[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I dag fredag den 29. juli gennemføres der ceremonielle arrangementer på tre af de fire tjenestesteder, der er omfattet af sammenlægningen. Jydske Dragonregiment i Holstebro, Prinsens Livregiment i Skive og Kongens Artilleriregiment i Sjælsmark. Dronningens Artilleriregiment i Varde gennemfører et ceremonielt arrangement mandag den 1. august.

Dette markerer, at Jydske Dragonregiment i Holstebro og Prinsens Livregiment i Skive sammenlægges i Holstebro under navnet Jydske Dragonregiment.
Dronningens Artilleriregiment i Varde og Kongens Artilleriregiment i Sjælsmark sammenlægges i Varde under navnet Danske Artilleriregiment.

Skive kaserne vil fremover udelukkende være hjemsted for Ingeniørregimentet og Hærens Ingeniørskole. Sjælsmark kaserne afhændes. Efter at aftale om forsvarets ordning er implementeret vil Hæren have 12 kaserner.

Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou deltog i arrangementerne ved Kongens Artilleriregiment og Prinsens Livregiment. Ved Prinsens Livregiment sagde generalmajor Poul Kiærskou blandt andet følgende:

Regimenternes historie er vigtige at bevare, når regimenterne sammenlægges. Særligt vigtigt er det derfor også, at der for regimenternes vedkommende findes en afbalanceret videreførelse af traditioner og bløde værdier sted, i gensidig respekt for den arv begge regimenter fører med sig.

Ved begge regimenter sagde generalmajor Poul Kiærskou at han er bevidst om, at det for en del af personellet endnu ikke er afklaret, hvor de fremover skal gøre tjeneste. Men Forsvarets Personeltjeneste arbejder på højtryk på, at få de mange brikker til at falde på plads under hensyntagen til den enkelte medarbejders ønsker.

Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Poul Kiærskou holder tale på Skive kaserne. Foto Hans Brinch.

Sammenlægning af kaserner er et led i en stor omstrukturering af hæren, hvor midler flyttes fra støttestrukturen over til den operative struktur for at sikre, at hæren kan løse de nye opgaver, der skal løses i fremtiden. Hæren skal i fremtiden blandt andet styrke kapaciteten på de internationale deployerbare militære kapaciteter.

Endvidere skal hæren i større omfang kunne bidrage med indsatsklare, veludrustede og effektive styrker til internationale operationer samtidig med en styrket samordning mellem den militære og den civile, humani¬tære indsats i et indsatsområde.