[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af: premierløjtnant Martin Velin,
Panserinfanterikompagniet.

På ugentlig basis skal danske befalingsmænd og officerer uddanne de irakiske soldater i basale militære færdigheder. Det vil indledningsvis være i faget skyttetjeneste, våbenbetjening og signaltjeneste.

Uddannelsens indhold
Der er knap 40 sergenter og oversergenter i den irakiske 601. bataljon, som over de næste mange måneder vil modtage uddannelse af de danske styrker med henblik på selv at kunne undervise deres egne soldater. I det mange af dem ikke før har været vant til at undervise, bruges de første par uger på at give dem uddannelse i instruktørvirke, hvor de skal holde lektioner for hinanden, med en efterfølgende evaluering.

Vi vil her skabe forståelse for, at en ordentlig struktur i undervisningen gør emnet mere spiseligt, at soldaten behøver en lang øvefase for at blive fortrolig med det nyindlærte samt vigtigheden af den afsluttende kontrolfase.

Undervisning efter princippet 'train the trainer.'

Inden længe begynder vi så med de mest basale militære færdigheder på enkeltmandsniveau, efterfulgt af makkerpar samt gruppeniveau.
Om alt går vel så kan de gennemføre delingsmanøvre inden vi tager hjem i august.

Kulturforskelle
Mange udfordringer er forbundet med denne opgave. Her tænkes eksempelvis på religion, som kræver, at de beder 3 gange om dagen, sprogbarrieren og "in shallah" tid.

Al undervisning foregår gennem en militær tolk. Derved tager det væsentlig længere tid at videreformidle et givent budskab, samt at få den efterfølgende respons. Heldigvis har den danske bataljon meget dygtige tolke, hvor flere af dem har militær baggrund i den irakiske hær.

Arbejdsmoralen og disciplinen adskiller sig noget fra hvad man ser i en professionel enhed i Danmark. Det med faste tidspunkter og aftaler er ikke så hyppigt anvendt under disse himmelstrøg, De har et udtryk, der hedder "in shallah," der frit oversat betyder, "om gud vil".

Dette svar får man 9 ud af 10 gange, når man laver aftaler. Det tilkendegiver ikke modvilje eller at de er ligeglade, snarere det, at meget kan jo ske, men de vil da gøre, hvad de kan for at holde den indgåede aftale.

601. bataljon har fem kompagnier, der efterfølgende skal have samme undervisning, blot af egne instruktører.
I det ressourcerne for den irakiske hær er stærkt reduceret, støtter den danske bataljon med mange uddannelseshjælpemidler for derved at skabe grundlag for større succes.

Jeg er sikker på at alle går ind til opgaven med en positiv holdning og håbet om at bibringe irakerne den viden og de færdigheder der skal til, for at irakerne selv kan overtage sikkerhedsansvaret i deres land.