Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK
Kan et militært briefingrum bruges som kirke? Ja, det sker i Irak en gang om ugen. Og gudstjenesten er mere moderne end landsbykirkens traditionelle højmesse.
Det hænder, at orgelpiberne tier og overlader scenen til en elguitar og Eric Claptons stemme: "Would you know my name if I saw you in heaven". Lyden kommer fra de højttalere, præsten har koblet til sin MP3-afspiller.
"Jeg vælger musik, der kan flytte folk fra det militære rum til kirkerummet, og Eric Claptons sang om den søn, han har mistet, passede godt ind i søndagens tema om enken fra Nain, der havde mistet sin eneste søn," forklarer feltpræst Christian Madsen.
Foto: Feltpræst Christian Madsen synger både for til søndagens gudstjeneste og ved bataljonsstabens daglige morgenbriefinger.
Hver søndag svøber han sig med sit lilla klæde med gyldent kors og dækker et bord med hvid dug og lys fra den medbragte feltpræstepakning. Parole-salen bliver til en interimistisk kirke, som soldater-menigheden strømmer til for at få evangeliet forkyndt, bede til Vor Herre og samle tankerne.
Sjælesørger
Alle større missioner har en feltpræst med i staben. Ud over at prædike tilbyder præsten sig som sjælesørger og uafhængig samtalepartner for alle, der tumler med et eller andet problem. Præsten har tavshedspligt, så soldaterne kan trygt lette deres hjerter hos ham.
"Jeg er en social sikkerhedsventil. Soldaterne kan gå til mig og tale om problemer uden at tabe ansigt overfor kammeraterne eller risikere en dårlig personelbedømmelse. Hvis en soldat f.eks. er bange for, at kæresten ikke kan få hverdagen med arbejde og fælles barn til at hænge sammen, kan det være mig, der sørger for, at socialrådgiveren i Danmark lægger vejen forbi. Så kan soldaten fokusere på sin opgave hernede i Irak," siger Christian Madsen.
Præsten skal kende soldaternes vilkår. Derfor tager Christian Madsen af og til med på patrulje. Her møder han forståelse for kristendommen blandt den muslimske befolkning.
"Hvis man blot holder fast i, at man som kristen kun har én Gud, kan de godt acceptere det. Men folk har lidt svært ved at forstå, at treenigheden dækker over én og samme Gud," fortæller han.
Den 54-årige præst kender det militære system. Han har været reserveofficer ved Telegrafregimentet og Danske Division og var med som feltpræst på KFOR 7 i Kosovo i 2002 - 2003. Når han ikke er på mission i udlandet, er Christian Madsen sognepræst i Esajas Kirke på Østerbro i København.
Hold fast i dig selv
På Østerbro som i Irak lyder det centrale budskab:
"Guds ord ryster os ud af dagligdagen og holder os fast i os selv som mennesker, der hverken flyder med strømmen eller lader sig forstene. Vi skal holde fast i os selv som den, vi er - med det liv, som er blevet os skænket."
Soldater, der ikke kan vente, til det bliver søndag, kan hver dag deltage i andagten på KFUM's soldaterhjem. Hjemmet er noget af det nyeste, lejren kan byde på. Stedet ligner de soldaterhjem, der ligger i forbindelse med alle landets kaserner. Her er aviser, blade, brætspil og en kiosk. KFUM's største trækplaster er den hyggelige terrasse med udsigt til lejrens store parkeringsplads - næsten som en café på byens torv.
Feltpræsten velsigner sin soldater-menighed.