[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Oberst Henrik Lyhne

Hold 5 har haft en god og udbytterig mission, hvor der hverken har manglet opgaver, udfordringer eller oplevelser. Der er blevet flyttet mange hegnspæle både hos irakerne og hos os selv. Horisonten er blevet udvidet, holdninger er blevet revideret og oplevelser er blevet lagret på nethinden.

Hersker der uenighed om, hvor langt eller hvor hurtigt vi har skubbet irakerne frem mod målstregen, er der til gengæld udbredt enighed om, at der ikke eksisterer noget reelt alternativ til det arbejde, vi har udført i 6 måneder.

Der er kun én vej frem, og det er at opretholde momentum og stædigt presse på, indtil målet er nået. Vi har skabt et godt grundlag for Hold 6’s videreførelse af missionen.


 
Stiller vi os selv spørgsmålet, om vi har gjort en forskel, vil stort set enhver iraker i vores ansvarsområde nikke og hævde, at alternativet til vores tilstedeværelse ville være kaos og borgerkrigslignende tilstande.

Hold 5 har i samarbejde med de irakiske sikkerhedsstyrker med garanti bidraget til at gøre hverdagen mere sikker for irakerne. Også her er der kun én vej frem, og det er fortsat støtte til vores kolleger i de irakiske sikkerhedsstyrker.
 
Det har været et meget stort privilegium at føre kommandoen over DANCON/IRAK, Hold 5, der har løst pålagte opgaver med en professionalisme og et engagement, der tjener til efterlevelse for andre.

Nu ser vi blot frem til at børste støvet af uniformen, sætte os op i flyveren, lægge nakken tilbage og nyde de få timer, der skiller os fra en skarp indsættelse i Basra Provinsen og det noget mere stilfærdige liv i Danmark.

Hold 5 vil ønske Hold 6 held og lykke med missionen, idet vi samtidig udtrykker håb om, at de må få en oplevelse i lighed med den, vi er blevet beriget med.
 
HENRIK LYHNE
Oberst
Commander DANBN/IRAQ TEAM 5