[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn H.C.N. Rørvang, Stabskompagniet

Komikerne fyrede den af i Café Olaf Rye.
”Jeg hedder Mogens”, lød en af replikkerne under showet onsdag aften, til salens store begejstring. 90 minutters underholdning leverede den danske duo to dage i træk, under deres besøg ved den danske bataljon.

Gymnastiksalen var i anledning af underholdningen blevet omdannet til noget der mindede om en café med dertil hørende bar-arrangement.
I vanlig stil bevægede de morsomme herrer sig på kanten af bæltestedet - og ned efter, til salens store fornøjelse. Der var i hvert fald mange, der fik motioneret lattermusklerne godt og grundigt. Ikke mindst da en del af lejrens personager måtte stå for skud fra de to glade herrer.

Der var fra vores side lagt en del arbejde i at vise vores gæster, hvad vi laver i hverdagen.
De var ude at se nabolaget med Panserinfanterikompagniet, og Søren Rislund måtte lige se lejrens brandberedskab i aktion. Det er jo almen kendt, at han besidder en ”beskeden” interesse for brandkøretøjer.

Lejrens brandmandskab med komikerne efter endt øvelse.

Panserinfanteristerne uddanner Kosovo Police Service
Som et led i overdragelsen af opgaver fra KFOR til det lokale samfund, er der iværksat et større uddannelsessamarbejde mellem det danske Panserinfanterikompagni og de lokale betjente. Indtil nu har de primært trænet patruljering og gennemførelse af check-points.

Dette betyder, at lejrens gader af og til er fyldt med larmende ballademagere og rolige betjente. Indtrykket er, at de lokale betjente er meget lærevillige og lydhøre overfor det, deres danske instruktører har at sige.

I forbindelse med, at chefen for Hærens Operative Kommando besøger lejren i næste uge, vil der blive demonstreret samarbejde i nedkæmpelse af større uroligheder. Frugten af dette samarbejde kan man læse mere detaljeret om i næste uge. Under generalens besøg gennemføres en større aktivitet, hvori der indgår både lokale betjente, FN-politi, franske, amerikanske og danske enheder.

Panserinfanteriet uddanner Kosovo Police Service i check-point.

Motionsløb i den amerikanske lejr og dronningeparade i Olaf Rye.
Lørdag kl. 04.45 drog den sædvanlige flok af friske løbere af sted mod den amerikanske lejr for at deltage i ”5 KM Spring Fun Run”. Grundet det tidlige tidspunkt, var antallet lidt decimeret i forhold til det tidligere beskrevne terrænløb hos franskmændene, men af sted tog de. Ved ankomst til den amerikanske lejr så de, de amerikanske deltagere løbe af sted, og der fandt de så ud af, at løbet var startet en time tidligere end planlagt.

Danskerne gennemførte dog løbet alligevel.
Deltagerne i løbet gik derfor glip af festligholdelsen af Hendes Majestæt Dronningens fødselsdag. Der blev afholdt en kort parade, hvor de danske medlemmer af bataljonen sang første vers af Kong Christian.

På afveje.
Spejdersektionen har i løbet af ugen patruljeret i de øde egne af ansvarsområdet. Sektionen har efterhånden været vidt omkring og er derfor nu begyndt, drevet af dens naturlige nysgerrighed, at finde veje hvor ingen tilsyneladende har været i meget lang tid.

2. gruppe deltog lørdag i en fransk arrangeret opklaringskonkurrence. Ved redaktionens afslutning var udfaldet endnu ukendt. 1. gruppe har, sammen med militærpolitiet, forberedt besøget af chefen for Hærens Operative Kommando. Ugen bød også på skydeuddannelse og fælles patruljer med sanitetsdelingen, og sidst men ikke mindst, øvelse med amerikanske Black Hawk helikoptere.

Spejdergruppe i samarbejde med amerikansk Black Hawk helikopter.

Stilhed før storm
En meget sigende overskrift. Søndag morgen går startskuddet til den ene af de to DANCON-marcher. 25 km i varieret terræn skal tilbagelægges med 10 kg oppakning.
Nogle har trænet meget, nogle har trænet lidt, og andre har slet ikke trænet overhovedet.

Det er med stor spænding, infirmeriet går søndagen - og ikke mindst mandagen i møde. Vil der være mange eller få skader?

Tilbage til hverdagen
Når man bevæger sig rundt i lejren ved aftenstide, kan man dufte, at de forskellige enheder holder deres egne små arrangementer. Der bliver grillet lystigt i forskellige ender af lejren. Reparationsdelingen har grillet, stabsdelingen har grillet og der er sikkert flere arrangementer i støbeskeen.

Det var helt anderledes selv at skulle tilberede sin mad igen. Maden bliver bestilt igennem cafeteriet og bliver så leveret i rigelige mængder. Et dejligt afbræk fra den ellers udmærkede mad i cafeteriet.

Efter disse forholdsvis rekreative afbræk i hverdagen, må alle jo tilbage til de daglige opgaver igen. Heldigvis er leave-perioderne for alvor begyndt at træde i kraft, så nu har hver deling et par mand (M/K) hjemme stort set hele tiden.
En morsom uge, med det store højdepunkt i form af feltunderholdning, er gået. Vi ser frem til endnu en uge med stort besøg fra Danmark.