Fint besøg og DANCON March

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af CH/DANELM

Ovenpå vores anstrengende vagt i sidste uge er hverdagen i fuld gang igen. Der var ikke meget liv i lejren i søndags, som var den første dag efter vagten. Der var mange, der skulle indhente noget søvn, og andre nød bare dagslyset efter at have været på vagt hver nat i otte dage. Vi kan godt mærke på arbejdsbyrden, at der er en del på leave, men hverdagen går helt fint alligevel.

Besøg af Chefen for Telegrafregimentet
I den forgangne uge har vi haft besøg af chefen for Telegrafregimentet oberst I.J. Bager og premierløjtnant M. Steffensen.

Oberst Bagger, premierløjtnant Steffensen modtages i lufthavnen

De ankom torsdag formiddag efter en meget lang og trættende tur fra Danmark, men programmet gav ikke meget tid til afslapning resten af dagen. ”Normalprogrammet” med sikkerhedsbriefing og rundvisning skulle selvfølgelig gennemføres. Dernæst var der endnu en briefing ved om vores hverdag og opgaver hernede. Det var nu i anledning af, at chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Nielsen, var på besøg.

Chefen for Flyvertaktisk Kommando i Camp Viking

Torsdag aften var det så oberst Bagers tur til at komme med et indlæg for os ”signal-øgler” om, hvad der rører sig hjemme ved regimentet.

Fredag kom chefen for Kabul Multinational Brigades signalafdeling ned til os og holdt et foredrag om, hvilke signalmæssige ting der rører sig i brigaden for tiden. Et rigtigt godt foredrag, hvor vi, der går herude til daglig, også lærte noget.

Senere stod den på en kort rundvisning i Camp Warehouse, hvorefter vi kørte ud i lufthavnen og vi fik en rundvisning i ”flyvernes” CISCEN. Det gav en god idé om, hvordan vores ”spejlbilleder” i flyvevåbnet klarer deres opgave, der jo ligner vores meget. Det var en god rundvisning Bue-Madsen lavede for os.

I Kabul kørte vi blandt andet forbi det gamle og ødelagte svømmestadion, som ligger på ”Billboard-Hill”, hvorfra man kan se det meste af Kabul. Det var en udbytterig dag for os alle sammen og en dag, hvor vi også kom lidt ud af ”hulen”. Oberst Bager og Steffensen rejste efter et par gode dage hjem til Danmark lørdag.
Vi siger fra CISCEN tak for et par gode dage som betyder, at vi ved, at vi ikke er helt glemt herude i Asien.

Indtryk fra Afghanistan
Vi har jo en vikar, Lone, som feltpræst. Jeg har bedt hende om – som nyankommet - at skrive lidt om hendes indtryk hernedefra:

Afghanistan er et hærget land. Hærget af årtiers krige og hærget af islams værste vrængbillede, som talebanerne stod for.

Afghanistan er soldaternes land. Der har altid været soldater i Afghanistan. Det var en del af Alexander den Stores rige i det 3. århundrede før Kristi fødsel, hvor veltrænede soldater fra især Sydeuropa kom her. Senere blev det en del af Djengis Khans mægtige rige, hvor rytterhære fra de mongolske højsletter drog hærgende vest- og sydpå, indtil de i midten af 1500-tallet stod udenfor Wiens mure.

Inden Afghanistan kunne blive et selvstændigt land i 1700-tallet, måtte det igennem mange og lange krige dels med nabostater dels indbyrdes.

I 1979 invaderede Sovjet landet, og tusindvis af soldater derfra kørte og fløj ind i landet. Deres efterladenskaber ses stadig overalt i landskabet; kampvogne, dele fra lastbiler og andet militært isenkram ligger rustent, ramponeret og ribbet for alt løsøre spredt overalt. Nu leger børnene med og i stumperne, og gederne finder ly og skygge under det gamle jern.  

Da talebanerne i midten af 1990-erne erobrede magten over store dele af landet, var det atter soldater, men denne gang med turban, langt skæg og iklædt den traditionelle afghanske mandsdragt.

Deres regime var en kamp på alle fronter; kulturelt, socialt, familiemæssigt og samfundsmæssigt, hvor samfundet skulle tilbageføres til profeten Muhammeds tid i det 6. århundrede på den arabiske halvø og med Koranen som eneste lærebog og rettesnor i skolen, i retssalen – overalt!

