[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK

Terrorsikring af valgstederne, bilfri lørdag og et massivt politiopbud forhindrede oprørere i at forstyrre lørdagens folkeafstemning om Iraks forfatning.

Det blev ikke nødvendigt at aktivere den danske bataljon, som ellers holdt klar strategiske steder i ansvarsområdet. De fleste soldater kunne derfor bruge lørdagen til at hvile ud, spille volleyball og læse bøger.

Først efter at valgstederne var lukket, og bataljonen kl. 21.25 lokal tid var på vej hjem til Camp Danevang, bekendte terroristerne igen kulør. Netop som panserinfanterikompagniet kørte ad hovedvej 6 gennem Al Hartha, eksploderede en vejsidebombe mellem to af kompagniets pansrede mandskabsvogne.

Køretøjernes panser opfangede nogle få sprængstykker, og ingen kom til skade ved angrebet. Det var soldater fra kompagniets litauiske deling, der slap med skrækken, og som efterfølgende kunne konstatere, at bomben havde dræbt et æsel og ødelagt et civilt køretøj.

Næstkommanderende i den litauiske deling seniorsergent Remigijus Polockas sad i det køretøj, der var tættest på bomben.

"Selv om jeg havde ørepropper i og sad med lukkede øjne nede i vognen, hørte jeg et enormt brag og så et skarpt lysglimt. Trykket gennem lugerne pressede os op imod væggen, og vognen blev indhyllet i støv. Litauere er ikke blevet ramt før, og vi har beroliget hinanden med, at terroristerne nok kender vores flag og primært går efter de større lande, men den myte er punkteret nu," erkender han.

Danske soldater holdt klar til at rykke ud, men afstemningen forløb fredeligt.

Milepæl nået
Inden angrebet fandt sted, var dagens mål nået. De irakiske vælgere kunne trygt bevæge sig ud til valgstederne og sætte kryds på stemmesedlen. Det var der på landsplan godt 61 procent af de 15 mio. stemmeberettigede irakere, som gjorde.

Bataljonschef oberst Flemming Toft glæder sig over, at afstemningen er vel overstået, og at de danske og litauiske soldater ikke kom noget til ved angrebet:

"Med både dygtighed og held har vi været med til at sikre endnu en milepæl på irakernes demokratiske vej. Hvad enten resultatet bliver et ja eller et nej, ser det ud til, at et komfortabelt flertal har besluttet sig for at tage ansvar for deres lands fremtid ved at afgive stemme."

Det officielle valgresultat bliver ifølge Iraks Uafhængige Valgkommission bekendtgjort mandag den 24. oktober. Men en prognose ventes allerede på torsdag.

Kun de danske helikoptere patruljerede på selve valgdagen.
Piloterne kunne se lange køer foran valgstederne.