. Tidligt fra morgenstunden har vi forladt hotellet og er kørt ad Arabian Gulf Street til Shuwaikh, det store uoverskuelige industri og handelskvarter i millionbyen Kuwait City. Her ligger alt fra kæmpe varehuse med internationale mærker til små faldefærdige butikker, med produkter af mere tvivlsom karakter.

Ifølge Martin kan man få alt her. Det er hans arbejdsplads. I starten var det svært, fordi han var nødt til at luge ud i leverandørerne. Flere gange var han ude for, at de ikke overholdt deres aftaler. Nu er det bedre. Nu har han fået styr på dem. Vi er færdige i værktøjspaladset, og Martin manøvrerer sin store hvide Hyundai Gallopher igennem den hidsige kuwaitiske trafik. Hans mobiltelefon ringer hver femte minut.

Martin forhandler om en spand maling med en indisk sælger.

Storsmilende indere
Martin er glad for sit arbejde i Kuwait. To dage om ugen er han i Camp Danevang og lave aftaler om indkøb. Fem dage er han på arbejde i Shuwaikh. Som indkøber møder Martin hovedsageligt storsmilende indere, der vil stå på hovedet for ham for at afsætte deres varer. Martin møder kun venlighed.

For Troels er den Kuwaitiske virkelighed en helt anden end Martins. Troels står ude i lufthavnens varehus for at få tolddeklareret forsyningerne, så de kan komme med en lastbil gennem Kuwait og op til bataljonen. Troels bander. Kuwaiterne har igen ændret på toldprocedurerne uden at informere nogen om det. I dag bliver det en lang dag.

Seks timers ventetid
Varehuset er et kaos. Kuwaitere i lange grå kjortler med hovedtørklæde, solbriller og dyre ure, blander sig med pjaltede indiske lagerarbejdere og arabere fra alle sociale lag. Enkelte går i vestligt tøj, andre i slidte plastiksandaler og hullede kjortler og atter andre ligner afghanske bjerghyrder med tørklæderne bundet op på en turbanlignende måde. Bagved en glasmontre sidder de kuwaitiske embedsmænd, og de går ikke til arbejdet med et smil.

Troels er terminalbefalingsmand. Sammen med sine to hjælpere, Ronnie og Thomas, skal han sørge for at få forsyningerne gennem Kuwait og hente folk i lufthavnen for at køre dem op til den irakiske grænse. Troels fortæller, at Kuwaiterne ofte ændrer toldprocedurerne, som de har gjort det i dag. På en god dag kan toldbehandlingen klares på et par timer. I dag tager det seks.

Skriger hæmningsløst
Vi træder ind på toldkontoret for at få det sidste stempel. Embedsmanden værdiger os ikke et blik, men vifter med hånden som tegn på, at han er klar til at tage imod vores papirer. Pludselig drejer han sig om i kontorstolen og skriger hæmningsløst af en inder, der står bagerst i kontoret. Inderen skynder sig ud. Efter en halv times granskning får vi endelig det sidste stempel. Vi kan køre hjem.

Et kort stop på hotellet. Så er vi på vejen igen. Ronnie skal ud at hente to mand i lufthavnen. Vi er der en halv time før maskinen lander. Men der går tre timer, inden vi er ude af lufthavnen igen. Den ene soldats bagage er blevet i Frankfurt, og det giver lidt ekstra arbejde til Ronnie. Derefter kører vi de 150 kilometer til grænsen.

Det er sidst på aftenen, men Ronnies arbejdsdag er ikke slut. Han skal hente en mand mere i lufthavnen, når han har afleveret os til den pansrede eskorte, der skal bringe os sikkert ind i Irak.

Eskorten kommer. Tre pansrede Eagler med ni mand. Ligesom Ronnie og de andre i Kuwait er de en del af det nationale støtteelement, der står for alle forsyninger til lejren. Vi lader vores våben og sidder op i Eaglerne. Ronnie er allerede kørt tilbage til Kuwait City, tilbage til sit arbejde.

Ronnie på kontoret. Han kører 5-600 kilometer om dagen i sin bordeaux GMC Suburban.