Soldaterne er her stadig. Denne gang ikke fra ét land – men fra mange lande. Denne gang ikke som erobrere eller besættere, men soldater, de har bedt om at komme. Denne gang ikke fordi der skal presses et bestemt regime ned over et i forvejen hårdt prøvet folk, men fordi afghanerne skal lære at gå vejen selv til et samfund, hvor de selv sætter dagsordenen.

Afghanistan er landminernes land, faktisk det mest minerede land i verden som følge af årtiers djævelske krige. Overalt ligger der hvide sten eller stenvarder som tegn på, at her er der minefare. Minerne udgør en stor fare især for de mennesker (og dyr), der er nødt til at bevæge sig udenfor de asfalterede veje; børn der leger, hyrder, markarbejdere – ja, stort set alle, der bevæger sig rundt i et land med en smadret infrastruktur.

Afghanistan er et fantastisk smukt, bjergrigt land. Overalt, hvor øjet rækker horisonten rundt, hindres udsynets af høje bjerge, der anes i disen. Snart vil sne dække de højeste tinder omkring Kabul.

Afghanistan er de brune farvers land. En gastronom vil i landskabet kunne genfinde farverne fra: sort peber, hvid peber, mandler, muskat, tørrede figner, kardemomme, ingefær, kanel, allehånde, nellike, kaffe, the og kakao.

Afghanistan er støvets land. Det gråbrune støv er overalt og finder ind overalt i alle sprækker, på alle flader, sætter sig i håret og øjenkroge, det knaser mellem tænderne og tørrer ganen. Overalt ses og fornemmes denne substans, der kommer af intet, er intet og dog bemægtiger sig alt: støvet. Støvet er et grundstof, der indgår i alt.

At komme til Afghanistan er som at nå støvets år i en helt anden betydning end vi bruger den i Danmark.

DANCONMARCH nr. 2.
Søndag den 23. oktober, gennemførtes DANCON march nr. 2. Vores leaveperiode er godt i gang, så det var med det yderste af fingerspidserne, at der var hjælpere nok til dette lidt større arrangement, så selv vores gæster, hjalp til. De første var i gang ved halv fire tiden for at lave morgenmad til alle hjælperne, og friske og frejdige, eller i hvert fald det sidste, stod alle klar halv seks, hvor morgenmaden blev serveret. Tak til køkkenholdet for et fremragende traktement.

Halv seks begyndte de første marchgængere at ankomme, og da vi vidste der var 500 tilmeldte, gik vi i gang der med at registrere. Kl. 0704 kunne stedfortrædende chef DANCON sætte marchen i gang.

Lige før marchen blev fløjtet i gang 07:04

Optællingen af de fremmødte viste dog et lidt andet resultat end de 500. Der var nemlig mødt 462 op plus nogle få desperate, der ikke havde fået meldt sig til forud.

Med de 8 mand, der ikke gennemførte marchen, og de ekstra folk, primært amerikanere, der var med på afbud, blev der uddelt 450 marchmedaljer med dertil hørende diplomer og ordensbånd.

De to første i mål var portugisere, der løb/gik de 25 km med 10 kg oppakning i henholdsvis 2 timer rent, og 2 timer og 6 minutter.

Hurtigste kvinde var meget opløftende den danske Presse- og Informationsofficer i Kabul International Airport, Ann-Christina, der kom ind i tiden 3 timer og 6 minutter. Hun var også iblandt top 10 og slog derfor de fleste danske mænd, hvilket blev påpeget adskillige gange bagefter.

Foto: Godt gået, Ann-Christina

Alt i alt en fantastisk dag med skyfri himmel, og lave 28 grader for oktober måned.

Mad og valg
Et par eksempler mere på, at folkene hernede - ud over det daglige arbejde - gør en stor indsats for at få det hele til at hænge sammen: Forsyningshjælper Ebbe stod alene i køkkenet hele fredagen for at lave hakkebøffer til vores fællesspisning om aftenen, og han slog til igen søndag: Under marchen havde han kokkereret en god og velfortjent frokost til alle de andre trætte marchhjælpere.

Imens havde vores anden forsyningshjælper, Thomas, givet hele terrassen en gang tiltrængt træbeskyttelse. Jeg kunne nævne mange andre gode eksempler, for det er heldigvis den generelle indstilling hernede.

Endeligt gennemførte vi brevstemning til regionsråds- og kommunalbestyrelsesvalg i forlængelse af marchen.

Søndag var en travl dag i en travl uge. Men – så går tiden jo så godt.