Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Oversergent T. Brink
Nu er det ikke længere kun noget man tror, nu er foråret kommet til Feyzabad. Smeltevandet begynder så småt at fylde floden op og markerne bliver grønnere og grønnere for hver dag.
Overalt langs vejen mod syd fra Feyzabad, vokser nogle grønne planter på bjergsiderne, som viser sig at være en spiselig grøntsag og ikke en blomst, som vi troede.
Foråret er kommet.
Mandag kom, trods rygter om dårligt vejr i Kabul, et fly med post og det danske band, Tournesol, der skulle spille op til dans for de Danske drenge og piger i lejren.
Tirsdag tog CIMIC, en journalist fra Forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste og bandet med ud til en landsby syd for lejren for at de kunne se hvordan CIMIC arbejder hernede. Køreturen gik gennem det sædvanlige bjerglandskab og ud på de små gedestier med hårnålesving, der altid er en udfordring for kørerne.
Et møde kom der dog ikke i hus dernede, uvist af hvilken grund måtte vi ikke komme ind i landsbyen, trods lange forhandlinger med ældrerådet. Vi fik trods alt lov til at aflevere en stak aviser og nogle skolesager der med garanti vil blive brugt flittigt når skolerne igen åbner efter vinteren. Under hele turen passede MOT 3 og enkelte fra DANELM på gæsterne og CIMIC så de trygt kunne løse deres opgave derude.
I løbet af dagen havde alle ydet en indsats for at gøre scene og musikanlæg klar i spiseteltet. Og da det så endelig blev aften gik det ellers løs med musikken. Der blev spillet en masse klassikere og lavet lidt sjov til smilebåndet. Det var en rigtig god aften, hvor alle hyggede sig og fik spændt stemmebåndet ud til bristepunktet på fællessangene. Det var ikke kun Danskere der var mødt op, for alle der havde lyst var blevet inviteret til at deltage i arrangementet. Og der var stort set fuldt hus i det ellers så store telt.
Tournesol for fuld udblæsning.
Efter en nat med drømme om god musik, gik det nu mod syd til Jurm, et af MOT 3’s distrikter. Journalisten og det hæse band var igen med ude. Denne gang skulle gæsterne se hvad MOT 3 laver ude i Afghanistans bjerge. Der blev besøgt en klinik for at indsamle oplysninger om helbredstilstanden dernede.
Herefter bød guvernøren i distriktet på mad i sin have. Da der kun var plads til få personer ved bordet, blev det meste af MOT 3 ude ved bilerne og passede på dem sammen med en enkelt kører fra MOT 4 mens journalisten, bandet og MOT føreren mæskede sig i lokal mad, der dog for nogle blev indtaget med en vis skepsis.
Ventetiden i den bagende hede blev brugt til at lære de lokale børn et par sjove danske gloser. Det vil helt sikket komme hold 2 til gode når de engang kommer ned og afløser os.
Fællesspisning hos guvernøren i Jurm.
Da maden var faldet på plads, blev næsen vendt mod nord. Godt hjemme i lejren igen, måtte en enkelt af gæsterne med stor hast på det lille hus. Om det var på grund af maden hos guvernøren, vides ikke. Denne tur vil nok aldrig blive glemt af gæsterne, eller af dem der var med.
MOT 2 var denne dag ude i et af deres distrikter, mudder over alt på vejene i bjergene. Mudder og lidt sne blandet sammen gav således kørerne en stor udfordring. Den ene af kørerne måtte erkende nederlaget, mudderet havde lavet en sammensværgelse med sneen og trak i den ene side af bilen så den ikke kunne undgå fordybningen i vejsiden. Det hele gik meget langsomt og derfor skete der ikke noget med hverken folkene eller bilen og derfor kunne de efter kort tid køre derfra igen.
Kl. 20.00 var der kaldt til aftenappel. Over døren til vores beboelsesområde hang et skilt med et klæde over. Efter en tale fra chefen, blev klædet fjernet. Frem kom et skilt med teksten, CAMP ODIN. Herefter blev der skålet i champagne og Tournesol ville så sige tak for opholdet på deres egen måde. Det blev til Kim Larsens midt om natten.
Camp Odin er nu en realitet.
Torsdag var der igen et par patruljer ude i deres områder. MOT 4 måtte gå ude i deres område, mens MOT 3 kunne køre hele vejen ud til Khash, et nyt distrikt, der ikke var så mange oplysninger om. Hovedstaden i distriktet var blevet bombet 24 gange af russerne under krigen og havde derfor en ret stor kirkegård liggende.
Selve området var meget idyllisk, med flade sletter og små bakker, omkranset af høje bjerge med sne. Desværre for indbyggerne, havde det kraftige smeltevand fra de omkringliggende bjerge, skåret sig gennem byen og landskabet og havde her efterladt en flere meter dyb og bred revne. Heldigvis var ingen kommet til skade da det skete.
Fredag er den dag vi alle tilstræber at holde lidt fri (base day). Det kunne MOT 3 dog ikke, da vi skulle vedligeholde alt vores materiel efter torsdagens tur. MOT 1 tog af sted på en længere patrulje der er planlagt til at vare 4 døgn. Det er første gang nogen overnatter så længe ude.
Der kom to containere med nogle småting vi havde pakket hjemme i Varde. Containerne var blevet kørt hertil fra Kabul og grundet mange forhindringer for at nå herop, tog det lidt længere tid end forventet. Vores mekaniker blev glad for at se dem, da han nu kan få pakket alle sine reservedele ud af kasserne og lagt op i disse containere.
Lørdagen startede som de andre dage også med flot vejr. Selv om det lyder lidt ironisk, så er godt vejr også lig tørre omgivelser og dermed og en masse støv på vejene. Det ses tydeligt når man kører derudaf, men også når man laver eftersyn på bilerne efter endt patrulje.
Tyskerne har siden vores to containere kom, vist at det ikke er alting der skal gå langsomt. De har på meget kort tid, stillet containerne op, monteret tag og indlagt strøm.
MOT 3 er, som nogen ved, snart på vej hjem og derfor er alt materiellet talt op og stillet til side til de kommer tilbage til Camp Odin. MOT 3 har overdraget deres biler til MOT 4, da de har en bil der ikke må bruges i øjeblikket.
Både MOT 2 og MOT 4 tog søndag ud på tur. Der er altid et nyt sted man kan tage hen. MOT 4 har et meget ufremkommeligt område så deres 3 dages tur vil blive brugt på at lave aftaler om lån af heste eller æsler til transporten helt ud på bjergsiderne i det kolde Nord Øst.
MOT 3 & Tournesol
Til dem af jer læsere der har en soldat i MOT 3, Vi kigger nok lige forbi sidst på ugen.
Bedste hilsner fra MOT 3