Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Oversergent T. Brink
Efter endt leave hjemme og en oplevelsesrig flyvetur, med overnatning på et ”hotel”, af mindre god kvalitet, i Azerbaijan, samt en lang køretur under ledelse af MOT (Mobilt Observations-Team) 2 gennem Hindukush bjergene, er MOT 3 atter i gang med at løse opgaver i deres distrikter.
Billede af hotellet
Som skrevet i starten af brevet er MOT 3 igen klar til at løse opgaverne hernede. Dog skulle alt materiel først genudleveres fra opmagasineringen, bilerne skulle have et meget grundigt tjek, og det viste sig, at en gearkasse samt et par fjedre måtte skiftes, før bilerne var klar til kørsel.
Der blev gennemført repetition af førstehjælp og procedurer, og sidst men ikke mindst skulle alt materiellet pakkes på bilerne. Da dette så endelig var overstået, var bilerne stort set som nye og klar til endnu en tid på de afghanske gedestier. Hvor længe er uvis, for vejene har det med at ændre udseende og placering alt efter, hvilket vejr det har været.
Karsten Slaikjær laver gearkasse på NK-vognen
Både MOT 2, 3 og 4 har i ugens løb været ude og løse forskellige opgaver. MOT 2 har gennemkørt et af deres områder, Teshkan, som indtil nu har været meget ukendt for ISAF. Herude mødte de smilende og vinkende lokale.
MOT 3 tog til Baharak for at fortælle at de var tilbage efter endt ferie hos deres familier i Danmark og benyttede samtidig muligheden for at indhente flere oplysninger i distriktet. Te skal der til under møderne og det var der også her, også til dem der havde vagten ved bilerne, Der blev også kigget på et nyligt afsluttet vandprojekt, der allerede var gået i stykker til stor ærgrelse for de lokale brugere, der igen må gå til floden for at hente vand.
MOT 3 laver village profile.
MOT 4 har været værter for Forsvarets Oplysnings- Velfærdstjeneste som blev taget med til Feyzabad by og ud til forskellige CIMIC projekter i omegnen, og afslutningsvis blev det til overnatning i det fri i bjergene.
DANELM har således haft god tid til at arrangere grillfesten, der blev afholdt i anledning af Hendes Majestæt Dronningens fødselsdag. Tyskerne ville også have del i festivitasen og pludselig havde de overtaget tjansen som grillmaster, og vi danskere kunne læne os tilbage og bare vente på maden.
Det vellykkede grillarrangement blev afløst af en pool-konkurrence afholdt af tyskerne. Fire danskere deltog, Larsen røg ud i 1. runde, Henrik Kampseth måtte se sig besejret i 2. runde, Torben Kristensen smuttede i 3. og Jesper Ekman-Sørensen kvalificerede sig til semifinalen og endte søndag aften på en 3. plads.
Jesper i semifinalen
Søndag aften blev der spillet bingo i spiseteltet. Der var rigtig mange flotte præmier at vinde. Men desværre, selv om der var stor offervilje, mange plader på bordet og masser af rystelser i posen, var det ikke alle, der var lige heldige at vinde en præmie.
Alle deltagere havde dog en sjov og fornøjelig aften.
En af de glade vindere til bingo aften i teltet
I skrivende stund er MOT 2, 3 og 4 igen ude i hver deres områder for at indhente endnu flere oplysninger om de lokale samfund og eventuelle CIMIC projekter samt vise ISAF’s tilstedeværelse i området.
Oplevelserne derude er stadig store, og der er hele tiden noget nyt at se på, og nye informationer at aflevere hjemme i lejren. Som det ses herunder, er der stor forskel på, hvor man er i landet. Vejret kan overraske med de pludselige og til tider uventede omskiftninger.
Stormen rev sne og sand med sig
Henrik Kampseth nyder flodens sagte brusen efter en lang to dages patrulje
Bedste hilsner fra MOT 3