Fredskonference i Camp Danevang en succes

Af: Christer Villekjær Fogh Nielsen
Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK 5

Lørdag var hele den danske bataljon indsat i Al Hartha for at konfiskere tunge våben, som to lokale stammer havde bekriget hinanden med.

Torsdag den 3. marts holdt bataljonen så en fredskonference i Camp Danevang med deltagelse af de to stridende stammer, Halaf og Garamsha. Som mæglere deltog både Basras guvernør, Abu Ahmed, og Basra-regionens stammeråd bestående af femten sheiker.

Efter tre en halv times forhandling med til tider meget højtrystet tale faldt stammerne hinanden om halsen, slog knuder med gaze på en stok – som symbol på fred – og takkede bataljonschefen, tolkene og soldaterne til stede for at have givet dem mulighed for at slutte fred på neutral grund.

Britiske kanoner
Der har bredt sig en stemning af tilfredshed blandt soldaterne i Camp Danevang: Endnu en dag med succes. Bare det varer ved.

De fysiske forberedelser til fredskonferencen begyndte dagen før, hvor stabs- og logistikkompagniet lagde gulv i vores store telt, satte ender på teltet, opstillede endnu tre telte, et til mad og drikke og to til møder med stammerne hver for sig. Derudover skulle der køres grus hen til området, der som det eneste område i lejren er totalt bart og derfor støvet som ind i …
Det var solidt forarbejde, som bar frugt.

Bataljonen opmarcherede fra morgenstunden 10 engelske, pansrede mandskabsvogne, kaldet Warriors, side om side, som de stridende parter skulle forbi for at komme til konferenceteltet. Ved indgangen holdt endnu to danske PMV’er med tunge maskingeværer dannende espalier.

Stammerådet ankommer til Camp danevang. Foto: CVF Nielsen

Blodet har flydt
Bataljonens plan var at danne rammen for stammerne og ikke blive involveret i selve forhandlingerne. Men samtidig ønskede vi, at stammerne hele tiden var bevidste om, at der ikke var nogen vej udenom. En fredsaftale var påkrævet.

Vi var dog også bevidste om, at en ting er at kræve, noget andet er at få. Og selv om vi havde bragt parterne sammen, fundet de bedste mæglere overhovedet samt disket op med gode omgivelser, så var der ingen garanti for, at Garamsha og Halaf ville blive enige. Meget blod er flydt mellem dem, brødre og børn dræbt af både sigtede og vildfarne kugler.

Bordet opstillet som en åben hestesko. Halaf og Garamsha sidder overfor hinanden. Stammerådet i midten. Foto: CVF Nielsen

Da konferencen begyndte, tog oberst Lyhne ordet og holdt en kort velkomsttale. Takkede parterne for at møde op. Da han ville overgive ordet til guvernøren, brød en Halaf-sheik ind og i meget klar tale lod han forstå, at han ikke var tilfreds med lørdagens operation i Al Hartha.

Guvernøren og oberst Lyhne overværer stammernes diskussion. I baggrunden fra venstre stedfortrædende stabschef, S.S. Petersen, stabschef K. Nielsen og Emil, vores tolk. Foto: CVF Nielsen

Remser ugerninger op
Således godt i gang med fredsforhandlingerne var dele af danskerne, hvis ikke alle, meget i tvivl om det senere udfald. Om en af parterne ville forlade bordet efter få minutter.
Halaf og Garamsha remsede på skift modpartens ugerninger op.
Det tog lang tid.

Stammerådet blandede sig, og ofte kørte der tre diskussioner på samme tid i teltet. Vel at mærke ikke afdæmpede samtaler.

Halaf argumenterer deres sag foran stammerådet. Foto: CVF Nielsen

Garamsha. Foto: CVF Nielsen

En enkelt gang måtte Henrik Lyhne rejse sig og mane til besindighed. Minde parterne om, at der ikke var noget alternativ til en fredsaftale, fordi politiet med støtte af bataljonen ellers ville intervenere endnu en gang.

Garamsha skeptiske overfor modparten. Foto: CVF Nielsen

Pris på et menneskeliv
Parterne blev nu adskilt i hvert deres telt, mens stammerådet satte sig sammen og satte pris på et menneskeliv. Med adskillige dræbte på begge sider blev det endelige resultat, at Garamsha skulle betale 20 millioner dinarer til Halaf, og Halaf skulle betale 10 millioner dinarer til Garamsha.

10 millioner dinarer cirka 7.000 dollars.

Således bestemt af stammerådet holdt Halaf og Garamsha hver især en ceremoniel tale, hvorefter de bandt en knude i gaze omkring en stok.
Vi danskere forstod ikke meget, men stemningen var højtidelig, og inden vi vidste, hvad der foregik, blev Lyhne stillet op på midten af gulvet af et glad stammerådsmedlem og Halaf og Garamsha trådte frem og gav hinanden knus og kindkys. Det blev kun til håndtryk til Lyhne og de øvrige soldater i teltet, men det er fint nok.
For os var resultatet det vigtigste.