[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Thomas Haurballe Sigvardt kontakt- og velfærdsofficer og
Johnny Nielsen Velfærdsbefalingsmand

Der holdes i uge 50  Afdelingsledet Uddannelse, hvor staben i samarbejde med Stabskompagniet, Panserinfanterikompagniet og Militærpolitidetachementet fortsætter træningen med procedurer og færdigheder, der skal til for at kunne begå sig i en international mission. Det er nu, soldaternes grunduddannelse skal indarbejdes med de andre enheder.

Alle med
Stabskompagniet skal bl.a. i gang med at bygge noget, der minder om en lejr. Drive og vedligeholde den samtidig med, at den løser ca. 1000 andre store og små opgaver for at holde bataljonen i gang.

Panserinfanterikompagniet bliver trænet og kontrolleret inden for deres fagområder, herunder udsendelse af patruljer, eskortering, search og kontrol med uroligheder (RIOT).

Militærpolitiet er som sædvanlig god til at vejlede og støtte om opretholdelse af ro og orden, samtidig med de selv deltager i uddannelsesprogrammet.

Staben, som i sidste ende er ansvarlig for slagets gang, forsøger at holde hovedet oven vande samtidig med træning af interne procedurer.

Herudover uddannes lige nu en enhed i Estland, nemlig den estiske spejdereskadron. Den kommer til Holstebro i starten af januar for at indgå i den afsluttende missionsuddannelse. Derudover vil en fransk spejdereskadron tilgå i missionsområdet.

Alle får en grundlæggende uddannelse med artilleridemonstration, over- og forbiskydning med lette våben, våben display og orientering om de juridiske aspekter herunder ROE (Rules Of Engagement). Disse værktøjer skal ligge i baghovedet på alle soldater, når de rejser ud i verden.

God uddannelse
Under en aftenpause i kontrollen med RIOT i Brikby mødte vi delingsføreren for 1. deling, den 31-årige premierløjtnant Anders, der står foran sin første udsendelse.

- Hvad er din oplevelse af den forudgående uddannelse, og har den været tilstrækkelig til at løse de opgaver, du er blevet stillet?

 -  Den uddannelse, jeg har modtaget, har været god og indholdsrig. Jeg er helt overbevist om, at jeg er godt rustet til at løse de opgaver, som vi kan komme ud for i Kosovo.

En opfattelse jeg kun er blevet bekræftet i under kontrollen i denne uge. Den megen træning, kompagniet har modtaget, er givet godt ud, og det er nu, vi ser de gode resultater.

- Hvordan klarer dine soldater de nye udfordringer?

- De klarer det rigtig godt. De er virkelig motiveret for at visse deres kolleger, at netop de kan udføre deres job på en tilfredsstillende måde. Det medfører også, at de er koncentrerede og fokuserede på at løse alle de opgaver, vi bliver pålagt.

- Hvad er din egen motivation for at tage til Kosovo?

- Selvom vi nu er hold 14, der skal til Kosovo, er freden stadig ikke skabt, og jeg vil gerne være en del af den fortsatte proces, der forhåbentlig skaber en varig fred i det tidligere så uroprægede Kosovo.

Glæder sig
Simon fra Anders’ deling har også en god oplevelse af uddannelsen.

- Jeg er tilfreds med uddannelsen i HRU (Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse), som jeg oplever som god og intens. Vi får en rigtig grundig uddannelse, og der er en god sammenhæng mellem fagene.

Mine forventninger om en uddannelse med højt tempo og tilpas med ”action” er til fulde blevet indfriet. Under denne øvelse ser vi meget af vores grundlæggende uddannelse brugt i fuld skala.

Informationsniveauet har heldigvis været godt igennem hele uddannelsen, så man er stort set aldrig i tvivl om, hvad der skal foregå.

Med hensyn til den kommende tjeneste i Kosovo er der ingen vaklen at spore hos Simon. - - Jeg glæder mig til at komme ud og bruge uddannelsen til noget relevant. Det er mit håb, at vi er med til at gøre en forskel hos nogle mennesker, der har brug for vores tilstedeværelse. Vi har et rigtigt godt sammenhold i vores enhed, og jeg tror, at vi får et godt ophold i Kosovo.                 

Uvurderlig hjælp
Befalingsmænd fra tidligere hold kontrollerer uddannelsen qua deres erfaringer fra egne udsendelser. Hæren har de sidste mange år brugt dette koncept med stor succes. Deres hjælp og vejledning er uvurderlig i KFOR 14´s bestræbelser på at nå målet. Uddannelsen er nu i sin afgørende fase, og vi er overbevist om, at vi i midten af februar er klar til at løse de opgaver, vi bliver stillet i missionsområdet.