[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Christer Nielsen, presseofficer
DANCON/IRAK 5

Overlæge Jørn Guldhammer er entusiastisk. Undervisningen skal til at begynde, og det ser han frem til. Gårsdagens undervisning gik godt, og opfølgningen ventes med spænding. Hvordan vil de irakiske læger mon tackle dagens opgave?

De 11 irakiske læger finder deres stole, introduktionerne er overstået, morgenmaden fortæret og rekvisitterne bestående af modellervoks, rødt farvestof i spande samt hvide, røde og blå kridtfarver er lagt frem på bordet.

Kunstige sår
Som overlæge ved den danske bataljon i Irak har Jørn Guldhammer fået mulighed for at støtte genopbygningen af den militære førstehjælpsuddannelse i den irakiske hær, og dette tre-dages kursus er det første skridt på vejen. Undervisningen foregår ved den irakiske 602. bataljon, beliggende vest for Basra i Camp Chindit.

I dag skal lægerne prøve at lave kunstige sår og herefter undervise hinanden i forskellige aspekter indenfor førstehjælp. Udgangspunktet er det engelske "Aide Memoire" - en ABC, der i simpel form guider soldaten gennem livreddende førstehjælp.

Formålet er at bibringe lægerne en forståelse for og praktiske færdigheder i, hvordan man underviser sine ansatte læger og sygeplejersker bedst muligt, så de til gengæld kan viderebringe deres viden til soldaterne.

Inspiration - også til specialister
Der er ikke tale om at lære lægerne førstehjælp. De fleste af lægerne er specialister og har års erfaring. Men opgaven med at uddanne hundreder og atter hundreder af sygehjælpere og sygepassere i den nye irakiske hær er stor og kræver en ny tilgang for de irakiske læger.

Lægerne får en introduktion til at lave læsioner af modellervokset og det kunstige blod og får derefter lov til at prøve selv. Med blandet resultat. Men alle kan se fordelen ved at undervise soldater i en mere realistisk simuleret situation end blot ved at sige: Han bløder, forbind ham!

Networking
Jørn Guldhammer forklarer, at mens lægerne på førstedagen var lidt tilbageholdende, så er de i dag begyndt at "networke." Snakken går for alvor. Det er for Jørn Guldhammer et lige så vigtigt element af kurset som den egentlige undervisning.
- Det er begyndt at gå op for dem, at de snart skal hjem og fortsætte uddannelsen med deres eget personale. Det er tydeligt, siger han.

Det ligger lidt fjernt for de irakiske læger at smide alle hæmninger og undervise de øvrige læger i førstehjælp, med tegn, fagter og alt, hvad der typisk indgår i en dansk undervisningssituation. Men begejstringen for undervisningen er synlig og udtalt.

Med rette udstyr og uddannelse
- Jeg er sikker på, at de med nyt udstyr og opdateret viden bliver fuldt ud lige så gode som os selv. De har jo en lang tradition for at være dygtige indenfor medicin, forklarer Jørn Guldhammer.

Og udstyr er netop, hvad USA har doneret til de irakiske bataljoners infirmerier. Fem fulde tyvefodscontainere med hospitalsudstyr og medicin venter på at blive taget i brug af de seks involverede bataljoner.
Det drejer sig både om ganske almindeligt førstehjælpsudstyr som bandager og basal medicin, men også om topmoderne bårer, halskraver og benskinner, som selv de hollandske, italienske og danske læger sukker efter.

Lægerne får som afslutning på kurset en introduktion til det nye udstyr.
Nu forestår der Jørn Guldhammer og det øvrige sanitetspersonel et længerevarende arbejde med at støtte 601. irakiske bataljon i at få uddannet soldaterne i basal trinvis førstehjælp.

Jørn Guldhammer anslår, at de danske styrker vil være involveret i støtte til førstehjælpsuddannelsen i hvert fald et år frem i tiden.
Forudsat at den danske bataljon bliver i Irak så længe.

Fakta:
Uddannelsen af det irakiske militær vil vare cirka et år, og uddannelsen falder i seks faser, hvor undervisningen af lægerne var de "indledende manøvrer."

  • Første fase er lægernes undervisning eget personale, som herefter har til opgave at undervise alle soldaterne i basal førstehjælp.
  • Fase to er et kursus for den frie sygehjælper, som vi kender det i Danmark, altså at hver 6. soldat har et mere tilbundsgående kendskab til førstehjælp.
  • Fase tre er et 3-4 ugers kursus for sygepasserne, mens fase fire er et 2-ugers traumekursus for sygeplejerskerne.
  • Til sidste får lægerne selv en uges kursus i avanceret traumebehandling, der er et væsentligt element i førstehjælp.

Det kan virke banalt, men lægerene så straks fordelen ved at sminke livagtigt. At det så er lettere sagt end gjort er anden sag.