[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hærens ammunitionsryddere må oftere tage den store bombetransportkugle med på udrykning, for det ulovlige fyrværkeri bliver mere og mere potent.

Søndag måtte en ingeniørsoldat i bombedragt løfte en krysantemumbombe på et halvt kilo ind i Ammunitionsrydningstjenestens sikre transportkugle. Den blev fundet ved et kanoudlejningssted ved Suseåen, hvor folk strømmede til i det gode weekendvejr.

”Bomben lå på et befærdet sted, så det var heldigt, at ingen kom til skade. Desværre er de store fyrværkeribomber blevet rutine for os,” fortæller centerleder, kaptajn Dan Carstensen.

Krysantemumbombe anbringes i ammunitionsryddernes sprængsikre stålkugle og transporteres bort til destruktion.

Flere store bomber
Forsøg viser, at krysantemumbomber af den størrelse, med en sprængkraft som to håndgranater, kan blæse taget af et hus.

Rydderne finder ofte bomberne uden de rør, der er beregnet til at få dem til at eksplodere i luften.
”Og det er farligt, hvis nogen forsøger at sprænge dem på jorden med en alt for kort lunte. Bomberne indeholder kemikalier, der let kan antænde folks tøj,” påpeger Dan Carstensen.

Hans folk fra Ammunitionsrydningscenter Sjælland opererer i Østdanmark og rykker ud ca. 500 gange om året til større og mindre opgaver. I de seneste år er det mere og mere store opgaver, de støder på.

”Op til nytår kaldte politiet os ud til fire lagre hver med mere end et tons ulovligt fyrværkeri, og for 14 dage siden fjernede vi en krysantemumbombe på størrelse med en bowlingkugle, der kunne have væltet et hus,” oplyser Dan Carstensen.