Planlægning af ny projekter

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Kaptajn Lars S. Olsen, SF/MOT 4

Turen denne gang gik nordpå til distriktet Yaftal Payan, hvor vi dels skulle kigge på mulighederne for at iværksætte projekter, dels holde møde med den lokale administration. Vi tog afsted lørdag morgen kl. 7 og planen var at returnere engang søndag eftermiddag.

Langt den største oplevelse var landsbyen Arwesha, hvor vi skulle mødes med de ældste fra den og de omgivende landsbyer. Vi blev meget varmt modtaget og fik en guidet tur rundt i byen, hvor landsbyens ældste, Mohammad Sharif, sammen med blandt andet lederen af den lokale skole fortalte om dagligdagen.

Sektionsføreren med den landsbyældste, Mohammad Sharif

Man får unægteligt sat sin hverdag i Danmark lidt i relief, når man ser, hvordan de lokale hernede lever. Skolen bestod dels af et par små telte doneret af FN, dels af en selvkonstrueret primitiv form for skur, med et tag af plastic og græs.

Det var inddelt i små klasseværelser hvor børnene sad på tæpper. Der var ingen møbler udover tæpperne, og basale ting som kladdehæfter og skriveredskaber var en stor mangelvare.

Skolen i Arwesha        

Folk var utroligt gæstfrie og meget positivt indstillede overfor ISAF’s tilstedeværelse. Man havde forberedt et lille hjørne med tæpper og puder i skyggen under et træ, og så blev der ellers budt på te, fladbrød og karameller.

Landsbyens vandforsyning var en lille bæk, der løb gennem landsbyen, men vandet gjorde folk syge, så man var nødsaget til at gå en temmelig besværlig vej til en kilde med rent vand cirka to kilometer fra landsbyen. Ruten dertil gik blandt andet henover nogle marker, der lå på en bakkekam.

Hvordan det er muligt at dyrke jord med en hældning på 45 grader, skal stå hen i det uvisse, men det kan altså lade sig gøre. Det blev desuden bevist, at danske soldater bestemt ikke er skabt til at færdes på andet end et plant underlag. Flere gange fik vi en hjælpende hånd af en 65-årig afghaner med en fysik som en russisk elitegymnast – men som de lokale med et smil konstaterede, havde vi jo heller ikke levet hele vores liv i 2000 meters højde.

Lidt afghansk støtte

Natten tilbragte vi i terrænet på et lille plateau med udsigt over den nærliggende flod. Det er fantastisk så hurtigt, det bliver mørkt hernede, så sengetiden bliver fremskyndet noget i forhold til derhjemme. Man sover rigtig godt efter en lang dags tilfredsstillende arbejde – indtil man bliver vækket og skal på vagt… Men så kan man jo nyde en helt utrolig stjernehimmel.

Alt i alt havde vi en rigtig god patrulje, hvor vi virkelig fik lov at opleve den afghanske gæstfrihed. Den slags må der gerne komme flere af.

Der er også tid til andet end at holde møde