[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Findes der "stille" uger?
"Det bliver en stille uge" sagde vi til hinanden mandag morgen, ovenpå en vel afsluttet Drenica Wide operation. Denne uge skulle anvendes til at repetere nogle af vores militære færdigheder, herunder skydning, fysisk træning og førstehjælp.

Panserinfanterikompagniet havde planlagt træning med vores franske kollegaer i imødegåelse af civile uroligheder og senere på ugen en fælles dag på skydebanen.

Men omstændighederne ville det anderledes. Brigaden skærpede fredag vores kørselsreglerne ud af lejren, så vi nu skal være to biler, når vi forlader Camp Olaf Rye. Bataljonen fortsætter derfor den intensive monitering af ansvarsområde, men indtil nu har alt været stille og roligt.

Oven i det blev vi så pålagt en opgave, som det måske kun er vores feltpræst der kan have indflydelse på. Det begyndte nemlig at sne, og bataljonen skal nu være klar til at hjælpe lokalbefolkningen med snerydning, i det tilfælde deres egne midler ikke rækker.

Bataljonschefen giver status ved mandagsparaden.

"COR BUSTERS"
Vores eget band i lejren har efter optræden som opvarmningsband for "Die Herren" i sidste uge haft stor efterspørgsel på arrangementer. Kun få dage efter bandets første optræden, blev de bestilt til et arrangement i f.m. den Belgisk Nationaldag. Så alle i bandet fik meget travlt, da de kun beherskede fem numre til fulde, men efter en ihærdig indsats kom op på 12 numre, inden koncerten tirsdag aften.

Der blev bestilt lydgrej, arrangeret transport, en lydmand og en elektronikmekaniker til at hjælpe med koncerten og om eftermiddagen blev scenen opsat og lydprøven gennemført.

Bandet kom tilbage til scenen ved 20 tiden, der var fejringen godt i gang, så COR BUSTERS fik en stjerne modtagelse, særligt vores sangerinde var de begejstrede for. De måtte spille flere numre igen, særligt "Born to be wild" og "Sweet home Alabama" var belgierne vilde med. 

Bandet har fået stor respons fra forskellige nationer, som udtrykker deres glæde ved, at vi kan støtte deres velfærdsarrangementer ved at komme og spille for dem. Så det har uden tvivl god repræsentationsværdi for den danske bataljon, at vi bruger ressourcer på at spille for de andre nationer i missionsområdet.

Fuld fart fremad.

Venskabskamp mod lokalt Kosovo Serbisk fodboldhold.
Lige før frostgraderne sætter ind, lykkedes det bataljonen at arrangere en fodboldkamp mod det lokale hold fra Zubin Potok.

Det var første gang, at bataljonen havde samlet et fælles hold for at udfordre et af de lokale hold. Det lokale hold er halvtids professionelle, da de er på lønningslisten hos kommunen.

De træner fem gange om ugen og spiller med i den bedste serbiske liga. Heldigvis stillede modstanderne ikke op i stærkeste opstilling. Det kunne godt ses hos de danske soldater, at det var første gang de spillede sammen på en stor bane.

Kampivreren fejlede ikke noget, men fodboldtimingen efter tre måneder i Kosovo lod en del tilbage. Kampen blev afviklet i en god atmosfære og med et beskedent nederlag på 4-2 til bataljonen. Efter kampen blev der drukket en sodavand i modstandernes omklædningsrum. Fodboldkampen er endnu et tegn på, at bataljonen har et godt forhold til civilbefolkningen her i Kosovo.

Dansk soldat vinder en hovedstødsduel.

KFOR øjne og ører.
Liaison Monitoring Team (LMT) er med i forreste række, når det gælder kontakten til lokalbefolkningen og de lokale myndigheder. LMT opgaver er mangeartede og spændende.

F.eks. har LMT i den forgangne uge været guide for et marokkansk lægehold, deltaget i sikkerhedsmøde i Zubin Potok kommune og spillet hockey med lokale skolebørn, bare for at nævne nogle få af dem.

Vores geografiske arbejdsområde er udpræget bjergområde varierende fra ca. 650 m op til ca. 1750 meter over havet på det højeste sted, og vejnettet består i stor udstrækning af smalle svært fremkommelige jordveje.

Det samlede befolkningstal i Zubin Potok kommune er ca. 16.000 og de er fordelt på 335 kvadratkilometer (arealet svarer nogenlunde til øen Mors).

Én af LMT opgaver er at identificere mulige problemområder og heriblandt også sundhedsmæssige problemer. LMT blev derfor en naturlig guide, da et marokkansk lægehold besøgte området for at yde støtte til nogle fjerntliggende landsbyer og områder, hvor kommunens normale sundhedsberedskab har svært ved at nå ud, da de kun råder over ganske få terrængående køretøjer.

Ni personer blev behandlet for diverse lidelser. En gammel mand fik konstateret behov for neurologisk behandling og LMT forsøger i skrivende stund at skabe de nødvendige kontakter med henblik på hans videre behandling.

Næstkommanderende Liaison Monitoring Team afprøver store biler.