Savnet feltpræst i Kabul

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

(07-04-05)

Af seniorsergent Allan Poulsen

Onsdag var dagen, tog en velkomstkomite til Kabul Internationale lufthavn for at byde de sidste tre kollegaer velkommen. De var netop vendt hjem til Danmark efter tre ugers intensiv undervisning på NATOs Signalskole i Latina, Italien.

Kurset var en del af den særlige tekniske viden, som en stor del af kompagniets soldater løbende modtager for at kunne honorere de store krav, som NATO stiller til vores uddannelsesniveau. Normalt har de tyske transportfly været rimelig punktlige i deres ankomsttider, men denne gang var der ikke den tyske ”Genauigkeit“, som vi kender, for vores soldater kom ind til landing lang tid efter den fastsatte tid. Men vigtigst af alt: de landede, og vi er nu ved fuld styrke.

Det var derfor aftalt, at vi samme aften ville lave et velkomst-grillparty. Til velkomstgrillen havde vi inviteret alle vores samarbejdspartnere med – Signaldivisionen og de andre nære samarbejdsrelationer som Signal Support Group (SSG) har. Som ved alt nyt har vi også lært, at et tilløbsstykke, som det, vi var udsat for, kræver lidt mere forberedelse, end det vi reelt præsterede.

Men vi har da heldigvis flere måneder til at øve os i, for én gang er ingen gang. Aftenen var også den aften, hvor vores italiensk udseende amerikaner med navnet, der giver as-sociationer fra Chicago i Guds eget land, havde sin sidste dag sammen med os.

At han samtidig stod for at skulle afslutte sin lange karriere i det amerikanske forsvar og skulle pensioneres, gjorde ikke øjeblikket mindre bedrøveligt. Major B. F. Pedersen overrakte på vegne af SSG en application – en anerkendelse til den amerikanske master sergeant – som tak for hans tjeneste ved SSG.      

Forsinket gudstjeneste
Den danske bataljons normale feltpræst – Andreas – skulle lige have styret sin ”eventyr-lyst”, hvilket har betydet, at alle danskerne i Kabul-området har måttet undvære hans behagelige - om end københavnske stemme, da han ufrivilligt måtte forlænge sit ophold i  Feyzabad med næsten en uge.

Den forlængelse har betydet, at den planlagte gudstjeneste i sidste uge blev aflyst. Det er muligt, at ” de gode græd og de onde lo”, men der blev aftalt en ny dato og endelig oprandt dagen, hvor vi ”arme syndere” endelig kunne modtage Fader Andreas i hovedkvarteret.

Det var en lille sluttet folk, der mødte i det skandinaviske telt for at høre ”salmesnedkeren” forkynde Guds ord. Dem, som er så heldige at have oplevet Andreas på slap linie forud for en Gudstjeneste, må erkende, at han gør tingene lidt anderledes, end vi er vant til. Som en skolelærer med en yderst lydhør 1. klasse gennemgik han instruktivt Gudstjenestens for-løb inden den endelige afvikling.

Der var anskuelighedsundervisning og metodisk gennemgang på et meget højt pædagogisk niveau. Dog ”knækkede filmen”, da forfatteren blev udnævnt til messedreng – det er immervæk mange år siden, at ”far her” var dreng. Den gennemførte Gudstjeneste var spændende, udviklende og ikke mindst anderledes – Guds ord blev forkyndt, så alle deltagerne fik noget med fra Gudstjenesten.

Nogle områder i Danmark har tradition for, at der efter Gudstjenesten bliver inviteret på kirkekaffe i det nærliggende menighedshus. I mangel på et menighedshus blev der serveret tyrkisk kaffe til kirkegængerne – en blandet oplevelse. Men måske var det deltagernes manglende tålmodighed, der var årsagen til den manglende succes. Det er sikkert, at de deltagere, der deltog i Gudstjenesten, også møder frem, næste gang Fader Andreas byder til gejstligt samvær. 

Fader Andreas

Fodboldturnering
Medens Morten Olsens tropper i den forløbne uge spillede en meget vigtig kvalifikations-kamp til VM i fodbold – og desværre tabte - så spillede de danske drenge i hovedkvarteret (HQ) indledende kampe i bordfodbold.

En sand fodbold-festaften udspillede sig i Destille – et af de tre officielle udskænkningssteder, som er her i hovedkvarteret. To danske hold: Danish Vikings og Bromby Fake, nej undskyld – Jay And The Heartbreakers startede, som lyn og torden i deres første indle-dende kampe.

De fejede al modstand til side og ydmygede de tyrkiske hold – egentlig noget uklogt da tyrkerne sidder på alle serviceposterne her i hovedkvarteret. Men selvfølgelige har tyrkerne også så meget sportsmandsship, at selv om de blev lammetævet af begge de danske hold, så lader de det ikke gå ud over deres serviceniveau.

Det ene danske hold - Danish Vikings - var dygtige og virkede fornuftigt sammenspillede, naturligvis var lodtrækningsheldet også med dem, og holdet kunne efter tre kampe se sig i mellemrunden som en flot pulje etter.

Vores andet hold - Jay And The Heartbreakers - vandt deres to første kampe i meget flot stil og i deres tredje kamp skulle de møde et overvægtigt belgisk veteranhold, som i deres to første kampe havde fejet al tyrkisk modstand til side. Kampen startede i et roligt tempo, det var ligesom om, at belgierne ønskede at pille al tempoet ud af kampen, for så at slå kontra når danskerne var dysset i søvn.

Sådan 10 - 0.

Hård dyst
Men de to drevne fritidshjemsbørn formåede, at overliste belgierne og vandt ganske fortjent første halvleg med 10–8. Anden halvleg blev et sandt mareridt for danskerne. Hurtigt blev de spillet i defensiven og kom bagud med 4-5 mål. Danskerne formåede dog at mind-ske den belgiske scoring og tabte halvlegen med et enkelt eller to mål.

Omkampen blev også vundet af det velvoksne belgiske veteranhold, der med al den ruti-ne, som et par spillere på tæt ved 100 år tilsammen kunne mønstre. På trods af det hæderfulde nederlag, gik vore spillere videre til mellemrunden. Stemningen var som i Parken, når det danske spil lykkedes - og når danskerne scorede - lød der jubelbrøl og omvendt suset og skuffelsen når det lykkedes modparten at score.

Mellemrunden var tæt og meget spændende. Kampe på op imod 45 minutters varighed koster i koncentrationen og ikke ufortjent tabte Jay og the Heartbreakers til Danish Vikings. Semifinalerne var imødeset med stor spænding idet – det danske håb skulle møde de ind-til da næsten uovervindelige belgiere. Desværre for Danish Vikings og for kompagniet – tabte de helt retfærdigt og meget overbevisende 0 -2. Dermed var der dømt afslapning og opladning for vore trætte helte.

Solen er endelig ved at vise sin magt, og det har betydet, at det indledningsvis har været en smule overskyet først på formiddagen. Men op imod middag har solen brudt skyernes magt og trumfet sig igennem, og vi har haft et dejligt solskinsvejr.

Vejret gør, at vi holder et højt og behageligt humør, som giver os lyst til at klare os igennem de næste to måneder. Vi har nu opnået en vis rutine i forholdene hernede, men, og der er altid et men, selvom det er roligt, passer vi stadig på os selv og vores kollegaer.

Dannebrog vejer flot i vinden