[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen
Presse- og informationsofficer
DANBN/IRAK

Det gode venskab mellem danske og britiske soldater blev styrket, da briterne inviterede til Fun Day med sjove fysiske udfordringer.

Stabs- og Logistikkompagniet fra Camp Danevang stjal både første- og andenpladsen, da briterne fra Kings Royal Hussars udfordrede danskerne i de improviserede idrætsgrene.

Briternes lejr dannede rammen om "fun day" søndag den 4. september. Her dystede den danske bataljon og dens underlagte britiske kampvognseskadron i alskens fysiske discipliner.

Selv om det var ingeniør-dominerede hold fra Stabs- og Logistikkompagniet, der fik første- og andenpladsen, så brillerede kamp-underafdelingerne også sine steder. Panserinfanterikompagniet skød modstanderne i sænk i høvdingebold, og Spejdereskadronen havde en uovervindelig kæmper, der vippede samtlige modstandere af pinden og ned i vandbeholderen.

 "Another one bites the dust!" Dennis fra Spejdereskadronen gik til stålet og fejede al modstand til side.

"Det var en rigtig god dag, men det er jo altid sjovt, når man vinder," udtaler mesteren, overkonstabel Dennis, fra Spejdereskadronen.

Den uovervindelige helt bliver tiljublet

Arrangøren, den britiske eskadronschef major Nick Berchem var mest imponeret af den danske indsats i bungy jump-selen.  Med elastikken fastgjort gjaldt det om at løbe så langt ud, som benene kunne orke, for at samle ting op, der gav point.

"Jeg så en fyr, der var så stor og stærk, at han ikke behøvede at løbe. Han var i stand til at gå ud for at samle point sammen," lyder det resignerende fra englænderen.

Han fik dog sin egen lille personlige sejr, da han udfordrede den danske bataljonschef, oberst Flemming Toft, på balancepinden. Desværre lykkedes det majoren, at vippe obersten af pinden to ud af tre gange.

Sveden og blodet sprang ved den usædvanlige landskamp den søndag eftermiddag. Men danskerne og briterne er stadig "brothers in arms". Det kunne man se til aftenens grill-fest, hvor humøret var højt, bl.a. fordi briterne havde dækket op med en ordentlig stabel oksebøffer og burgere til de kylling-vante danskere.

Britisk høvdingebold fik sygeplejerskerne på overarbejde med at behandle hudafskrabninger.