Forårsstemning i Nordafghanistan

Af feltpræst Andreas Christensen

Her kommer ISAF7 med en særudgave om livet hos de seks danske soldater i Aybak.

Det var lige så heldigt, at vores regnemager, Jens, og jeg, pateren, havde et par ærinder hos vores danske MOT-6 (Military Observation Team) i Aybak og derved fik indblik i den anderledes militærtilværelse, der føres der. Til daglig kalder vi dem ”Dem fra Mazar-e-Sharif”, fordi Mazar-e-Sharif er den mest kendte lokalitet i deres område.

For at være helt præcis, så er Mazar-e-Sharif hovedstaden og lufthavnsbyen i den provins, der hedder Bakh. Danskerne bor så i naboprovinsen, Shamangan, hvori byen Aybak ligger – ca. et par timers kørsel fra Mazar.

Vi stod tidligt op lørdag morgen. Jelstrup havde varslet afgang kl. 07.30, hvilket gjorde, at vi kunne nå at spise morgenmad i lufthavnen (se uge 8). Her er morgenmaden nemlig forrygende. Tyrkisk og fransk ISAF-personel fik os checket ind kl. 08.00 og så var der tid til en espresso inden Hercules’en lettede kl. 09.35.

Det var en belgisk maskine og der skulle lige skrues og bankes lidt på den, før vi kunne komme af sted. I ventetiden sad svenskere og nordmænd og fortalte sladder fra deres område. Også spændende.

Omsider lettede vi, og de bjerge, som omkranser Kabul, var snart bag os og under os.
Det første, man lægger mærke til, når man lander i Mazar, er, at der er grønt. Landingsbanen ligger på en grøn slette.

Vi blev modtaget godt og hjerteligt af Morten og drengene. Efter en kort sikkerhedsbriefing rullede de to Toyota’er ind mod byen.

Det var dejligt at se træer og græs og blomster.

Mazar-e-Sharif er noget mere blomstrende end Kabul. Den er ikke blevet ramt så hårdt af krigene, og klimaet er ikke så barskt. Byen summede af liv og virketrang. Vi blev gjort bekendt med, at der findes en mægtig mand, Barat, som er storentreprenør og meget andet. Hans navn stod både på skolen og hospitalet. Det var også hans initiativ, at de første facader i stål og glas rejste sig i Mazars bybillede.

Stemningen var sydlandsk, og byen virkede klar til snart at kunne lokke turister til. MOT’erne havde et ærinde i det britiske hovedkvarter, hvor vi også fik frokost. Det britiske hovedkvarter er nu bemandet med de navnkundige Gurkaer. Gurkaer er nepalesiske soldater i britisk uniform.

Efter kolonitiden er gurkaerne fortsat med at stille soldater til Storbritanien, fordi netop disse soldater er meget dygtige og pålidelige, hvilket de har bevist i adskillige krige. Der lød da også kun lovord om disse samarbejdspartnere fra danskernes side.

I hovedkvarteret var der roser i gårdhaven. En gurkakorporal spurgte jævnligt om vi havde alt, hvad vi skulle bruge.

Fra hovedkvarteret gik turen til Den Blå Moske, Mazars vartegn. En mand standsede op: ”Hvor er I fra?” spurgte han på engelsk. ”Vi er fra Danmark”, svarede jeg. ”Velkommen til mit land”, sagde han med et smil og gik videre med sin kone og to børn.

Blå moske

Ved siden af moskeen var der parker, hvor folk slappede af i træernes skygge. Helt anderledes i forhold til Kabuls støvede gader.

Park i Mazar.

Så gik turen mod Samangan og byen Aybak. Vi kørte først på hovedvejen på den grønne slette. Vejen var af god kvalitet. Så drejede vi ned igennem slugten. Klipperne på hver side af vejen blev højere og rødere. Klippelandskabet skiftede hele tiden. Stejle klipper, runde klipper, stribede, røde og ind i mellem saftige, grønne lunde.

Landskab, Samangan.

Kort før Aybak kom vi forbi en gammel garnison, som nu fungerer som opbevaringssted for afleverede, tunge våben. I Afghanistan kører der et afvæbningsprogram, kaldet DDR (læs herom senere), som her havde fået selve den berygtede krigsherre, general Dostum, til at aflevere nogle af sine panserkøretøjer og kanoner.

Efter et par timers kørsel i alt ankom vi til MOT’ernes ”safehouse” i udkanten af Aybak. Der var tale om en villa, som godt kunne være et luksuriøst ferielejemål. At huset i det hele taget fungerede med strøm og el og varme – hvilket i vinter var et vigtigt problem – skyldtes nok mest Fink, som er utrolig fix på fingrene.

Han opdagede bl.a., at en indbygget skorstensforbindelse i hele huset kunne bruges til at pumpe varme ind i huset i stedet for ud af huset, så en VAM40 (se uge 45) var behændigt blevet løftet op på taget for at puste varme i alle rummene. Det var ikke aktuelt nu med 30 grader i skyggen.

Safehouse i Aybak.

