Uge 41 hos DANCON/ISAF, KABUL

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af CHEF/DANELM

I de sidste otte dage, indtil lørdag morgen, har vi bestridt vagt i PASS, Pol-E-Charki Ammunition Storage Site, et stort ammunitionsområde lidt uden for Kabul. De lande, der har ammunition opbevaret der, skiftes til at holde vagt, og nu var det vores tur.

Vi er et af de lande, der har færrest soldater hernede, så det betød, at ca. 1/3 af vores samlede styrke var på vagt, 1/3 sov efter/før vagt og 1/3 fik de daglige rutiner til at køre. Enkelte soldater har haft samtlige 8 nattevagter. Nogle har været på vagt om natten og har efterfølgende passet deres almindelige arbejde i nogle timer, for derefter at tage på vagt igen den efterfølgende nat.

PASS-vagten består bl.a. af en hovedvagt, en hegnspatrulje og et antal vagttårne. Hovedvagten ved indgangen til området kontrollerer, at kun de, der har tilladelse til det, kommer ind. Der er et antal tårne fordelt langs hegnet om området.

Udsigt over PASS med et vagttårn i baggrunden.

I hvert tårn er der et par mand, der holder vagt i 12 timer i træk. Hegnspatruljen kører i bil langs hegnet og tjekker, at det er i orden og sørger samtidigt for, at vagterne i tårnene får kaffe, vand, noget at spise og ikke mindst lidt variation.

Vagtholdet har berettet om følgende episoder:

Hegnspatruljen
Som en del af PASS-vagten indgår en hegnspatrulje i et køretøj. Med udgangspunkt ved hovedvagten køres der med uens intervaller rundt langs hegnet for at sikre mod ubudne gæster, der måske ikke bliver set af tårnene. Terrænet på vagtområdet er meget ujævnt og med store stigninger og nedkørsler, så kørefærdighederne med terrænkøretøjer bliver vedligeholdt.

I løbet af ugen måtte et køretøj give op overfor terrænet, da tagbagagebæreren havde løsnet sig efter de hårde strabadser. Ved vagttårnene gøres der som regel kort holdt, og den medbragte kaffe bliver modtaget med kyshånd. Desuden er det rart for personellet i vagttårnene med lidt friske inputs fra andre end kollegaen. Efter 12 timer er der som regel ikke så meget mere at tale om.

Stakkels hund
Afghanistan har som mange andre lande et problem med vilde hunde. Hunde bliver af muslimer betegnet som beskidte dyr på linje med svin. De få, der anvendes som fårehunde, bliver passet, men de vilde hunde er meget skravlede og ofte smittede med adskillige sygdomme. En nat så vagterne i et af tårnene en flok hunde gå rundt inde i området. En af dem kom til at sidde fast med poten i pigtråden, der omringer PASS og lavede derfor et forfærdeligt spektakel:

Det var med et vist forbehold, at vi nærmede os hunden. Den fik et par venlige ord med på vejen og kunne tilsyneladende godt se, at det ikke ville være fornuftigt at bide den hånd, som blot ville hjælpe. Det lykkedes derfor - efter lidt besvær - at få poten fri og hunden kom næsten uskadt derfra igen.

Den havde tidligere rendt rundt og lavet spektakel ved hovedvagten sammen med fire andre hunde, men selv om den nok aldrig har haft en positiv oplevelse med mennesker før, så blev den faktisk siddende udenfor hovedvagten et langt stykke tid efter, at de andre hunde var rendt videre. Mon ikke den sendte os en venlig tanke.

Tårnvagten om dagen
Tårnene består af to containere, der er svejset oven på hinanden. Ovenpå er der lavet en observationspost med beskyttelse rundt om og ovenpå. Der er ingen strøm, og toilettet er en raket ved siden af tårnet.

Vagttårn

Det var koldt om morgenen, men et par timer inde i vagten, da det blev varmere, blev vi nødt til at smide ydertøjet. Der var heldigvis ikke så meget at bemærke på selve vagten. Noget særligt var det dog, da vi en af dagene hørte et skud udenfor området. Da vi kiggede nærmere efter, så vi en mand, der blev forfulgt af soldater. De havde tilsyneladende skudt for at få ham til at standse.

