Nye øjne på Irak

Af kaptajn Filip Ulrichsen
presse- og informationsofficer
DANBN/IRAK 6

Lidt vildt føles det at ankomme til så fattigt, barskt og anderledes et land. Man tror motorvejen slutter, når man fra flyet kigger ned på den kuwaitiske grænse til Irak. Men det er bare det stenrige emirats overdådige gadebelysning, der slukker, ligesom alle andre tegn på velstand forsvinder med et trylleslag på den irakiske side af denne tilsyneladende tilfældigt trukne streg i sandet.

Begge lande flyder på olie. Det ene lands indbyggere led blot den skæbne, at deres diktator valgte at bruge oliepengene på sig selv og sine krige. Derfor må vi nu skabe forudsætningen for, at Irak kan blomstre op på ny. Det burde være nemt. Værs'go, her er vores tekniske og demokratiske know-how, og derovre (peger) i Kuwait kan I se, hvad man kan drive det til.

Vi håber, fremskridtene, som Hold 1 til 5 har gjort, fortsætter under Hold 6. Men der er stadig et stykke vej til den indre nethindes billede af Edens Have. Meget af landet virker simpelthen totalt øde. Ikke et træ, ikke en blomst - end ikke en lille busk er indenfor synsvidde fra vores lejr, Camp Danevang. Kun brændende gasflammer fra oliekilderne bader basen i et orange skær.

 
Udsigten fra Camp Danevang.

Apocalypse Now
Ude i operationsområdet kaster Landsbyernes lerklinede hytter lange skygger over affaldsdyngerne i gasflammernes natlige tusmørke. Fra det yderst beskedne udgangspunkt synes der at åbne sig ganske gode muligheder for at igangsætte en masse af vores planlagte genopbygningsprojekter i landet.

Langs den såkaldte Gosp Road står gasafbrændningsrørene som lys på en lagkage. De gigantiske bål mellem sønderskudte kampvogne i den golde stenørken gør landskabet til et af verdens mest apokalyptiske scenerier.

Det danske ansvarsområde viser sig nu også fra sin gæstfri side. Floder og kanaler zigzagger gennem marker og palmelunde. Hist og her bryder hornede vandbøffelhoveder vandoverfladen blandt badende børn, der vinker og kigger nysgerrigt på soldaternes isenkram.

Nogle af de søde og nysgerrige børn, som myldrer frem, hvis en kolonne standser i mere en to minutter.

Første tur i 'danger zone'
Den første køretur i det uvante terræn er alligevel en lettere nervepirrende oplevelse for mig. Den matematiske sandsynlighed for at blive ramt er forsvindende lille. Men når man sidder neddykket i et pansret mørke, kan hjulophængets knirken fra et bump på vejen få hjertet til at galoppere. Selvfølgelig skal en eller anden idiot knuse en vandflaske med et knasende klem med hånden.
 
Kolonnelederen fra det afgående Hold 5 viser heldigvis ikke det mindste tegn på uro. Hjertet banker vist roligt bag det muskelsvulmende bryst. Brystet ligner en vandballon, der er ved at revne. Nej, det er snarere en luftmadras, som man er nødt til at lukke halvdelen af luften ud af for at kunne sove. Det er tydeligt, at sport og træning er de mest populære fritidsaktiviteter bag Camp Danevangs beskyttende volde.

Inde i lejrens kontor- og beboelsescontainere er det som om, Danmark kun er et stenkast væk. Fjernsynene kører, og Mr. og Mrs. News hedder stadig Dorph og Utzon, og de prioriterer fortsat 'den mystiske piano-mand' højere end den storpolitik, der har kaldt opofrende og eventyrlystne danskere i aktion. Vi er i aktion for at "gøre noget" i stedet for bare at lade "nogle andre" gøre det, sådan som Forsvarets hvervekampagnes opfordring har lydt til unge indignerede mennesker.

Hot og hotdogs
Lejren er dog bygget til folk, som eventuelt ikke lader sig motivere af indignationen alene. De indiske kantinearbejdere har vænnet sig til at lange røde hotdogs over disken, og nede blandt vandrensningscontainerne er der minsandten gjort plads til et svømmebassin med liggestole rundt om - ren charterferieluksus, hvis man ser bort fra den infernalske generatorstøj.

Temperaturen er steget til omtrent 50 grader i skyggen nu, så der er god grund til at smide sig i poolen. Heldigvis er luftfugtigheden lav, men det føles stadig som en sauna, når indåndingsluften brænder i næseborene. Soldater, der lander i Kuwait, tror, de mærker varmen fra flymotoren, når de stiger ud - indtil det går op for dem, at varmen følger med.

Og man skal ikke stikke armene ud ad vinduet, når hænderne skal køles ned under køreturen. Vinden føles som en føntørrer. I stedet gør man klogt i at iføre sig handsker. Der kan spejles æg på kølerhjelmen og på de våben og værktøjer, soldaterne arbejder med.

 
Konstabel Simon nyder en pause fra sit mekaniker-job i Reparationsdelingen.