Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af DANBN/KFOR 13
Spejdersektionen på bjergpatrulje
Da bataljonen har behov for at kende situationen i hele ansvarsområdet fik, spejdersektionen til opgave at indhente informationer i en række små landsbyer langt ude i bjergene. Opgaven indebar en lang og krævende march med al udrustningen pakket i rygsækken gennem nogle meget ufremkommelige steder.
Forberedelsen var grundig, alt unødvendigt udrustning blev fjernet fra rygsækken og erstattet af det mest nødvendige herunder mad og vand. Da patruljen foregik langt oppe i bjergene, hvor der ikke findes veje, kunne transporten ikke finde sted i sektionens normale transportmiddel – en Mercedes Geländewagen.
Det betød, at sektionen blev indsat med en fransk PUMA-helikopter og de sidste 8-10 km foregik til fods. Efter et par anstrengende timer nåede sektionen toppen af bjerget og holdt et kort hvil.
Spejdersektionen i bjergene
Ved toppen var der en lille landsby, hvor sektionen blev hilst velkommen af to ældre koner. De var i gang med at arbejde i haven og blev noget overrasket over at se otte svedende soldater stå i midten af deres landsby. Gennem den medbragte tolk var det muligt at få en masse oplysninger om hverdagen og levevilkårene i bjergene.
Beboerne var meget venlige og glade for at se os, og de bød på hjemmelavet saftevand. Turen gik derefter videre mod det sted, hvor helikopterne skulle samle patruljen op igen dagen efter.
Det var en helt speciel oplevelse for de 8 mand der gik patruljen, dels den benhårde march, dels at se hvordan indbyggerne bor og lever ude i de øde områder i bjergene uden kontakt til omverdenen.
Ingeniørdetachementet
Ingeniørdetachementet er i gang med større vejprojekt sydvest for den danske lejr. Det er et vejprojekt, der blev startet på hold 12 og videreføres her på hold 13. Projektet koordineres af den sektion i bataljonen, der varetager civilt-militært samarbejde og indebærer gravning af grøfter, afretning af vejen og etablering af rørgennemløb. Det er et stort projekt og det forventes at tage 4 uger. Vejen fører op til en lille bjerglandsby, der i perioder med dårligt vejr har været afskåret fra omverdenen.
Ingeniørdetachementet laver vej
I Mitrovica ligger en bydel, der kaldes ”Roma Mahala”. Området var tidligere beboet af sigøjnere, men efter krigen i 1999 er de blevet fordrevet fra området. Husene er blevet tømt for alt af værdi, og hovedparten af husene er blevet ødelagt. Bydelen fremstår nu som en spøgelsesby inde midt i Mitrovica.
Det lokale bystyre har i samarbejde med KFOR iværksat en oprydning af dette område. Som en del af projektet skal ingeniørdetachementet destruere resterne af et fire etagers hus ved sprængning.
Huset blev klargjort til sprængning, men så gik der lokalpolitik i tingene og ingeniørerne venter nu på en sprængningstilladelse.
Ruin i Roma Mahala
Multinational træning af bataljonens enheder
Anden fase af brigadens træning af enheder i kontrol med uroligheder blev gennemført i denne uge. Fra torsdag til lørdag var store dele af bataljonens enheder samlet til træning i en fransk lejr, hvor brigadens hovedkvarter er placeret.
Bataljonen deltog med forskellige enheder, torsdag og lørdag var det den danske bataljon, der havde ansvaret for føringen af alle enhederne. Det betød samarbejde imellem danske, franske og græske enheder, herunder hundepatruljer, gendarmer og ingeniørsoldater fra fremmedlegionen. Forskellighederne i teknik og taktik blev ensrettet nogenlunde, men den største udfordring var uden tvivl sprogbarrieren. Med tegn og fagter kan man dog komme langt.
Dansk taktik indebærer brug af tåregas for at sprede demonstranterne, så soldaterne kan rykke hurtigt frem og kontrollere området. Brugen af tåregas medfører, at soldaterne skal have gasmaske på. Soldatens mulighed for at orientere sig bliver nedsat og samtidig bliver det betydeligt sværere at trække vejret. Danske soldater kender tåregassens virkning fra tidligere øvelser, men nogle af de franske og græske soldater mente ikke, at det var nødvendigt at tage gasmaske på.
Efter at det danske militærpoliti havde placeret de første tåregasgranater, måtte både de franske og græske soldater erkende, at uden maske går det ikke. Mange soldater måtte simpelthen forlade formationerne og søge til gasfrit område. På en dag, hvor der næsten ingen vind er, så hænger tåregassen længe i luften og mange i den franske lejr fik ”glæde” af den danske tåregas.
Multinational øvelse
Fund af pistol.
Under en kontrol af biler ved de Tre Tårne i Mitrovica fandt en gruppe fra panserinfanterikompagniet en pistol i handskerummet i en bil. Patruljen handlede hurtig og korrekt og tilkaldte militærpolitiet og det lokale politi. Normalt er det lokalt politi og FN politiet, der gennemfører kontrol af biler, men vores patruljer har lov til at standse mistænkelige køretøjer og gennemføre en kontrol.
Såfremt patruljen finder ulovlige våben eller andre ulovlige genstande, skal sagen overdrages til FN politiet og det lokale politi, så eventuelle beviser kan sikres til en senere retsforfølgelse.
Pistol i handskerummet