[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Christer VF Nielsen
Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK5

De irakiske mænd er fundet indenfor et afgrænset område nordvest for Al Hartha, hvor danske styrker var med til at få en fredsaftale i stand mellem stammerne Garamsha og Halaf i begyndelsen af marts.

Ligene af de første fire irakere blev fundet torsdag eftermiddag. Danske soldater blev kaldt til stedet af irakisk politi og de kunne efter ankomsten konstatere, at tre af de fire mænd alle var blevet bagbundet og skudt i nakken. Irakisk politi anslår, at mændene var i 30-årsalderen og at de tre bagbundne mænd var blevet skudt højst 12 timer før de blev fundet. Den fjerde mand havde ligget på stedet i cirka en uge og liget var i stærk opløsning. Politiet begravede denne mand på stedet, mens de øvrige lig blev bragt til retsmedicinsk undersøgelse i Basra.

En dansk MP-patrulje arbejdede til ud på aftenen med at finde og sikre eventuelle beviser, inden de vendte tilbage til Camp Danevang.

Søndag formiddag fandt irakisk politi liget af endnu en mand i området. En MP-patrulje og danske politifolk, der befinder sig i Camp Danevang i egenskab af rådgivere for irakiske politiofficerer, kørte til stedet for at hjælpe med bevissikringen.
Liget var allerede blevet bragt til den retsmedicinske klinik i Basra, hvorfor der ikke haves yderligere informationer om ham. Irakisk politi anslog, at manden var blevet dræbt for to-tre dage siden.

Bataljonen arbejder tæt sammen med de danske og internationale politirådgivere i området for at støtte irakisk politi i opklaringen af sagerne. Bataljonen har fået oplyst af de irakiske sikkerhedsstyrker, at der også tidligere er fundet lig i netop dette område. Det har ikke været muligt at få oplyst hvor mange lig, det drejer sig om eller hvornår fundene er gjort.