Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Operation Lightfoot
Ingeniørdetachementet har i denne uge gennemført Operation Lightfoot. Et område i bjergene blev under NATO luftbombardementerne i 1999 anvendt til, at fly kunne kaste ubenyttede bomber, inden de returnerede til deres baser. Normalt er 30-40 % af disse bomber forsagere – dvs. de er ikke eksploderet.
Det er derfor nødvendigt at rydde området for disse ueksploderede bomber, så ingen ved et uheld kommer til at påvirke en bombe, så den eksploderer. Operation Lightfoot gik ud på at rydde sådan et område.
Soldater fra ingeniørdetachementet og en sanitetsgruppe oprettede en midlertidig lejr i området og var i gang fra mandag til fredag med at rydde området. Operationen forløb godt, og der blev fundet rester fra 230 klyngebomber og to hele ueksploderede klyngebomber.
Bombedragter klargøres.
Patrulje med det lokale færdelspoliti
Kosovo Police Service Regional Traffic Unit (RTU) er det lokale færdselspoliti, der har ansvaret for fartkontrol, kontrol af køretøjer og politiopgaver ved færdselsuheld og lignende. Militærpolitiet (MP) er i stigende grad begyndt at samarbejde med netop denne enhed. Samarbejdet består blandt andet af fælles trafik kontrol, hvor MP fra både Danmark, Frankrig og Belgien patruljerer sammen med betjente fra RTU.
På denne måde kan patruljen tage sig af de fleste overtrædelser af færdselsloven indenfor brigadens ansvarsområde. MP tager sig af deres egne nationale militære køretøjer, og RTU tager sig af civile køretøjer. De danske soldater kører heldigvis fornuftigt, og der har endnu ikke været grund til at optage rapport bortset fra et enkelt tilfælde, hvor en dansk soldat havde glemt sit kørekort.
Trafikkontrol med RTU.
Beachvolley og indefodbold
I denne uge holdt afholdt panserinfanterikompagniet beachvolleyturnering. Turneringen var iværksat for at finde de spillere, der skal repræsentere kompagniet til Camp Olaf Rye mesterskaberne i næste weekend. Fire hold stillede op, og i løbet af turneringen blev der demonstreret stor fantasi for ikke at miste bolden.
De paniske redninger blev dog stille og roligt til mere kontrollerede slag, så vi nu føler os sikre på at vinde lejrmesterskaberne om en uge. Kompagniets suverænt bedste hold viste sig at være fra 1. deling. Senere samme dag blev der afholdt kompagnimesterskaber i indefodbold. Det blev en turnering uden spænding, for finalen blev vundet 11-0 af holdet fra 3. deling.
Vi tørrede jer.
Fordi vi kan
Uge 40 sluttede som bekendt med DANCON marchen, hvor kompagniet stillede op med ca. 30 soldater. På trods af, at vi er infanterister, så gjorde de 25,2 km bjergmarch indtryk i en grad, så vi mandag kunne opstille flere kandidater til Ministeriet for Gakkede Gangarter.
Vores tid hernede har indtil nu været præget af et stort antal patruljer og operationer, hvor vi har fået et godt områdekendskab. Derfor er der nu tid til videreuddannelse og tid til at vedligeholde nogle af de færdigheder, som ikke bliver anvendt så meget i dagligdagen.
For at kunne få et endnu bedre forhold til lokalbefolkningen er vi begyndt på at lære nogle serbiske gloser. Serbisk er et let lært sprog, idet ordene blot skal siges, som de staves: "Sig efter mig: četvrtak." Med lidt selvironi kan det ligefrem være muligt at overleve en sproglektion. Hvem skulle have troet det, da man gik i skole?
Derudover har kompagniet gennemført supplerende uddannelse på let og tungt maskingevær. Ikke fordi vi regner med at få brug for maskingeværerne, men "Fordi vi kan!" Disse tre ord er langsomt ved at udvikle sig til kompagniets motto.
Bemærk projektilet foran maskingeværet.
Afløsningen er ved at gøre klar
I uge 41 har hold 14 gennemført rekognoscering i området og fået dannet sig et indtryk af, hvad det er de skal ned til om 4 måneder. Så efter cirka 2 måneder i missionsområdet har vi nu også fået det første sikre varsel om, at der er nogen hjemme i Danmark, der er ved at gøre klar til at afløse os til februar.