[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK

Udvalgte huse i Basra-forstaden Al Hartha blev natten til tirsdag afsøgt af den danske bataljon, forstærket med to britiske underafdelinger og et infanterikompagni fra den irakiske hær.

Afsøgningen førte til, at et maskingevær, en panserværnsraket, en håndgranat og et antal dokumenter blev beslaglagt.  Nattens våbenfangst var mindre end forventet, men den viser, at der stadig findes ulovlige våben i Al Hartha- bydelen, hvor de fleste angreb imod danske soldater har fundet sted.

Dansk infanteri koordinerer med irakisk politi i Al Hartha

”De få tunge våben tyder på, at lov og orden har fået stadigt bedre vilkår i takt med, at vi har lagt tyngde i det mest urolige område,” vurderer bataljonschef Flemming Toft.

Obersten påpeger vigtigheden af at fastholde presset på oprørere og terrorister:

”Ved at lægge et konstant, men uforudsigeligt pres på de kriminelle elementer, bliver mange afskrækket fra at begå ulovligheder. Den resterende hårde kerne får vanskeligere ved at operere,” forklarer han.

Grundig indøvelse
Nattens ’search’ operation var et resultat af minutiøs forberedelse. Samarbejdet mellem tre nationer i mørke og under tidspres blev grundigt indøvet. Danske, litauiske og britiske soldater fik hver deres opgaver i forbindelse med indtrængen i huse og sikring af bevismaterialer.

Danske soldater skulle sikre målet, trænge ind og holde styr på husets beboere ved bl.a. at visitere dem for våben. Britisk militærpoliti og afsøgningsspecialister kunne derefter søge efter beviser og sikre vidner.

Operationsstaben holder styr på tropperne under operation Dragonfly.

Operationen forløb planmæssigt. Ruten til og fra målet blev afsøgt og sikret for at danne forudsætning for, at tre underafdelinger samtidigt og overraskende kunne rykke frem imod flere forskellige målområder. Under afsøgningen rapporterede spejdereskadronen om en mulig vejbombe på ruten. Men da britiske bombeeksperter undersøgte genstanden nærmere, viste det sig at være en ufarlig bombe-attrap.