Turen til Kunduz

Af Oks-1 D.Hillebranner og Oks-1 L.Borup

Hermed en hilsen fra os alle igen, samt en up-date

Turen til Kunduz og hjem igen var en meget lang bumpende tur, men også meget varierende og spændende og bedst af alt, så var der asfalt de sidste km indtil Kunduz, hvilket er en overdreven luksus hernede så vi nød hver meter. Selve turen varede 12½ time og vi kørte 242 km, så gennemsnitsfarten har været omkring 20 km/t. Det sætter tingene lidt i perspektiv..

Desværre bukkede en del af vores nye køretøjer under for de meget ufremkommelige veje hernede, hvilket er en skam. Vi håber på en løsning i nær fremtid, eftersom Hærens Materielkommando ankommer i næste uge(uge 30) og der satser vi på de kan trylle lidt..

Men vi, MOT 2, var nu samlet og  der skulle ikke spildes tid, så vi pakkede vores biler sammen med CIMIC, da der var en brønd som skulle indvies i en meget fattig lille bjerglandsby i vores distrikt 5 timers kørsel væk..

Og det blev selvfølgelig en oplevelse for selve turen var da lang men der var hele tiden noget nyt og en flot var udsigten.. Man kunne godt have en lille tendens til at glemme man var i Afghanistan og ikke kørte med en campingvogn i de franske bjerge, men skulle man komme til det, så vågnede man skam sørme brat hvis man ikke hele tiden 'læser' vejen for huller og primitive fartbumps.

Vi kom da derud og blev modtaget med åbne arme. Fik set deres nyopførte skole som japanerne havde doneret og hvilken flot skole. Vi fik også set brønden, som viste sig at være en kilde fra bjerget der var blevet gravet ned i jorden. Der var så blevet opsat 4 vandhaner, hvilket i sig selv er en lille revolution på det område.

Vi havde selvfølgelig også en del legetøj til børnene hvilket jo var en sand fornøjelse at dele ud. Vi fik leget  med børnene med både frisbee's og drager i afghanske farver. Det har sikker været et sjovt syn, at se os soldater stå og lege med drager og frisbee's til børnene store fornøjelse. De skulle lige se hvordan de virkede, inden de blev pænt overdraget. Derefter var det tid til at tage hjem igen, hvilket jo var samme vej tilbage over stok og sten.

MOT 2 første patrulje var overstået og ingen nævneværdige uheld udover en lille støddæmper som gik i stykker på tilbagevejen. Den blev udskiftet dagen efter, under kyndig vejledning af vores herlige mekaniker Tikjøb.

JC leger med børnene, mens vi andre kaster med frisbee's

De næste par dage stod på afslapning, samt modtagelse de sidste *efternølere* om fredagen (22 juli) og hvilken dag at starte på, da det er om fredagen denne herlige lejr har BASE-dag, hvilket betyder tyske feltrationer, eftersom det er hovedrengøringsdag for hele køkkenet.

Men de tog det såmænd med et smil på læben. Nu var hele hold 2 endelig samlet og kan begynde at sætte sig sit præg på denne mission, hvilket vi alle sammen næsten heller ikke kan vente med. Man kan næsten smage iveren og gejsten til at komme rigtig "i luften".

Weekenden gik med ren afslapning. Lidt volleyball på den ellers meget fine sandbane, samt nyde den stærke sol, hvilket man allerede nu kan observere på næsten os alle, eftersom vi alle ligner en Tour de France-rytter med de stærkt solbrændte underarme og så en ægte dansk hvid farve opefter.

Søndag kørte vi (MOT 2) så igen ud, men denne gang i 2 dage hvilket betød, at vi skulle overnatte ude for første gang. Vi startede stille og roligt ud med et møde med politichefen i en by i et af vores distrikter, og efter endt snak delte vi skoleredskaber ud til byens skole. Videre til guvernøren for selv samme distrikt for, at høre hvad han havde af ønsker for sit distrikt og selvfølgelig for at præsentere os selv.

Der blev taget billeder og vi kørte videre igennem byen til næste møde med en politichef i et andet distrikt, hvor vi også skulle overnatte i et 'Guesthouse'. Samme fremgangsmåde som ved det første møde og atter et positivt møde, samt en masse nysgerrige mennesker over det hele, da ISAF ikke kommer der hver dag. Der hviler hele tiden en positiv stemning over de nysgerrige børn og voksne, der spørger os om alt muligt, så vores tolk har ikke en stille stund.

Vi overnattede i politichefens bygning, hvor der også var deres egne bevæbnede vagter, men det fritog os ikke selv for at holde vagt.. Hillebranner havde dagen i forvejen sørget for en god portion Gullasch fra køkkenet.

Det var blevet frosset ned så det kunne holde sig og for pokker hvor smagte det godt med lidt krydderier. Ja, det blev konsumeret med største velbehag blandt os alle.
Gik derefter til køjs på gangen i vores feltsenge og soveposer mens vagtplanen gik i gang.

Vågnede kl.06 og atter en spændende dag var i vente, men ikke uden en herlig kold dukkert i den lokale flod 200 meter væk.. Og kold var den men pokkers opfriskende..

Hillebranner får det kolde gys

Derefter kørte vi videre hen mod en by hvor vi havde fået at vide der var en del af vejen som var forsvundet i floden og ganske rigtigt et par timer senere så vi hvordan den stærke strøm havde gjort sit for at ændre på vejens fremkommelighed.

Vejen var væk og da floden endnu ikke var på sit højeste, så brugte man en anden indtørret flod som vej hen til den oprindelige vej, der foresatte lidt derfra. Da det ikke denne vej vi skulle se på og skrive rapport om, den lå lidt længere væk fortalte en lokal os om, så foresatte vi lidt efter, efter vi havde taget en del billeder.

Lidt længere fremme var der slet ingen tvivl om, at vi var kommet til det rigtige sted. Vi kunne absolut ikke komme videre. En del lokale afghanere var allerede i gang med at udbedre vejen ved, at hakke store sten ud af bjerget for så at kaste stenene i vandet i håb om at kunne få lavet en lille primitiv vej så man kunne komme forbi med æsler til de 18 landsbyer der var og er berørt af, at deres eneste vej frem og tilbage nu i 40 dage har været spærret på denne måde.

Denne værdifulde information bliver skrevet ind i en rapport når vi kommer tilbage til lejren og videregivet til blandt andet CIMIC, som vil se på sagen.

Afghanere i gang med at genopbygge vigtig vej på primitiv måde

Da vi ikke kunne komme videre besluttede vi for at tage tilbage til lejren, men ikke uden lige at tage en flot genvej over et stort bjerg, med den flotteste udsigt over alle de bjerge Afghanistan nu engang råder over.

Hjem kom vi og efter bilerne var blevet gjort i stand kom turen til os selv, for er der noget der er meget af hernede så er det støv og specielt når man kører. Man kommer hurtigt til at ligne en 10 år ældre udgave, men kun lige indtil det herlige varme bad tager over.
Ude er godt men hjemme er bedst.

I næste uge er der planlagt en skydedag, hvilken nok skal blive spændende ellers er der lagt op til en del patruljer blandt MOT-holdene.

Hermed slut for denne gang og vi sender alle hjemme i Danmark de varmeste hilsner.

MOT 2

Borup, J.C, Hillebranner og Møllekær set fra øverst venstre. Mod Højre B.nielsen og Bjerkhof forrest, med den flotte udsigt.