[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Konfiskation af ulovligt våben.
På overfladen ånder alt fred og idyl. Efteråret er på vej, skolerne er startet, og befolkningen forbereder sig på vinteren. Bataljonens enheder har efterhånden fået et godt kendskab til området og kommer ud i områder, hvor det ellers kun er de lokalkendte, der færdes.

En patrulje fra den lettiske spejdereskadron var kommet langt ud i skoven og stødte pludselig på nogle lokale, der var i gang med at foretage ulovlig skovhugst.  En af mændene var i besiddelse af et illegalt våben og blev tilbageholdt indtil militærpolitiet overtog sagen og sørgede for, at våbnet blev konfiskeret.

Balkan Hawk
Bataljonen i har ugens løb deltaget i operation Balkan Hawk. Operationen havde bl.a. til formål at øve KFOR styrkers samarbejde med tyske styrker, der midlertidigt er i Kosovo som forstærkning. Bataljonen deltog med soldater, der skulle fungere som ”modstander” for dem, der blev øvet. Under operationen blev en af bataljonens franske opklaringsdelinger flyttet med helikopter for at teste, hvor hurtigt enhederne kan flyttes rundt i Kosovo.

 

Fransk opklaringskøretøj løftes af en amerikansk helikopter

Som en del af Balkan Hawk øvelsen gennemførte KFOR en større øvelse i kontrol med større uroligheder. Den danske bataljon deltog også i denne del af øvelsen med en enhed på 90 soldater fra stabskompagniet, panserinfanterikompagniet og den lettiske spejdereskadron. Hertil kom 60 amerikanske soldater. Tilsammen skulle de 150 soldater udgøre demonstranterne i øvelsen.

Demonstranterne skulle true personellet i et FN hovedkvarter, hvorefter KFOR skulle indsætte enheder til sikring af personellet. KFOR indsatte enheder fra Italien, Portugal, Belgien, samt det lokale politi i Kosovo.  

De første styrker, der kom FN personellet til undsætning, var et belgisk kompagni på 100 mand. De blev fløjet ind med helikopter og tog hurtigt opstilling omkring FN hovedkvarteret. Da der var ca. 150 demonstranter kunne det belgiske kompagni ikke holde demonstranterne under kontrol, og der blev derfor indsat yderligere to kompagnier med i alt 200 mand.

Italienerne brugte en formation kendt fra historien og Asterix

Derefter havde KFOR styrker nok til at kunne fjerne demonstrationen. De danske soldater havde ellers medbragt en masse vandflasker, der blev brugt som kasteskyts. Alle KFOR soldaterne bar hjelm, fragmentationsvest, benskinner og skjold, så selvom en ½ liters vandflaske kan slå hårdt, så var soldaterne godt beskyttet.

Øvelsen blev overværet af chefen for KFOR, general Valotto, og blev ligeledes vist i det lokale fjernsyn. General Valotto takkede efter demonstrationen de danske soldater for en god og realistisk indsats som demonstranter.

Chefen for KFOR sammen med føreren for” demonstranterne” kaptajn J.Brunbech.

Efter demonstrationen var der tid til lidt hygge med de amerikanske soldater. Der blev spillet amerikansk fodbold, spillet kort, grillet og udvekslet erfaringer. Det viste sig blandt andet, at de amerikanske soldater var udsendt i 12 måneder med 14 dages leave. Så er 6 måneder pludselig ikke så galt igen.

Hygge efter øvelsen.

DANCON march
Søndag viste vejret sig fra sin allerbedste side, da bataljonen havde inviteret til den første af to DANCON marcher, der gennemføres i dette efterår. 944 deltagere fra 24 nationer havde taget imod udfordringen om at tilbagelægge 25,2 km med minimum 10 kilo udrustning på under 8 timer. Start og mål området var denne gang flyttet til Christian d. IV’s plads midt i lejren, hvilket gav en god atmosfære i forbindelse med starten og afslutningen på marchen.

944 forventningsfulde deltagere inden starten på DANCON Marchen.

Ruten er krævende, og især strækningen fra 12 km til 15 km er hård, da disse 3 km går mere eller mindre stejlt opad hele vejen. Belønningen får man dog på toppen i form af en fantastisk udsigt over de grønne bjerge. Hurtigste person rundt på ruten var en tysk FN politibetjent, som tilbagelagde turen på 2 timer og 14 minutter. Den hurtigste dansker var kaptajn A.S. Eriksen, der brugte 2 timer og 27 minutter.

Til højre ses den hurtigste dansker rundt på ruten.
   
Alt i alt et velgennemført arrangement, som efterhånden har gjort den danske bataljon kendt ved alle andre nationer i Kosovo.
De der ikke nåede at gå i denne uge, får chancen igen i slutningen af måneden.