[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Til stede var de pårørende, forsvarsminister Søren Gade og chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou.

En æresvagt bestående af tre soldater fra Irak og tre fra Holstebro bar under ledelse af kompagnichefen major Jesper Strøier kisten ind i Hangar 22.

Her indledte chefen for Jydske Dragonregiment, oberstløjtnant Susanne Skov, ceremonien ved at gå frem til kisten og lægge blomster, og derefter sagde hun:

"Premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmands død er et forfærdeligt tab af en god soldat, en fantastisk kammerat og en respekteret fører."
Susanne Skov henvendte sig også direkte til den dræbtes familie, som nu står med det allerstørste tab, og ved Jydske Dragonregiment bøjer man hovedet i sorg og respekt for Bjarke Olsen Kirkmands indsats i fredens tjeneste.

- John F. Kennedy har engang sagt: "Våben alene er ikke nok til at holde freden - den må holdes af mennesker." Den sætning levede og handlede Bjarke efter. Ære være hans minde.

Hærprovst Ole Brehm Jensen læste derefter fra Johannes-Evangeliet: "Jeg er opstandelsen og livet, den, som tror på mig, skal leve, om end han dør. Den, som lever og tror på mig, skal ikke dø i al evighed."

Denne tekst blev efterfulgt af "Soldatens bøn", Fadervor og en velsignelse.

Æresvagten tog derefter Bjarke Kirkmands sabel og baret ned fra kisten, trak Dannebrogsflaget af og foldede det sammen, og føreren for æresvagten, den afdødes kompagnichef major Jesper Strøier, overrakte det til Bjarke Kirkmands bror.

De to tildelte medaljer - Forsvarets Medalje (Irak) og Forsvarets Medalje for faldne i tjeneste - blev liggende på kisten.

De pårørende bar kisten ud til den ventende rustvogn hilst af fane- og estandartkommando og det opstillede æreskommando, og der blev blæst retræte.

De pårørende fulgte senere efter rustvognen ud af Flyvestation Karup.

Premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand begraves lørdag den 8. oktober.

Chefen for Jydske Dragonregiment, oberstløjtnant Susanne Skovs tale ved mindehøjtideligheden for premierløjtnant af reserven Bjarke Olsen Kirkmand den 5. oktober 2005 på Flyvestation Karup:

"Den 1. oktober kl. 1020 (dansk tid) blev premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand dræbt på stedet, da hans køretøj blev ramt af en vejsidebombe under en patrulje i Al Hartha, der ligger nord for Basrah i Irak.

Premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmands død er et forfærdeligt tab af en god soldat, en fantastisk kammerat og en respekteret fører.

Premierløjtnant Bjarke Olsen Kirkmand, til dagligt kaldet Bjarke, blev kun 21 år og var således en meget ung officer. Men dette forhold blev i særdeleshed opvejet af den entusiasme, energi og motivation, som han til enhver tid lagde i sit arbejde. Han var således en fremragende officer og højt respekteret af såvel sine soldater som kolleger.

Vi, der var så heldige at lære Bjarke at kende som kollega og kammerat, vil altid huske ham som loyal, festlig og humørfyldt samt altid villig til at ofre sig, hvad der skulle til for at nå sine høje mål. Det er således min opfattelse, at han døde i færd med at udføre den officersgerning, som han så inderligt brændte for.

Dagene siden i lørdags har været en svær tid for Hæren og for Jydske Dragonregiment. Vi herhjemme ved regimentet har sørget over for Bjarke, og jeg har som regimentschef modtaget mange kondolencebreve og megen medfølelse fra alle sider. Det har rørt mig dybt.

Jeg synes også, at der er grund til at fremhæve, at Bjarkes enhed og kolleger i Irak også står i en svær situation, hvor kravet om opretholdelse af hverdagsrutiner står i skærende kontrast til den sorg, de føler.

Men I, der har det sværest er Jer efterladte, hans mor og far, hans søskende, og den øvrige familie, som nu står med det allerstørste tab. Som mor selv kan jeg ikke forestille mig noget mere forfærdeligt end at miste et af sine børn.

Selv nok så megen medfølelse kan ikke bringe Bjarke tilbage. Hans navn og mindet om ham som kollega og kammerat vil leve videre i Jydske Dragonregiments historie, og han vil for altid være savnet af hans efterladte familie.

Ved Jydske Dragonregiment bøjer vi vort hoved i sorg og respekt for hans uegennyttige indsats i fredens tjeneste, som endte med at koste ham den dyreste pris, nogen kan betale.

Vi har dyb medfølelse med de efterladte, og vi vil gøre alt, hvad der er praktisk muligt for at støtte Jer i denne svære stund.

John F. Kennedy har engang sagt: "Våben alene er ikke nok til at holde freden - den må holdes af mennesker."

Den sætning levede og handlede Bjarke efter.

Ære være hans minde."


Soldatens Bøn
Af Hærprovst Ole Brehm Jensen ved mindehøjtideligheden for premierløjtnant af reserven Bjarke Olsen Kirkmand den 5. oktober 2005 på Flyvestation Karup:

"Kære Gud og fader!
Mit fædreland har kaldt mig til tjeneste for retfærdighed, fred og frihed langt fra mit hjem. Hjælp mig til at tjene med ærlighed og oprigtighed.
Giv mig mod og styrke til at gøre min pligt.

Herre, giv mig et godt forhold til mine kammerater og alle, jeg har med at gøre. Fri os fra indbyrdes strid og ondskab, fra al dårlig tale og misbrug af dit navn.

Betror du mig myndighed over andre, så hjælp mig at bruge den med fasthed og mådehold - under ansvar for dig.
Nådige fader, bevar mig fra alle fristelser, nu jeg er borte fra mit hjem og mine kære. Forlad mig mine synder og rejs mig, når jeg falder. Giv mig daglig frimodighed til at leve af din nåde.

Vær hos mig og os alle med dit Ord. Lad os bære det i hjerte og samvittighed, så vi ikke gør dit navn skam, men bekender dig, hvor det er gavnligt og nødvendigt. Lad vort liv være i din hånd nu og altid.
I Jesu navn.

Amen."