sidste mand ude er en…

Af Sergent R. B. Svanum

Oversvømmelse
Denne uge i Feyzabad startede med at der fra samtlige kilder i PRT’et indløb meldinger om voldsomme oversvømmelser i området omkring Feyzabad og flere andre steder. I MOT 3’s område var specielt distriktet Baharak voldsomt ramt. Her lød efterretningerne på, at adskillige vitale broer var skyllet væk, og selve vejen fra Feyzabad til Baharak, der følger floden de små 50km sydpå, skulle flere steder være ufarbar.

Planerne om at samtlige MOT-hold skulle rykke ud på deres sidste operative uge fra mandag morgen, blev derfor hurtigt skrinlagt. Tre af de fire hold skulle nemlig igennem Baharak distriktet for at komme ud i deres respektive ansvarsområder. Derfor blev MOT 2 "task’et" til at gennemføre vej-recce mod Feyzabad, for at konstatere om de mange efterretninger nu også holdt vand.

Oversvømmelse

MOT 2 kunne bekræfte, at samtlige meldinger om oversvømmelser og forsvundne broer var rigtige. Eneste mulighed for at komme til Baharak i nærmeste fremtid var at kører frem til oversvømmelsen, krydse et bjerg, og skifte til et nyt køretøj på den anden side.

Både mandag og tirsdag blev derfor for MOT 3’s vedkommende brugt på at få trænet og vedligeholdt udstyr. En smule solbadning blev det jo nok også til!

Ja! ISAF bringer også ud…
Onsdag morgen vågnede alle i PRT’et op og kunne konstatere at floden ikke var blevet mindre vandrig i løbet af de sidste to dage. I TOC’en skulle der derfor tænkes kreativt, og der blev udarbejdet planer for patruljer i Feyzabad området. For MOT 3’s vedkommende gjaldt det om at nå frem til adskillige landsbyer hvortil vejene, fra tysk side, var dømt ufremkommelige. En ting der efterhånden er blevet et MOT 3 speciale.

Det meste af onsdagen gik derfor med vej-recce til forskellige landsbyer. Hvilke landsbyer kunne rent faktisk nås i bil? Hvilke kunne kun nås til fods? Var der landsbyer der kun kunne nås på æselryg, skulle der også findes et æseludlejningsbureau. Alt i alt fik MOT 3 set mere af Feyzabad på en enkelt dag, end de havde set de forrige 5 måneder. Samtlige bakketoppe og baggyder blev beset. 

De e nye Toyota’er højt oppe over Feyzabad.

Torsdag var så dagen hvor selve patruljerne i Feyzabad-området skulle føres ud i livet. MOT 3 havde allieret sig med dele af MOT 4, om en fælles fodpatrulje til landsbyen Asè, som ligger små 8 km fra Feyzabad og små 5 km fra det sted hvor man er nødt til at efterlade sine køretøjer. Nogle enkelte folk blev ved køretøjerne og resten satte kursen mod den lille landsby for enden af dalen.

Selvom de små 10 km ud og tilbage næppe kvalificerer sig til en DANCON-march, sætter det kuperede terræn hurtigt sit præg på os soldater fra det flade Danmark. Selv dem af os, der efterhånden har mange kilometer bjergmarch i benene, mærker hurtigt højdens indvirken.

I landsbyen blev vi venligt modtaget, men under det lidt over en time lange møde, skinnede det igennem af de lokale har svært ved at forstå hvorledes ISAF-landene kan gøre en forskel i Afghanistan.

Efter et godt møde og et par enkelte kopper te, syntes stemningen dog at være ændret lidt. Om ikke andet lykkedes det måske at få landsbyens overhoveder til at forstå, at fremgangen i Afghanistan er en langsommelig proces, specielt i et land hvor indbyggerne har oplevet flere år med krig end med fred.

Fodpatrulje i bjergene omkring Feyzabad.

Stilhed før stormen
Fredag kunne MOT 3 så slappe af i lejren, der var ikke planlagt patruljer igen før lørdag og søndag. Bilerne og udstyret blev dog først gennemgået endnu en gang. Efter selv den mindste køretur bliver de nye Toyota’er gennemgået, flere af de andre MOT-hold har haft store problemer med bundpanser der rasler løst og stik der falder ud. MOT 2 havde torsdag og fredag i alt 5 punkteringer, så mange at der måtte gøres ekstra dæk ud af en anden patrulje. Indtil videre har vi heldigvis været forskånet for større problemer.

Fredag var også dagen hvor op til flere sås listende tidligt i seng, forståeligt nok: tredje og sidste gang DANCON march blev afholdt, var lørdag morgen 0400.

Dagens hurtigste hold lørdag, var et tysk hold bestående primært af læger fra felthospitalet, i tiden 4 timer og 4 minutter. Bl.a. danskerne var der enkelte restanter og ikke mindst et par gengangere der valgte at gå for at støtte dem der endnu ikke havde gennemført.

Efter marchen var deltagerne fra MOT 3 og MOT 4 en tur i badet og ellers på vej på patrulje igen. Denne gang gik til turen Arghu, som ellers normalt er MOT 1’s område, men da vores eget ansvarsområde til stadighed var ufremkommeligt, måtte vi endnu engang søge nye græsgange. Turen gik ud i et område, hvor næsten samtlige landsbyer lå så langt fra hovedvejen, at MOT 1 i første omgang ikke havde fundet det formålstjenligt at opsøge dem.

Målet lørdag var at komme så dybt i Arghu som muligt og recce for hvilke landsbyer det var muligt at komme frem til og hvilke det vil kræve en unødig stor indsats at komme frem. Flere steder var hovedvejen styrtet sammen, og der skulle hurtigt findes en ny rute. Kort er i den forbindelse ikke til megen hjælp, selve hovedstaden i distriktet er for eksempel slet ikke at finde derpå!

Sidst på dagen, efter endt RECCE, blev der tid til et enkelt møde i landsby ikke så langt fra hovedvejen. Efter et udbytterigt møde gik turen forbi ECOLOG i Feyzabad for en kort bilvask og tankning, og derefter hjem til lejren.

Søndag skulle MOT 3 på patrulje igen, denne gang uden deres nu vante samarbejdspartnere i MOT 4, turen gik endnu engang til Arghu. Endnu gang skulle de mest utilgængelige landsbyer kontaktes og der skulle udarbejdes village profiles. Først på eftermiddagen var dagens opgaver løst, og eftersom det var vores sidste planlagte patrulje i Afghanistan i denne omgang, skulle det selvfølgelig fejres på behørig vis.

MOT3 og MOT4 holder grillfest i Arghu-distrikt.

MOT 4 blev kontaktet, og eftersom de kørte på samme hovedvej som os, blev der foranstaltet et rendezvous punkt. Herefter blev der foranstaltet et primitivt grillsted i vejsiden, og en enkelt frisbee eller to blev fundet frem. Lækre bøffer, nogenlunde kolde cola’er og masser af sol, medvirkede til at markere en uforglemmelig sidste patrulje.

Ellers går alt godt i lejren i Feyzabad, flere af holdene er allerede ved at være færdige med at mønstre, og mon ikke de fleste ser forventningsfuldt frem mod at skulle hjem til Danmark igen!