Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK
Effektiv afskrækkelse, våbenkonfiskationer og pågribelse af formodede oprørere har i den seneste måned holdt låget på den boblende gryde i det danske ansvarsområde. Men nede i gryden ulmer konflikten fortsat på kryds og tværs mellem oprørere, stammekrigere og politisk-religiøse grupper. Det bliver danske, litauiske og britiske soldater mindet om, når de kører patruljer eller bistår med genopbygningsprojekter i lokalområdet.
Oprørere retter ugentlig morterangreb imod britiske baseområder i Basra. Men det er mere end et halvt år siden, at Shaiba Log Base, hvor den danske lejr ligger, er blevet angrebet med morterer eller raketter. Natten til torsdag opdagede en irakisk politipatrulje et antal primitive raketter, der lå klar til affyring i nærheden af basen.
Raketterne blev konfiskeret og en mand anholdt. Raketterne skulle sandsynligvis bruges til at afgøre et lokalt mellemværende, men det kan ikke udelukkes, at raketterne skulle affyres imod multinationale styrker.
Overkonstabel Thomas fra panserinfanterikompagniet sidder klar med sit lette støttevåben under eskorte ad Gosp Road.
Raketfund
Samme nat stødte spejdereskadronen på en flok irakere, der var i gang med at gøre sig klar til kamp med bl.a. panserværnsraketter. Raketterne hører til kategorien af ulovlige tunge våben. Granaterne og affyringsmekanismerne blev derfor konfiskeret og samlet sammen til bortsprængning.
Det er usandsynligt, at de krigeriske mænd var ude efter danske eller andre udenlandske soldater, da de blev antruffet ved Al Qurnah, 100 km. nord for Shaiba Log Base. Men forhåbentlig har det resolutte danske indgreb været med til at redde livet på de mennesker, der befandt sig i det ukendte, planlagte målområde.
For også at øge bataljonens egen sikkerhed og manøvrefrihed, er der sat et større ingeniørarbejde i gang på den farlige vejstrækning gennem Al Hartha. Et nyt checkpoint med observationstårn til irakisk politi skal være med til at reducere truslen fra vejsidebomber. Men natten til tirsdag blev arbejdet ødelagt af gerningsmænd med kraftig maskinstøtte.
Bataljonens efterretningsofficerer har gode idéer om, hvem der står bag. Der kan bl.a. være tale om de samme mennesker, som har fremsat dødstrusler imod danske soldater og lokale entreprenører, der arbejder i området. Bataljonen er dog fast besluttet på snarest at genetablere checkpointet.
Dannebrog sønderskudt
Først på måneden oplevede bataljonens støtte og samtænkningsenhed (den, enhed der står for genopbygningsprojekterne i området) et andet tilfælde af hærværk. Lokalsamfundet i Al Qurnah havde fået penge til at anlægge en fodboldbane.
Men ugen inden, banen skulle indvies ved en kamp mellem de lokale helte og danske soldater i DBU-sponserede landsholdsdragter, blev den pløjet op af ukendte gerningsmænd. Det danske flag, der var malet på en cementblok ved siden af det irakiske, blev gennemhullet af skud. Bataljonen betragter sagen som simpelt hærværk og har genetableret fodboldbanen.
Det irakiske landskab er arret efter årtiers krig og ufred. Irakiske, danske og andre udenlandske styrker forsøger ihærdigt at forbedre situationen.
Bataljonschef, oberst Flemming Toft bekræfter, at sikkerhedssituationen i Irak ikke altid er rosenrød:
”Vi har konstant fokus på vores egen sikkerhed, når vi patruljerer i det danske ansvarsområde, og vi bliver da hver uge mindet om, hvorfor der er brug for soldater til at opretholde sikkerheden i Irak. Men dette til trods er det mit indtryk, at den dag, hvor irakerne selvstændigt kan varetage sikkerheden, rykker nærmere. Vi ser oftere og oftere at irakiske sikkerhedsstyrker har stoppet uroligheder og fundet vejsidebomber, uden at vi er til stede.”