[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen, Presse- og Informationsofficer

Et dansk patruljekøretøj blev sent torsdag aften ramt af en vejsidebombe i Irak. To soldater fra panserinfanterikompagniet, der er udsendt fra Jydske Dragonregiment i Holstebro, blev lettere såret.

Angrebet fandt sted under en patrulje i syd-kanten af den indimellem urolige Basra-forstad Al Hartha.

De to soldater er kørt til behandling på det britiske felthospital, der ligger på Shaiba Log Base sydvest for Basra, hvor også den danske lejr er placeret. Begge de danske soldater slap med ganske lette skader og har det godt.

Vejsidebomber er blevet terroristernes foretrukne våben i Sydirak. Der er oftest tale om en granat gravet ned i vejsiden, som udløses elektronisk eller manuelt, når et af koalitionens køretøjer passerer på vejen.

Begge soldater har forsøgt at ringe til deres pårørende, kun den ene soldat har haft kontakt. Hærens Operative Kommando indtaler en særmelding på telefonavisen, når de sidste pårørende er underrettet.