[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Besøget blev gennemført fuldstændig som det ville være sket i Irak, med kraftig mandsopdækning, pansrede biler og bevæbnede vagter.

Fuldstændig omkranset af bodyguards bevæger viceadmiral Tim Sloth Jørgensen sig gennem terrænet i Oksbøl. Det er ikke fordi terrortruslen er specielt stor i Oksbøl øvelsesterræn. Men for de danske og litauiske soldaterne på vej til Irak er viceadmiralens besøg endnu en fin lejlighed til at træne de rigtige opgaver, der venter lige om hjørnet.

Om få uger drager soldaterne nemlig til Irak som hold 6, men mentalt er de allerede dernede – Oksbøllejren er Camp Danevang i Basrah.

Virkelighed om få dage
"Der er ikke en fornemmelse af, at det her er en øvelse," siger Tim Sloth Jørgensen, der med sit besøg kunne slå to fluer med et smæk – både inspicere styrkerne og træne dem samtidig.

"Soldaterne går til opgaven med en utrolig seriøsitet. De spiller ikke et spil, og det gør de ikke, fordi det om få uger er virkeligheden. Det er en meget vigtig holdning."

Meget positiv oplevelse
"Noget er gået mindre godt, noget er gået godt, og noget er gået rigtig godt," fortæller han.
"Og det her er fremtidens forsvar, hvor det er den virkelige verdens forhold, der gør sig gældende, også når soldaterne træner. Det har været meget positivt."

Chefen for Forsvarsstaben, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen i samtale med stabschefen for Danske Division, oberst Lars R. Møller (tv).

Viceadmiralen omgivet af bevæbnede bodyguards