Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK
Lørdagens folkeafstemning om forfatningen er årtiers vigtigste begivenhed i Irak. Eksperterne er uenige om, hvor effektivt landet vil kunne regeres ud fra det kompromis, der nu bliver sendt til afstemning. Men under alle omstændigheder vil vælgernes godkendelse være endnu et skridt ad den demokratisk sti, som den danske bataljon er sat til at sørge for sikkerheden på.
Og bataljonen er klar. I nogle måneder har danske og britiske ingeniørsoldater samt lokale entreprenører arbejdet på at sikre det danske ansvarsområdes 101 valgsteder imod terror. Beton-spærringer og pigtråd er nogle af de forhindringer eventuelle fanatikere må forcere, hvis de vil prøve at forstyrre valghandlingen lokalt.
Både før, under og efter valget er sikkerheden skruet i vejret. Hvert eneste valgsted bliver bevogtet af irakisk politi, og danske styrker holder klar strategiske steder i ansvarsområdet. Herfra vil bataljonen kun rykke ud, hvis der skulle opstå en sikkerhedstrussel, som irakerne har svært ved at håndtere alene.
Kaptajn Michael Bang har lagt en væsentlig del af bataljonens planer i forbindelse med afstemningen.
Irakerne kan selv
Det er nemlig meningen, at Iraks uafhængige valgkommission og sikkerhedsstyrker selv skal stå for valgets praktiske og sikkerhedsmæssige gennemførelse. På den måde tager irakerne ansvaret for deres lands fremtid, og den multinationale styrke undgår, at nogen bagefter kommer og anklager den for at forsøge at påvirke valget.
Når valget slutter, skulle den enkelte irakiske vælger gerne have oplevet, at dennes egne landsmænd alene har arrangeret og beskyttet valghandlingen. På valgstedet møder vælgeren kun irakiske sikkerhedsstyrker, medmindre noget går helt galt. Og den eventualitet er der taget højde for.
Til lejligheden er der oprettet ekstra alarmcentraler, hvor danske officerer sidder med sammen med irakisk politi og militær. Skulle der opstå en alvorlig trussel, er kommandovejene på forhånd banet, da forbindelsesofficererne kan tage direkte fat i hinanden og koordinere, om problemet kan løses af den irakiske hær, eller om danske soldater skal gå i aktion.
Operationsofficer kaptajn Michael Bang har været bataljonens primære projektofficer på folkeafstemningen. Han har også vurderet andre trusler end de spektakulære terrorangreb:
”Afstemningen foregår under ramadanen. Folk, som ikke har spist og drukket efter solopgang, får måske svært ved at klare den varme og strabadserende tur til stemmeboksen, så der kan blive ekstra brug for irakiske ambulancer,” forudser han.
Helikoptere
Den danske bataljon er i forbindelse med afstemningen blevet forstærket med tre Fennec-helikoptere og et par håndfulde militærpolitibetjente. Flyvevåbnets helikoptere skal observere fra luften og melde om mistænkelige bevægelser på jorden.
Bataljonen har allerede haft gavn af det nye adrætte og sikre transportmiddel. Rekognosceringer i terrænet er blevet meget hurtigere, og det har bl.a. ingeniørsoldater samt Støtte- og Samtænkningsenheden nydt godt af.
Med den grundige forberedelse og det forstærkede sikkerhedsopbud håber den danske bataljon, at afstemningen vil forløbe i en rolig atmosfære.
Hvad enten de stemmer ja eller nej, vil irakerne atter kunne række hånden i vejret og stritte stolt med en pegefinger, der vidner om, at de har trodset terroren og valgt en demokratisk fremtid til dem selv og landets kommende generationer.