Livet i Camp Olaf Rye

Af oversergent Allan Jokumsen, post – og forsyningsbefalingsmand

Da det nu er ved at være små fire uger siden, at de første af os ankom til Camp Olaf Rye, kan jeg roligt sige, at alle folk er ved at være faldet godt på plads hernede.

Vi har fået noget der minder om en dagligdag ca. 1600 km fra den, vi kendte for en måned siden. De daglige pligter og rutiner forløber planmæssigt, og alle trives i deres respektive stillinger. Der gik ikke længe før vi var omstillet til lejrlivet, og vores tætte sammenhold i Det Nationale Støtte Element (NSE) hjælper til, at ingen føler sig alene, eller kommer til at kede sig. 

Vi starter som regel dagen med et frivilligt morgenløb rundt om lejren, der er 1446 m rundt, og det er frivilligt hvor mange omgange, man tager. De fleste løber med, men da vi jo har lidt skæve arbejdstider, svinger deltagerantallet derefter.

Efter vi har fået soigneret os, går vi over og spiser sammen. Maden hernede er et kapitel for sig selv.  Man bliver hurtig forvent med, at der er mange retter at vælge imellem og at man ikke skal bekymre sig om opvask eller rengøring.

Efter vores morgenbriefing kl. 08:20 går folk hver til sit. Der handles, køres, hentes og udleveres. Vi har meget koordination med de andre enheder, og der er mange man skal snakke med i løbet af dagen. Heldigvis vil alle gerne være venner med os, for det er os der sidder på pengene, posten og ikke mindst kontakt til lufthavnene, hvor folk rejser fra.

Skydebane. Rutine i våbenbetjening er vigtigt at vedligeholde.

Når man tænker tilbage på en uge, der er gået, er det ikke de timer man har lagt på landevejen eller kontoret, der springer frem, men de oplevelser der kommer udover. Fredag om formiddagen besluttede vores jæger/tømrer P.F. at der skulle være en terrasse bag vores møderum, og til middag stod den klar!

Efter middagsmaden gik turen til skydebanen, hvor vores færdigheder med pistol skulle vedligeholdes. Der var en skydekonkurrence, som vores forvaltningsbefalingsmand vandt. Desværre var præmien en cigar, og han ryger ikke.

Onsdag i uge 36 havde vi næstkommanderende med på vores post tur til Pristina, hvor han skulle ned og se på en opgave, som ingeniørerne skal ordne for os. Dette var en kærkommen tur ud af lejren og væk fra skrivebordet.

Udsigten fra legionærruten. Mindepladen er til minde om den danske soldat, der omkom ved et trafikuheld for år tilbage.

Lørdag var vi til briefing og rundvisning hos vores udsendte medarbejder i KFORs hovedkvarter i Pristina. Det der i daglig tale kaldes MAIN. Her fik vi et godt indblik i hvad folk laver til hverdag i et internationalt hovedkvarter.

Alt i alt en lærerig tur, hvor vi også fik lejlighed til at møde de danske enkeltudsendinge, som arbejder der.
Derudover fik vi på vejen hjem mulighed for at nyde udsigten fra en af bjergtoppene på den rute som kaldes legionærruten.

Til sidst vil jeg, som POST – befalingsmand, opfordre alle jer derhjemme til at sende nogle breve og pakker til jeres udsendte. Ikke fordi vi ikke har nok at lave, men fordi det gør tiden væk fra familie og venner langt mere udholdelig.