Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Christer Villekjær, Presse- og informationsofficer, DANCON/IRAK 5
Med 45 dage tilbage af vores udsendelse er bataljonens soldater begyndt at kunne se enden på hold 5’s arbejde i Irak. Men selv om alle glæder sig til at komme hjem til familie og venner, så sidder man hernede ikke i et job, hvor man bare kan lade stå til og slappe af, fordi "nu er det snart ovre."
Når stammerne i området skruer på knapperne, bliver uenige og synes, at det er lettest at løse uenighederne med tunge morterer, så bliver bataljonen nødt til at følge med i tempo. Inden for de sidste uger har tre vejsidebomber været rettet mod soldaterne, som også flere gange uforskyldt har været i skudlinjen i stammefejder.
Det betyder øget opmærksomhed på stammerelationerne og i en periode må undervisningen af den irakiske hær og politiet nedprioriteres, fordi bataljonen skal være mere udfarende og synlige i ansvarsområdet. Det arbejde kan der ikke slækkes på og derfor bliver de sidste arbejdsdage i Irak akkurat lige så krævende og lange som de første, tilbage i februar.
Heldigvis er bataljonen godt rystet sammen, lejren er god og der er virkelig ikke meget at brokke sig over. I hvert fald ikke, hvis man skal tage den holdningsmåling, der blev foretaget i slutningen af april, for gode varer. Den viser en meget positiv holdning og tilfredshed hos soldaterne ved IRAK 5.
En holdningsmåling gør det ikke alene
Lørdag morgen klokken 6.55 gik bataljonen i retstilling for at modtage Forsvarets medalje for mere end 30 dages udsendelse i tjenesten. Der er kun kort tid til, at de solbrune og vejrbidte soldater kan vende hjem til Danmark og overlade sandkassen til hold seks og de 30 dages tjeneste er for længst nået.
Medaljerne var delt ud til de enkelte kompagnier.
Chefen selv fik en overraskelse til paraden, da den engelske brigadechef mødte op for at hænge medaljen på hans bryst. Han havde regnet med at skulle have sin medalje i æsken, men det blev der lavet lidt om. Medaljer blev herefter hæftet på brystet af soldaterne, cirka 480 medaljer og håndtryk over de næste tyve minutter, fra chef til underafdelingschefer, fra delingsførere til delinger.
Glimmer i solen.
De fleste af soldaterne fik medaljen for første gang, men en del havde medbragt deres medaljer fra tidligere missioner samt marchmedaljer, så de kunne stråle om kap med selv den stolteste hane. Enkelte af soldaterne på DANCON/IRAK 5 har været udsendt op til 16 gange.
Hvor blev banditterne af
I længere tid har bataljonen fået efterretninger om lyssky aktiviteter så som træning med sprængstoffer og skydevåben i det område, hvor den danske lejr Camp Eden tidligere var placeret, nordvest for Al Qurnah.
Derfor var hele spejdereskadronen med støtte fra irakiske specialenheder, bataljonens militærpoliti og stabs- og logistikkompagni mandag og tirsdag aften klar til at lægge en jernring om området, hvis overvågningen kunne bekræfte, at der var banditter i "boksen."
Ventetid før operation.
Desværre måtte soldaterne sande, at det blev lange timers venten uden egentlig forløsning, da der ikke var aktivitet i området de to aftener, hvor alle var klar til at rykke. Timerne blev tilbragt med kortspil, Matador eller på ryggen på en feltseng. Og i mangel af en feltseng var taget af en EAGLE eller en Piranha et acceptabelt alternativ.
CIMIC House. Irakisk specialenhed TSU, vender næsen hjemad.
Ikke et hønsebur
Enkelte af bataljonens soldater har i disse dage givet sig selv ekstra arbejde, der inkluderer hammer, hønsetråd og lift. Og det er ikke for at bygge et hønsebur til tre meter høje høns.
Derimod vil bataljonen snart have Iraks flotteste Driving Range, bygget af Hesco Bastions, 4x4 tømmer og masser af hønsetråd. Det vil snart være muligt at slå et par slag i skæret af aftensolen og de brændende oliekilder uden at skulle gå en lille halv kilometer for at hente golfboldene. Indtil da har soldaterne en lille fritidssyssel, der kan fjerne tankerne fra Danmark og familien.