[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Ved ulykken blev fem irakere dræbt og syv kvæstet.
Undersøgelserne har ikke kunnet sandsynliggøre, at danske soldater har været årsag til ulykken.

Undersøgelsen blev sat i gang, da der lokalt var fremkommet rygter om, at danske soldater havde været årsag til ulykken.
Undersøgelsesrapporten er nu sendt til Forsvarets Auditørkorps til endelig behandling, hvilket er normal procedure i færdselssager.


Offentliggjort: 17-06-2005 | 13:00 | Irak
Trafikulykke i Irak undersøges af militærpolitiet

Militærpolitiet ved den danske bataljon i Irak har siden torsdag morgen arbejdet på at skabe klarhed over en trafikulykke, der kostede fem irakere livet onsdag. Der verserer rygter i lokalbefolkningen og i lokalt politi om, at soldater fra den danske bataljon var impliceret i ulykken, der skete onsdag klokken cirka 18.30 på Highway 6.

Af: Christer Villekjær
Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK 5

Onsdag aften blev fem irakere dræbt og syv såret i en trafikulykke, da føreren af en pickup kørte over i modsatte vejbane og kolliderede med en minibus. Ulykken skete klokken cirka 18.30 på Highway 6, cirka 60 km nord for Camp Danevang.

Torsdag verserede der rygter i både politiet og lokalbefolkningen om, at danske soldater skulle have været årsag til ulykken. Derfor undersøger bataljonens militærpoliti nu trafikulykken. Bataljonen har desuden inddraget Forsvarets Auditørkorps i undersøgelserne.