Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af CH/DANELM
Uge 43 har været karakteriseret af mange besøg på en gang, så der har været fyldt op i lejren.
Ugens første dage gik med ”at køre strøm på batterierne” og med at få køretøjer m.m. op til standard igen. Der var en del vedligeholdelse, der skulle gennemføres. Vagtugen havde taget hårdt på alt og alle. Oveni skulle der gøres klar til ugens mange besøg. Faktisk har vi haft 35 personer på besøg i ugens løb, hvilket er mange for vores lille mission.
Det vigtigste af dem – syntes mange af os – var at ledelsen for hold 9, vores efterfølgere, var hernede for at besigtige forholdene og få et indtryk at vores hverdag. Det giver ligesom en følelse af, at der ikke er så lang tid til, at vi skal hjem.
Temperaturen varierer meget i løbet af dagen, fordi vi er 1800 meter oppe. Det betyder, at fra sidst på eftermiddagen og indtil midt på formiddagen er det koldt, somme tider rigtig koldt, men når solen kommer på, er her stadig rigtig varmt. Det er strålevarme, for temperaturen kommer reelt ikke over 20 grader, men vi nyder det i fuldt omfang. Det er på samme måde, som når man kan solbade på en skiferie.
Vi har haft Forsvaret Interne Revision på besøg. De kontrollerede, om vores regnskab er i orden. Vores nye regnskabsfører, Jørn, er nu vel ankommet og er i fuld gang med at overtage efter den gamle regnskabsfører, Sten, som vi sender hjem.
Jørn og Sten er rykket ud i middagssolen.
Revisionen af vores regnskaber gav nu ikke anledning til bemærkninger, så det er altså ikke derfor, at vi sender Sten hjem… Han er udsendt som enkeltperson, han kom herned før os andre og nu hans tur forbi. Vi siger Sten tak for en god tid sammen og ønsker god tur hjem.
For forsynerne har der været dobbelt travlt. De skulle både indføres et nyt vareregistreringssystem og samtidigt skulle efterfølgerne sættes ind i vores lokale procedurer. Og begge opgaver var jo lige vigtige. Forsynerne har været uden forbindelse på vores computernetværk i lang tid. Forbindelsen var en forudsætning for de arbejder, der skulle gennemføres under besøget og først dagen før besøget lykkedes det, at få forbindelsen retableret.
Sektionsfører SEJ skriver:
Den forgangne uge har budt på undervisning og besøg fra vores afløsere.
Et besøg fra dem som skal overtage efter os er altid velkomment. Det betyder, at der nu er nogen derhjemme, der begynder at interessere sig for at overtage efter os. Og det er jo rart, for så kan vi komme hjem.
Der skulle en større planlægning til for at få det hele til at passe sammen. Selvom sektionsføreren fra hold 9 har været her før er der sket mange ændringer fra sidst han var her. Vi skulle samtidigt modtage undervisning i stregkoder, samt have justeret de nyeste tiltag inden for værkstedsmodulet på plads.
Det gik heldigvis smertefrit, og selvom computerne drillede lidt, er Ebbe og Thomas nu udstyret med hver deres scanner og klar til at anvende stregkoder. De har nu også fået nye øgenavne som henholdsvis Buzz Lightyear 1 og 2.
Vi glæder os til systemet kommer op at køre, så vi rigtig kan komme i gang med at bruge scannerne. Mandag var det så mesterkokken Ebbe’s tur til at fejre fødseldag. Et stort tillykke med det.
Kontaktholdet på terrassen.
Vi har også brugt tid på at repetere våbenuddannelse. Det skal også holdes ved lige - som al anden uddannelse. På billedet repeterer våbenmekaniker Peter avanceret våbenbetjening på karabin. Soldaterne har selvfølgelig beskyttelsesvest på, sådan som vi altid har det, når vi bærer våben. Bagefter blev pistolen repeteret, så feltpræsten, sygeplejersken, og vores tolk også fik lidt træning.
Peter repeterer uddannelsen
Feltpræst Lone har rigtigt oplevet naturen hernede:
Søndag aften var der støvstorm her i Kabul.
Hele dagen havde der været umådeligt meget støv i luften, og da solen gik ned, blæste det for alvor op, så det buldrede og bragede i fabberne og teltdugen blafrede. Når man i mørket så op mod lejrens få gadelys, så man, hvordan støvet blev hvirvlet op og rundt i én uendelighed.
Det var som at mindes en af barndommens snestorme i Danmark, blot var der temperaturen og konsistensen til forskel. Støv knaser mellem tænderne – sne smelter på tungen!
Et af ”1001 nats eventyr” handler om et flyvende tæppe, der kan løfte sig selv og passagerer højt op over ethvert vejrlig på jorden og fragte mennesket til ethvert sted på jorden. Måske er det ikke tilfældigt, at netop ønsket om et flyvende tæppe er dukket op i denne del af verden, hvor tæpper altid er blevet produceret og solgt.
Hvor lang og besværlig transport af tæpper altid har fundet sted og gjort tæpperne til en kostbar vare. Hvor en sand- og støvstorm kan tage livet af både dyr og mennesker, hvis ikke man forstår at gardere sig imod den eller tage sit tæppe og flyve over det hele.
Feltpræst Lone
Vores efterfølgere fik et par intensive dage hernede. Der er mange procedurer hernede, der er meget anderledes, end det vi kender hjemmefra. Det skyldes, at vi er en lidt speciel enhed. Derfor var der også mange informationer, der skulle formidles til hold 9´s ledelse på få dage.
Man kan ikke komme til bunds i alle forhold på så kort tid, eller for den sags skyld rumme så meget information, men det var heller ikke formålet. De skulle have et indtryk af forholdene generelt, men i særdeleshed have baggrund for at justere den uddannelse, som de skal hjem og gennemføre med deres soldater. Når man først har været her, falder utroligt mange ting på plads.