Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
CIMIC sektionen
Lukning af delingslejr.
Den Danske Bataljon fortsætter ufortrødent lukningen af delingslejren Camp Montsegur, selvom lokalbefolkningen sætter sig til modværge.
Ugen har været præget af mindre uroligheder i området omkring Camp Montsegur. Det skyldes primært, at Kosovo Serberne ikke ønsker genhusning af Kosovo Albanere i området.
De ser lukningen som et tegn på, at der nu er givet grønt lys for K-albanernes tilbagevenden og forsøger derfor at standse lukningen. Tirsdag udmøntede det sig i en vejspærring, hvor en af DANBAT lastvogne blev taget som ”gidsel”. Der blev truet og kastet med sten, men ingen kom til skade.
Befolkningen er nødt til at vænne sig til, at patruljeringen i området nu foregår fra camp Olaf Rye og ikke fra delingslejren.
Donation af traktor
Mandag donerede vores civilt-militære samarbejdsenhed CIMIC en traktor med tilhørende udstyr til ”Field Commission” i Banja/Suvo Grlo, som er en multietnisk kommission bestående af 3 bønder fra Kosovo-Serbisk side, 3 bønder fra Kosovo-Albansk side samt en Ashkali sigøjner.
Formålet med donationen er at få folk tilbage i markerne og anvende den etablerede ”freedom of movement” i området. Mange bønder er så fattige, at de ikke har råd til hverken at købe eller leje en traktor og dermed reelt ikke har mulighed for at dyrke deres marker. Både chefen for den danske bataljon samt Brigadechefen var til stede ved overrækkelsen, der forløb rigtig godt.
Efter overrækkelsen afholdtes en lille reception i delingslejren Camp Banja med det litauiske kompagni som vært. Den silende regn blev blot set som et tegn på succes og en frodig fremtid.
1: Oberst Petersen overdrager landbrugsmaskinerne.
2: Brigadechefen inspicerer traktor.
Donation af kunstgødning
Mandag var også dagen, hvor den danske bataljon donerede knap 5 tons kunstgødning til albanske og serbiske landmænd på Axis Bleuet i udkanten af Mitrovica. Også her var donationen arrangeret gennem ”Field Commission”, der i dette tilfælde består af to serbere og to albanere, som med støtte fra den danske bataljon har arbejdet sammen de sidste par år (siden hold 8).
Umiddelbart lyder 5 tons gødning af meget, men det er reelt kun 40% af, hvad de i alt ca. 100 landmænd har brug for til deres forårssåning. Ved at give dem et udgangspunkt, motiverer vi landmændene til at arbejde og derved skaffe tilstrækkelige midler til at dække resten af deres behov.
Donationen var arrangeret af CIMIC, men selve udførelsen krævede støtte fra adskillige andre af bataljonens enheder. Heldigvis gav både Bjærgnings- og Transportsektionen, Ingeniørerne, Tolkeelementet og ikke mindst panserinfanterikompagniets 2. deling gladeligt en hånd med, og på den måde viste vi lokalbefolkningen, hvor vigtigt og givtigt samarbejde er.
1: Glade landmænd klar til at modtage kunstgødning.
2: 50 kg kunstgødning på nakken.
50-års fødselsdag i Camp Olaf Rye
Torsdag fejrede vi chefen for administrationssektionens 50-års fødselsdag. Dagen startede med fødselsdagssang under morgenmødet. Midt på eftermiddagen blev der overrakt fine gaver til majoren og givet et par smukke ord med på vejen. Det er jo ikke hver dag, man fylder 50 år. Herefter var der kaffe, kakao og lagkage til alle. Om aftenen fik vi serveret et rigtigt godt stykke kød med flødekartofler. Vi håber, det blev en mindeværdig dag for fødselaren.
1: Gaveoverrækkelse fra Chefen til fødselsdagsbarnet.
2: STCH holder tale for fødselsdagsbarnet.
Besøg af chefen og stabschefen for hold 13
Bataljonen har i den forgangne uge haft besøg af chefen og stabschefen for hold 13 på fact finding tour. De har været rundt og se det meste af deres kommende ansvarsområde, både fra luften og jorden, set static display af beredskabsenheder og set bataljonen operere i forbindelse med lukningen af Camp Montsegur. Vi håber, besøget har været givtigt, og de således har fået et godt grundlag til uddannelsen af hold 13.
Chefen og stabschefen for hold 13 overværer static display af EAGLE beredskabet.
Sporten
Søndag var det blevet tid til afholdelse af Camp Olaf Rye (COR) mesterskaberne i Hockey, også kaldet ”floor ball”. Der blev gået til den under kampene – det var tydeligt, at det ikke bare gjaldt om at være med, men om at vinde! Reglerne var klare: Ingen nærkontakt eller løftede stave.
Det må være på sin plads at nævne, at reglerne blev overtrådt en enkelt gang eller to... Resultatet blev en fortjent førsteplads til panserinfanterikompagniet, og også andenpladsen gik til panserinfanterikomagniet, mens staben løb med tredjepladsen.
1: Staben vs panserinfanterikompagniet 1.
2: sanitetsdelingen vs litauiske kompagni .