[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af: Christer Villekjær
Presse- og informationsofficer
DANCON/IRAK 5

Der verserer rygter i lokalbefolkningen og i lokalt politi om, at soldater fra den danske bataljon var impliceret i ulykken, der skete onsdag klokken cirka 18.30 på Highway 6.

Onsdag aften blev fem irakere dræbt og syv såret i en trafikulykke, da føreren af en pickup kørte over i modsatte vejbane og kolliderede med en minibus. Ulykken skete klokken cirka 18.30 på Highway 6, cirka 60 km nord for Camp Danevang.

Torsdag verserede der rygter i både politiet og lokalbefolkningen om, at danske soldater skulle have været årsag til ulykken. Derfor undersøger bataljonens militærpoliti nu trafikulykken. Bataljonen har desuden inddraget Forsvarets Auditørkorps i undersøgelserne.