Han gemte sig i en grøft, men ville ikke rejse sig, da soldaterne råbte, at han skulle. De skød endnu et varselsskud, og så ville han godt alligevel. Han blev heldigvis fanget, uden at nogen kom til skade. Vi kunne følge hele jagten og havde så noget at snakke om resten af den dag. Udover det kiggede vi efter camelspiders og andet kryb, som vi sjældent ser i Camp Viking.

Vi fandt ikke så meget, dog var der 3-4 firben, der havde fast tilholdssted i en faldefærdig bygning ved vagttårnet. Dem kunne vi snakke med til sidst. Det bildte vi os i hvert fald ind.

Da det var jordskælv, valgte vagterne at kravle ned fra tårnet. De syntes, det gyngede faretruende, men der skete ingenting. Tårnene er mere vante til jordskælv, end vi er.

Tårnvagten om natten
Den første nattevagt var lidt akavet, for vi startede vagten, mens det var mørkt. Da man ikke havde set området i dagslys, stod man i starten og forestillede sig, at man så de mærkeligste ting. Når der er mørkt, er det jo svært, at skelne objekterne i terrænet fra hinanden. Heldigvis havde vi natobservationskikkerter, "NOK’er", så vi kunne se, hvad der skete.

Senior med flere i den mørke nat, fotograferet gennem NOK.

Selve vagten gik med at observere efter ubudne gæster og med at holde radioforbindelse til de andre tårne og hovedvagten.

Om natten blæste det tit med "næsten orkanstyrke", så det var ret koldt at stå i tårnet med de revnede og utætte vinduer. Men vi havde godt med varmt tøj og masser af slik, kaffe og kage. På en af nattevagterne var det mest ophidsende, der skete, at nogle køretøjer og personer på de nærved liggende skydebaner var ude og tilsyneladende lede efter tabte genstande. Generelt har det været ret kedeligt og ensformigt at være på PASS-vagt, men som soldat er det jo ens pligt.

Hovedvagten
Dagene ved Pol-E-Charki var lange. På en travl dag var der måske 5 besøg af folk, der skulle afhente eller aflevere ammunition, så dagen gik – ud over at holde vagt - med at snakke, tage billeder/video, læse, lave mad eller bare slappe af i solen. I hovedvagten er der en vagtkommandør, flere vagter og kørere.

Det gør det en del mere underholdende at sidde i hovedvagten end i tårnene. Desuden er der strøm og en bom, der skal op, når der kommer gæster, så alt i alt er hovedvagten set i forhold til tårnene en sydende metropol, der bobler af liv, kreativitet og aktivitet.

Thomas vedligeholder generatoren, der leverer strøm til hovedvagten.

Overdragelsen
Så blev det endelig lørdag og dermed nordmændenes tur til at overtage vagten. Det var noget, det trætte og kolde vagtpersonel havde set frem til med længsel. Vagttårnene videregav skitser over terrænet og instruerede det nye personel i, hvorledes der skulle meldes til hovedvagten.

Nogle af nordmændene havde været på vagt før, så det tog ikke lang tid, før alle danskere var samlet og klar til at trille tilbage til Camp Viking. Det skal lige siges, at vi selvfølgelig havde ryddet pænt op og samlet affald sammen. Det var tilsyneladende en opgave, der var for svær for den nation, som vi overtog vagten fra…

Men vi kom alle glade og tilfredse tilbage til vores egen lejr, hvor vi fik optalt materiel og vedligeholdt våben og biler. Alle gjorde et godt stykke arbejde, så vi kunne komme indendørs og få en time eller to på øjet.

Fra ledelsens side var det en trist uge, for så vidt angår antallet af soldater i lejren. Men det var meget positivt at opleve, at alle uden undtagelse tog opgaven med godt humør og gå-på-mod.

Men det var også en uge, da vi sendte et nyt hold på leave, og andre kom tilbage fra leave.

Feltpræst Alex var blandt dem, der tog på leave.

Det tager normalt et par dage at "lande igen". Som for jer derhjemme, så skal vi lige komme os over endnu en afsked med jer og tilbage i vores daglige rutiner.

Tom, Thomas og Ronnie så knapt så forventningsfulde ud som dem, der var på vej hjem.

Som "leaveafløser" har vi fået feltpræst Lone herned, indtil Alex returnerer.

Feltpræst Lones første gudstjeneste i vores lille kirke

Og så var vi halvvejs gennem udsendelsen i søndags. Første halvdel gik godt og hurtigt. Vi har ingen uheld haft, og humøret har været godt. Vi håber det samme for sidste halvdel.