Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Flyvende tallerkener i den tyrkiske lejr.
Normalt kalder man flyvende tallerkener for "UFO’er", hvilket betyder "Uidentificeret Flyvende Objekt." Men de tyrkiske flyvende tallerkener var ikke uidentificerede. Der var tale om helt almindelige paptallerkener med ketchup på, som fløj rundt om ørerne på os i blæsevejret lørdag under et tyrkisk grillarrangement. Maden var ellers god, selv om man hele tiden skulle dukke sig og holde godt fast på sin tallerken.
Flyvende tallerkener.
Ny afsløring!!
I sidste ugebrev kunne vi bringe den foruroligende nyhed, at der var skrevet graffiti i støvet på de nye Toyotaer. Ved at bringe en dementi, kom den skyldige til at afsløre sig selv: "Der stod ikke "FCK stinker", men "fuck FCK" lød det fra selve chefen, som nok må se frem til en degradering.
Her i lejren er vi allerede i gang med at vænne os til at sige "Hr. Major" til oberstløjtnanten. Der er nu blevet sat plaster hen over den ene af stjernerne på hans stol (som han i kækhed har givet oberstløjtnantdistinktioner). Ikke alene har han tegnet i lakken på bilerne. Med ordene "Chefen er Gud" vil han få en alvorlig samtale med sin præst – foruden at Kjeldsen vil overvåge genpoleringen af bilen. Vi ser ham nok snart på sine bare knæ i gruset med en lille tot vat og den sparsomme fugt, hans ånde kan give i det tørre klima.
Chefens dør: "Du kommer ikke ud, før vi hører klart og tydeligt: "FCK Styrer!" tre gange med overbevisning". Inde fra buffen forlyder det, at det bliver et Hold 8 problem.
Sportnyt: Stefan fører nu også stilmæssigt.
Medicnyt: Ny sygeplejerske, Doris, sammen med Vibeke.
En smuk dag på kirkegården.
Midt inde i Kabul ligger den internationale kirkegård. Det er grøn oase i den ellers cappuccinofarvede by. På kirkegården er der opsat en mindeplade over faldne ISAF soldater og i lørdags blev en inskription med tre danske navne afsløret. Det var Visti, der havde sørget for at få lokal arbejdskraft til at hugge navnene ind i pladen.
Det blev en smuk lille højtidelighed under overværelse af den danske ambassadør. Efter kransenedlæggelsen blev der tid til at betragte de andre mindesmærker – bl.a. faldne briter i hobetal fra 1800 tallet, den danske opdagelsesrejsende Haslund Kristensen samt en lille dansk pige på kun halvandet år.
Tilbageblik.
Tænk at der allerede er gået et halvt år. Det føles som om det er gået hurtigt, selvom det er længe siden vi stod nyankomne i 20 graders frost. Nu kæmper vi om pladserne i den smalle skyggestribe ved morgenappel.
Morgenappel.
Det har været en oplevelse for alle. Både fagligt og socialt. Det har også været en udfordring. Det kræver selvdisciplin, når man skal gå op og ned ad hinanden i en lille lejr, hvor komforten ikke altid er til den enkeltes fordel. Det er lykkedes fint.
Mange har lært meget af at arbejde sammen med afghanerne – og mange har nok også fået slidt deres tålmodighed. Afghanerne er generelt meget forskellige fra os i deres tilgang til arbejde, initiativer og aftaler. Forhåbentlig bliver freden snart så stabil hernede, at danskere i højere grad vil kunne komme ind på livet af den almindelige afghaner. Sikkerheden tillader endnu ikke, at vi går rundt i gaderne på egen hånd og lærer folk at kende og lader os invitere til te og kebab.
Det kommer nok. Så kan man fortsætte alle de spændende samtaler, der hele tiden bliver lagt op til, når vi møder folk – og deres nysgerrighed. Fremskridtene er ikke til at se indenfor et halvt år, men de, der her været her tidligere, kan se det i bybilledet og strukturerne. Mest synligt er de mange børn med skolebøger.
En uundværlig del af livet hernede har været: Opbakningen hjemmefra. Der skal lyde en varm tak til at alle dem, der har støttet os med hilsener og pakker og kærlige tanker. Det er svært at beskrive, hvor meget det betyder og fylder i hverdagen. Det giver kræfter.
Hermed takker pateren af som Deres rejsefører i missionen. Tak for alle gode tilkendegivelser. Det har været en fornøjelse at være præst for disse gæve og tapre folk. Husk dog: Rigtige mænd går med kjole om søndagen!
Rigtige mænd går med kjole om søndagen.
Andreas Christensen.
Feltpræst.