Vi hører til blandt gutterne

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK

Den mandlige konstabel giner forlegent og går videre uden at føle sig krænket. Han ved, råbet var ment i sjov, og han føler sig tilsyneladende tryg ved sine kvindelige kolleger.

De fire kvinder så gerne, at den afslappethed kunne gælde begge veje. Men det hele bliver lidt mere kompliceret, når det er mænd, der skal finde balancen overfor kvinder.

Rekruttering af kvinder til Forsvaret har været på dagsordenen i løbet af ugen. Forsvarets Personeltjeneste har erkendt, at flere års kampagner for at hæve andelen af kvindelige soldater op over fem procent er slået fejl.

Derfor har Hærens Operative Kommandos udsendte stjålet lidt fritid fra fire kvindelige konstabler fra bataljonen i Irak. De har sagt ok til at fortælle om livet som soldat og samtidig give deres bud på, hvordan Forsvaret kan gøre sig attraktivt overfor kvindelige ansøgere.

Fra venstre: Heidi, Anja, Michaela og Trine

Hvordan er det at være kvindelig soldat?
"I hverdagen bliver der ikke skelnet mellem mænd og kvinder. Jeg føler mig værdsat, bl.a. fordi drengene føler, at de snakker godt med os piger, og jeg kan mærke, at de passer rigtig godt på mig," fortæller overkonstabel Heidi Andresen, der arbejder på stabskompagniets depot.

Inden pigerne for alvor tager bladet fra munden, kommer der yderligere to udglattende tilkendegivelser:

Reservedelsekspedient, overkonstabel Michaela Thomsen er begejstret for sammenholdet i reparationsdelingen: "Jeg har jordens bedste kolleger, og jeg kommer privat sammen med en del fra mit regiment."

Hendes mekanikerkollega, overkonstabel af første grad Anja Kappel føler sig fuldt ud respekteret i den mandsdominerede funktion: "Det er rart at kunne føle sig som en af gutterne," siger hun med et smil.

Rygter og væddemål
Men der synes at være ekstra mange øjne, der hviler på kvinderne og vurderer dem kritisk - både fagligt og privat.

"Vi skal arbejde dobbelt så hårdt som knægtene, før de anerkender os. Er man ikke parat til det, egner man sig ikke til forsvaret," konstaterer Michaela Thomsen.

Det er Anja Kappel delvist enig i:

"Hammeren falder hårdere over for kvinder. Det er mere tilladeligt for mænd at lave fejl. Men mange af de høje krav er nok nogle, jeg stiller til mig selv," mener hun.

Konstabel Trine Møller, der arbejder som sygepasser, har mærket fordomme fra mænd.
 
"Men jeg synes mest, spydighederne bliver udtrykt i sjov, som når der bliver slynget en kommentar ud a la: Hvad bestiller en kvinde i en pansret mandskabsvogn? Jeg har hørt, at der var et væddemål om mig, da jeg blev indkaldt. Hende poptøsen holder ikke i 14 dage, gættede mændene på", men de tog fejl. "Jeg kan godt lide hårde øvelser i felten, selvom jeg er feminin til hverdag."

Det er værre, når mænd i enheden spekulerer i erotiske forbindelser, hvis bare kvindelige kolleger har været nede og bade i poolen sent om aftenen, eller hvis de har set videofilm med en mand på værelset. Så begynder rygterne at sprede sig som ringe i vandet. Alle kvinderne har hørt deres navn nævnt i forbindelse med falske sex-rygter.

"Nogle keder sig afsindigt, og så bliver der hurtigt dannet nogle sjove teorier," vurderer Heidi Andresen og trækker på skuldrene.

"Men de tager nok rygterne med en grand salt. Folk kan godt fortælle dem videre, selv om ingen - heller ikke dem selv - tror på dem," mener Trine Møller.

Kampagne med bagslag
Alle fire kvinder frygter, at Forsvaret bliver en kedelig arbejdsplads, som stivner socialt, hvis der bliver fokuseret for meget på sexchikane.

"Vi er selv nogle af dem, der kan være mest gustne i munden," erkender Heidi Andresen.

"Ja, jeg kan også godt forarge knægtene indimellem," indskyder Anja Kappel, inden Michaela Thomsen igen råber fra terrassen:

"Jeg synes, mændene hernede skulle træne noget mere, så der bliver mere at kigge på!"

Forsvaret har i nogle tilfælde fundet det nødvendigt at skride ind overfor såkaldt kønskrænkende adfærd imod kvinder. Det har rystet op i organisationen og sat fokus på problemet. Men generelt er de fire enige om, at for meget snak om chikane kan give bagslag.

"Begrebet er blæst for meget op. Det bliver hurtigt et handicap for os, når der kommer regler imod alt. Det skulle nødig blive sådan, at man ikke kan bevæge sig hen til bruseren uden at dække sig fuldstændigt til," mener Trine Møller.

Michaela Thomsen, der har 10 års ansættelse bag sig, synes også, at det er gået for vidt:

"Efter sagerne om sexchikane begyndte at rulle, tør mændene næsten ikke sige hej mere. Det bliver noget kunstigt noget, hvis de skal tage på os med fløjlshandsker."

De fire piger ved godt, at de er blandt de mere udholdende og rapkæftede. Ikke alle kvinder egner sig til Forsvaret, hvorfor ikke bare indrømme det?

"Man kan ikke være en lille glasdukke her inde," som Heidi Andresen udtrykker det.

Spark over benet
Ingen af kvinderne har følt deres grænse overskredet, når mænd i enheden har givet dem et dask bagi eller fyret en fræk bemærkning af.

"Folk respekterer, når jeg siger fra," hævder Heidi Andresen.

"Det handler om at vide, hvor man har hinanden. Mænd, jeg ikke kender, skal ikke kommentere min krop," slår Anja Kappel fast.

Michaela Thomsen bruger håndfaste metoder:

"Jeg giver dem gerne en skulderlammer eller et spark over skinnebenet med sikkerhedssko. Så ved de, at nu er det nok!"

Kan Forsvaret rette hvervekampagnerne bedre imod kvinder?

"Kampagnerne er altid noget med at springe ud fra helikoptere. Det kunne være en god idé at forklare, at man ikke ligger ude i grøften hver uge. Det gør man måske i starten, men senere er der mulighed for at få et helt almindeligt arbejde som kontorassistent eller ekspedient, eller man kan tage en lederuddannelse," lyder forslaget fra Michaela Thomsen.

Anja kappel vil gerne have Forsvaret til at fokusere mere på spændende og lærerige internationale missioner. Personlig udvikling, som de populære dameblade skriver om hele tiden, det får man på missionerne.

"Jeg har udviklet mig helt enormt af at være i Kosovo og Irak. Man får venskaber for livet, og jeg er f.eks. blevet betydelig mere opmærksom overfor mine medmennesker," forklarer hun.

Et andet mere eller mindre overset aspekt er Forsvarets nye rolle som hjælpeorganisation i krigshærgede områder, hvor nødhjælpsorganisationer ikke kan rykke ud.

"Min mand fortæller, at det virker som en virkelig effektiv scorereplik overfor pigerne, når man beretter om hjælp til flygtende mennesker og sultne børn," fortæller Michaela Thomsen.

"Der er mange piger, som vælger sygeplejeskolen, fordi de vil hjælpe andre, men det kan de også gøre i Forsvaret," påpeger hun.