[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Konstabel Søren Emil Dahlgaard, Terminalhjælper i det Nationale Støtte Element

Den 20. november var dagen, hvor den sidste DANCON march blev afholdt. Det var en march, hvor kun folk fra den danske bataljon kunne deltage. Fra NSE deltog næstkommanderende og forvaltningsbefalingsmanden, sidstnævnte har gået alle tre marcher.

Over de sidste uger har cirka 2500 deltagere gået de over 25 kilometer, og det er blevet til mindst lige så mange vabler, hvad dagene efter en march da også har været vidne om, idet mange har bevæget sig noget anstrengt rundt.

Den 23. november bød på vinterens første rigtige snevejr, med det resultat at lejren hurtigt blev dækket af et fint lag sne. Sneen var et forvarsel om den kommende vinter, og det betød, at det var på tide at gå i gang med vinterforberedelserne, ikke mindst med vores biler.

Da vejene i Kosovo er meget slidte, er det ekstra vigtigt at bilerne er klædt på til vintervejret. Så der var nogle, der fik travlt med at finde kæder o. lign. til bilerne. Det er ikke alle, der har prøvet at sætte kæder på en bil, hvorfor der blev holdt et hurtigt kursus.

Camp Olaf Rye dækket af sne.

Med vinterens komme går vi også julen i møde, og selv om man er langt væk hjemme fra, kan man godt julehygge alligevel. Vi har således hentet den store kasse med julepynt frem fra dens gemmested, og sammen med den julepakke, der er kommet hjemme fra Danmark, er der blevet pyntet op efter alle julens forskrifter. 

Den 2. december holdt vi således juleklippehygge om eftermiddagen, hvor vi klippede kravlenisser og flettede julestjerner. Det var en eftermiddag, hvor især ovenstående fik udvidet sin horisont, da det at flette julestjerner ikke var noget, der var prøvet før.

Ja, hvordan er det nu man gør?

I Camp Olaf Rye har vi et lille kapel, hvor vi holder søndagsgudstjeneste. Kapellet her desværre endnu ikke nogen klokke.  Chefen og forvaltningsbefalingsmanden er til NSE møde i Skopje hver fjortendes dag, her møder de chefer fra alle de andre NSE’er i Kosovo. Igennem forbindelserne der er det lykkedes at få doneret en klokke fra den norske lejr.

Næstkommanderende og materielbefalingsmanden kørte ned og hentede klokke, og således er det gået til, at Camp Olaf Rye har fået både klokke og tårn. Tårnet vil blive sat op i den følgende tid og vil blive indviet ved en lille ceremoni. Chefen for den norske lejr vil blive inviteret som tak for gaven.

Her bliver tårnet løftet væk fra sin gamle plads

Således ender beretningen om de sidste ugers bedrifter i NSE. Vi glæder os til tiden, der kommer og de udfordringer, som jobbet måtte bringe.