Navnlig tagterrassen vakte vores interesse. Man skal bare huske ikke at nyde udsigten for tæt på balustraden – for så regnes det for kiggeri. Kvinderne i nabolaget skal have lov til at løfte burkaen i deres egen gård, uden fare for at fremmede ser deres ansigt fra villaens tag.

Derefter var der aftenbriefing. Det foregik på et af værelserne. Vi sad på senge og på gulvet. Det mindede lidt om et udvalgsmøde på et kollegium. I det hele taget mindede villaen lidt om en slags militærkollektiv.

Næste morgen fik vi en gåtur ned i Aybak centrum. Vi gik forbi ANA’s (se uge 5) nymalede hvervekontor. Vi gik over broen, hvorunder bilerne blev vasket. Vi blev hilst med ”How are you!” og ”Salaam” på vejen. Det var dejligt at se så mange skolebørn med bøger under armen.

Selve byen Aybak har en utrolig smuk bykerne med små lerhuse og grønne træer, der danner hovedgaden. Butikkerne er bare små boder, og de ligger sorteret efter udbud. Alle grønthandlerne et sted, alle krydderierne et andet. En slagtergade, En smedegade.

I midten af byen, nær politihovedkvarteret, er der en lille park. Her sad tiggere og småhandlende. Der var også et mobilt skriverkontor på græsset. En ældre mand sad og skrev for tre kvinder i hvide burkaer, som sad ved hans fødder. Vores tolk mente, at de formulerede en socialansøgning af en art.

Vi lod os fotografere hos den lokale fotograf. En gammel mand med langt hvidt skæg og turban stod på fortorvet med et kamera, som han eller en forfader havde bygget. Det bestod af en rød læderkasse på tre ben. Kassen var både kamera og mørkekammer. På skift tog vi sæde på bænken, mens det væltede ind med gode råd fra alle de nysgerrige mennesker om, hvilken positur, vi skulle indtage. Låget blev taget af linsen i et par ubevægelige sekunder.

Fotografen i Aybak.

Vi spiste frokost på restaurant. Et dunkelt lokale med stengulv og vægtæpper. Farvede neonrør og en afghansk krigsfilm buldrende svagt i baggrunden. De fleste gæster lå på divaner eller sad i skrædderstilling på måtter i bordhøjde – men vi fik anvist et rigtigt bord. Adskillige af de tilstedeværende – kun mænd – havde angiveligt deres stammåtte.

En dreng sad på gulvet og pudsede løs på de sko, som mændene havde afført sig.

Vi fik kebab med brød og grøntsager. Der var ikke så meget fedt i som hos politimesteren i Mosayi (se uge 5). Sprøde lækre lammekødsstykker – og en enkelt gumpefedtting pr. spyd. Fårene hernede har en mægtig fedtmås hængende efter sig, hvilket regnes for en delikatesse.

Restaurant.

Efter det mættede måltid gik vi op i smedegaden og så en smedje, hvor alt foregik på god gammeldags manér med esse, smededreng og store overarme.

Fotografen var færdig med vores billeder. Hvis ikke det var for det plettede uniformstøj, kunne vi godt ligne helte fra den amerikanske borgerkrig fotograferet af Mathew B. Brady i 1860’erne.

Vi mødte politimesteren og blev introduceret for ham. En mægtig mand med et garvet og strengt ansigt. Hans tale bar præg af, at hans mest naturlige stemmeleje var råbende. Han sad i skyggen på sin veranda med udsigt over bykernen. Tjenstvillige betjente løb til og fra med honnør og sidste nyt. Små vink signalerede hans stillingtagen til efterretningerne.

Vi lod os præsentere af Morten, hvilket fik politimesteren til at holde en lille tale på åben gade om hans og Mortens tillidsforhold og venskab, gensidige respekt og meldepligt samt fælles mål og gode resultater. Det var ikke fremmed for politimesteren at bestemme, og vi fik senere at vide, at han til samarbejdskonference med de øvrige distriktspolitimestre havde bedt dem om det, der på afghansk svarer til at få fingeren ud og få standset røveri og smugleri i naboregionerne.

Politimesteren.

Vi traskede hjem og fik kaffe på taget. Inden aftensmad var der møde. Et travlt program lå foran holdet. Der skal tages højde for alt, når der planlægges flerdagespatruljer ud i landet, hvor man virkelig er uden for lands lov og ret.

Gurkaerne lavede mad. Der bor to MOT’s i huset. Et dansk og et gurka. Gurkaerne er lige flyttet ind og det tegner godt – og krydret.

Om aftenen var der forsinket påskegudstjeneste. Det foregik på måtterne i TV-stuen. Det blev en hyggelig og intens seance på knæ og i skrædderstilling. Mon ikke det var nær sådan de lå ved den sidste nadver?

Desværre måtte vi af sted tidligt mandag morgen. Mætte af indtryk og glæde over at se et grønt Afghanistan med fremgang og optimisme tog vi afsked med Morten og Henning og satte os ind i bilerne til Rasmus, Fink, Lasse, Mikkel.

MOT’erne Morten, Rasmus, Finn, Fink, Lasse og Mikkel.

De kørte os til Mazar og satte os af i den svensk-britiske lejr ved flyvepladsen til morgenmad og ventetid tid på Hercules’en, inden de fortsatte ud i landområdet…..