Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Major K.L.Kristensen, CIMICOF
Unge mænd i nye biler.
Efter en måned, hvor alle måltider i lejren blev indtaget i mekanikerteltet, er vi nu tilbage på rette plads, hvor det gamle spisetelt er afløst af en funklende ny spisecontainerinstallation. Er forholdene blevet mere indbydende, så er pladsen til gengæld blevet mindre; hvilket betyder, at der nu spises i hold.
På trods af disse nyskabelser har man dog valgt at bibeholde det rustikke, tyske spisekort, så vi heller ikke i fremtiden går glip af hverken knödel eller sauerkraut.
Zum glück har vi dog stadig den ugentlige grillaften, fredag, at se frem til.
Ulige uger står køkkenet for grillarrangementet for hele lejren – og lige uger arrangerer vi danskere vort eget på Camp Odin-terrassen. Oh, steak – oh, grillpølse!
Fredagsgrill på Camp Odin-terrassen
Samme terrasse er inden for den sidste uge undergået en gennemgribende ombygning. Håndværkskyndigt dansk personel har udvidet og forbedret
terrassen, således der nu er plads til os alle, ligesom både rød postkasse, messingklokke, flagstang og Camp Odin-skiltet kunstfærdigt er inkorporeret i bygningsværket. Det planlagte bindingsværk måtte desværre aflyses, men ellers mangler nu kun en stork på taget for at fuldende idyllen.
Den nye terrasse under opbygning
Først på ugen ankom de første af den imødesete tilgang af næsten spritnye Toyotaer. Samme køretøj som de pansrede, men med en betydelig lavere vægt, og derfor forventelig også mindre sårbar overfor de terrænmæssige udfordringer, vi oplever på denne bjergrige udpost.
For vore MOT (Military Observer Teams) vil forstærkningen betyde, at alle 4 teams, i fremtiden, kommer til at råde over egne køretøjer og derfor endelig bliver i stand til at tilrettelægge patruljerne uden hensyntagen til, hvornår de andre MOT skal ud at køre.
MOT 4 på vej ud på 4 dages patrulje i nye Toyotaer.
Halløj i Basaren.
For CIMIC-sektionen betyder 4 teams på fuld motorkraft, yderligere tryk på forslag til projekter, der kan understøtte holdenes tilstedeværelse i de vidtstrakte operationsområder. Som det tidligere er beskrevet, er det typisk projekter relateret til drikkevand og skoler, der påpeges.
Samtlige provinsens skoler har pladsproblemer, hvorfor undervisningen de fleste steder til dels må foregå i det fri. Desuden mangler man plastiktæpper at lægge på lergulvet eller jorden, og madrasser at sidde på. Der ud over er der et kæmpe behov for elementære undervisningsmaterialer som kladdehæfter, tavlekridt og skriveredskaber.
Ét CIMIC-projekt består derfor i at have et lager af skolematerialer til rådighed for MOT, således man kan iværksætte mindre "her og nu" projekter uden tidsrøvende administrative procedurer.
I den anledning afviklede CIMIC i torsdags en logistisk operation i Feyzabad.
Det drejede sig om afhentning af tusindvis af kladdehæfter og kuglepenne, 100 madrasser, 40 tæpper, 3 skoletelte og 10 skoletavler.
Tricket var i den sammenhæng af få en 5 ton tysk lastvogn "listet" ned gennem den kringlede, menneskemyldrende basar, velvidende at køretøjet, ved sin blotte tilstedeværelse ville spærre for al anden trafik – foruden de 3 stop på ruten, for pålæsning af de materialer, det hele handlede om.
Operationen skabte nøjagtig den tumult, der var forudset, men forløb uden u- held trods sammenstimlen af gestikulerende folkemængde, skrydende æsler, og dyttende køretøjer.
CIMIC goes shopping.
CIMIC-sektionen glæder sig i øvrigt til at en UNIMOG-lastvogn flyves ind i uge 37, så vi selv kan køre med MOT ud på patruljerne med såvel skoletelte som al andet materiel.
Lejren beskudt.
Lørdag aften 27. august kl. 22.45 blev der fra den modsatte side af floden skudt en panserværnsraket ind i lejren. Raketten ramte et tomt telt. Heldigvis var der ingen personer i nærheden af teltet og ingen kom til skade. På grund af hændelsen er sikkerheden og overvågningen omkring lejren blevet skærpet, og tiltag, der skal imødegå en gentagelse, sat i værk. Der samarbejdes desuden med de lokale myndigheder om at finde frem til gerningsmændene.
Leave.
Nu er det også allerede så vidt, at de med længsel imødesete leave-perioder, er indenfor "en form for rækkevidde". I hvert fald er den endelige fordeling nu sendt til DANILOG, så flypladser kan reserveres. Første leave-hold tager fra Feyzabad om en måned – og så går det ellers slag i slag, til hele styrken atter er samlet hernede, efter planen torsdag den 22. december.
Så, vi ses snart i Danmark!
Mange hilsner til alle fra PRT/FEY Hold 2.