[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af overassistent Christina Christensen
Kasserer ved det Nationale Støtteelement

I de sidste 14 dage er der alligevel sket lidt for NSE. Vi piger har været til påskefest, vi har fået ny regnskabsfører og samtidig sagt farvel, og måske på gensyn, til afgående regnskabsfører. Vi har desuden haft et fødselsdagsbarn i NSE i denne uge, som selvfølgelig ikke helt skulle glemmes, bare fordi vi sidder helt hernede.

Vi er nået til tiden hvor personellet i NSE begynder deres leave-perioder. Vi er derfor kun to på regnskabskontoret i denne periode, da seniorsergent Michael Kok Grønbech er på tre ugers leave i Danmark frem til den 23. april 2005, og overassistent Gerda Schmidt er taget på leave i Grækenland frem til den 18. april 2005.

Lørdag den 2. april 2005 holdt vi pigeaften i COR. Sanitetspigerne havde arrangeret på-skefest for alle lejrens piger, hvor aftenens tema var ”Påske Bunny aften”. Kravet til delta-gelse var, at vi hver især skulle komme iført en påsketing. Mange havde været rigtig kreative og lavet kaninører og små duske på halen.
9 meget friske mandlige kolleger havde meldt sig frivilligt som serveringspersonale for os, så vi blev rigtig vartet op hele aftenen.

Vi hyggede os meget denne lørdag aften, og aftenens emne omhandlede, hvad næste fests tema skulle være.

Pigerne i lejren samlet til påskefest, lørdag den 2. april 2005.

Søndag den 3. april ankom den ny regnskabsfører til Camp Oluf Rye. Birgitte Seidel fra Den Kongelige Livgarde skal afløse Finn Andersen fra Gardehusarregimentet. Finn kom den 7. marts 2005 og har nu været her en måned. Birgitte Seidel har været her før i 2003, så hun kender til det meste hernede. Birgitte Seidel skal være her i perioden 3. april – 15. juli 2005.

De to regnskabsfører Finn Andersen og Birgitte Seidel i fuld gang med deres overdragelse inden Finn rejser hjem.

Onsdag den 6. april 2005 havde vi en fødselar i NSE. Vores alle sammens postmand oversergent Christian Lykke Hansen fyldte 29 år. Dette syntes vi andre i sektionen selvfølgelig skulle fejres. Vi aftalte at overraske ham ved at vække ham med morgensang foran hans dør. Kl. 0700 bankede vi på døren og med vores vidunderlige morgenrøst fik vi givet ham en fødselsdagssang fra morgenstunden.

Morgensang på gangen for oversergent Christian Lykke Hansen.

For at dagen rigtig kunne blive fejret ordentligt, havde vi fået lavet en fødselsdagskagemand til ham. Den blev serveret til ham sammen med gaver fra sektionen i cafeteriet om aftenen.

Oversergent Christian Lykke Hansen med kagemand og gaver på sin fødselsdag.

Regnskabsfører Finn Andersen har været særdeles glad for vores fælles idrætstimer i NSE, og vi syntes derfor han skulle have en sidste times idræt inden han rejste hjem til Danmark igen. Det blev til en badmintonkamp torsdag den 7. april 2005 mellem regnskabsfører Finn Andersen og kaptajn Mathias Holmegaard Bårris. Jeg har fået besked af kaptajn Mathias Holmegaard Bårris på ikke, at fortælle nogen hvem der vandt kampen.

Finn og kaptajn Mathias Holmegaard Bårris kæmper hårdt i deres badmintonkamp.

Det var hvad der var at fortælle fra NSE for ugerne 13 og 14.
Næste gang bliver det posthjælper konstabel Jan Dyg, der vil skrive til jer.

Mvh

Christina Christensen