Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer
Glade irakere fejrer, at de har fået en ny bro. Børnene fra den ene bred kan nu komme i skole på den modsatte uden at risikere at styrte ned fra det flækkede palmetræ, som deres bare tæer hidtil har balanceret henover.
Den 15 meter lange gangbro er bygget med penge fra det danske forsvarsministerium. Den er et konkret produkt af det civilt-militære samarbejde (CIMIC), som Den Danske Bataljon i Irak satser på i det danske ansvarsområde.
To lokale bruger den gamle bro (en flækket palme) til bedre at kunne følge med i, hvad der sker på den nye bro.
Klapsalver
Bataljonens Støtte- og Samtænkningsenhed var tirsdag den 23. august inviteret til åbningsceremoni i landsbyen ved den nye ’Al Jazeerah-bro’. Her blev enheden mødt af et smilende byråd og ca. 50 nysgerrige fremmødte. Der blev budt på cola og karameller, og borgmesteren, Moad Abd Alnabi, holdt en flot takketale:
"Broen er bygget i samarbejde med Den Danske Bataljon. Det er vi meget glade for, og vi håber samarbejdet vil fortsætte."
Så klippede han snoren over og indviede officielt broen foran klapsalver og snurrende kameraer.
Borgmesteren klipper snoren over, og broen er officielt indviet.
CIMIC-officer, premierløjtnant Jakob Anthony ser de glade ansigter som en motiverende belønning for det daglige arbejde:
"Det er skønt at se glæden i øjnene på de mennesker, vi har hjulpet. Det er en rar følelse at gøre noget godt for mennesker i nød. Det er specielt glædeligt at se, at de lokale i området An Nashwah tager så godt imod os, fordi det er et område, vi ikke har arbejdet i før."
Projektet blev startet af det foregående Hold 5 i juli måned, blev siden overtaget af Hold 6, og er nu afsluttet. Broen er skruet sammen af lokale håndværkere, og den har kostet godt 3000 $ at bygge.
En lille dreng er med til at fastgøre skilte til broen, der viser, at den er en gave fra det danske folk.
Bataljonens Støtte- og Samtænkningsenheden har fire hold, der kører rundt i det danske ansvarsområde for at holde møder med lokale råd. Enheden fortæller, hvordan Den Danske Bataljon kan støtte lokalområdet, og så laver det lokale råd en prioriteringsliste, som bataljonen kigger på. Når bataljonschef, oberst Flemming Toft har godkendt et projekt, bliver pengene frigivet og udbetalt af det hold, der har ansvaret i det pågældende lokalområde.
I tiden efter holder Støtte- og Samtænkningsenheden et vågent øje med projektets forløb, og den kræver nøje dokumentation for de afholdte udgifter - dels ved at se kvitteringer for det udførte arbejde, og dels ved at kontrollere, at det fysiske produkt rent faktisk bliver leveret.
Udenrigsministeriet har udsendt genopbygningsrådgiver Johanne Djurhuus til Camp Danevang. Hun hjælper den militære samtænkningsenhed med at vurdere, hvilke projekter lokalbefolkningen får størst gavn af. Med sin store erfaring fra støtteprojekter i Palæstina, har hun bl.a. særlige forudsætninger for at sikre, at de projekter, bataljonen sætter i værk, er holdbare på lang sigt.