Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Redigeret af Presse- & Informationsofficer Major Per Heien
Som udsendt soldat i et seks måneders forløb ville man om nogen måske regne med et naturligt afsavn af den danske velfærd. Lejren er imidlertid en veludrustet lejr, og alle har hurtigt fundet ud af, at rammerne for den enkelte soldat er helt i top.
Dagligdags gøremål og trivielle arbejdsopgaver bliver ordnet af forskellige elementer i lejren. Her kan nævnes: tøjvask, tilberedelse af mad, ordinering af medicin og opretholdelse af en høj hygiejnestandard. Alle disse små detaljer gør, at når man som soldat skal ud og løse en given opgave, ikke tænker på andet end en professionel udførelse af denne.
Panserinfanterikompagniet har haft rigeligt med opgaver her i opstartsfasen. De patruljerer i deres ansvarsområde døgnet rundt, hvor de holder fingeren på pulsen og sørger for at indsamle oplysninger om, hvad der sker i området, således at vi er klar til at imødegå problemer og situationer, som kunne opstå.
Vi forbereder os på situationer, hvor den lokale, som vi snakkede fredeligt med dagen før, pludselig står med kasteskyts på den anden side af vores skjolde. Vi er som soldater klar over den frustration, den enkelte borger pludselig kan få i et land, hvor alting stadig er uvist.
Miljøbevidste soldater
Forhandlingerne om Kosovos fremtid startede forleden i Wien, og meget af vores arbejde fokuserer derfor heromkring. Men når en fødeledning til et varmeapparat bliver trådt i stykker så olie siver ud og ned i jorden, bliver alt andet sat til side.
Godt nok er miljøet her i Kosovo ikke det reneste, man har set rundt omkring, men når vi selv står og laver en forurening, kan vi ikke vende øjnene bort. Især ikke når det handler om 500-800 liter af slagsen. Der var ikke brug for megen snak, før ingeniørerne var på plads med en af de større gravemaskiner, og begyndte at fjerne de mange kubikmeter forurenet jord.
To dage med lastbiler fyldt op med olieforurenet jord blev det til, inden der ikke var andet at se end et stort hul. Jorden blev hentet af et fransk civilt firma, som vil genbruge det efter rensning.
Den forurenede jord graves op og fjernes.
En aldrende lejr
Nu har lejren ligget her i Kosovo i snart otte år, så der er ikke noget at sige til, at der skal en del renovering til. Den fine terrasse udenfor cafeteriet er på solrige dage hårdt belastet af de mange soldater og mange gæster her i lejren. Den har været på tale til renovering i lang tid, og nu er den blevet prioriteret højt, så i forrige uge blev der iværksat reparation af den.
Efter et par dage var det gamle stakit og en del af den gamle terrasse fjernet, og det nye træ er klar til at blive lagt på. Men uanset hvor man kommer hen og skal arbejde udendørs, så er man altid afhængig af vejret, så da vi forleden morgen vågnede op med en ti cm. tyk dyne af sne, var vi klar over, at arbejdet måtte vente et par dage. Sneen er nu væk, så arbejdet kan fortsætte.
Terrassen gøres klar til det nye træ.
Cottoncoat og blå briller
Efterretningssektionen (ESEK) har siden overdragelsen fra hold 13 brugt tiden på at sætte sig ind i området og den overordnede politiske situation i Kosovo. Kosovo er jo som bekendt i den sidste fase af forhandlingerne vedrørende den fremtidige status.
Dagligdagen i ESEK går med at læse indkomne data fra underafdelingerne og sideordnede/overordnede myndigheder. På baggrund af dette forsøger sektionen at forudsige situationen nogle dage frem i tiden og derved give bataljonen det bedste grundlag for at kunne løse sine opgaver.
Herudover deltager ESEK i mange møder for at udveksle information om situationen med andre enheder i Kosovo.
Ind i mellem de daglige rutiner bliver der også tid til lidt adspredelse i form af en løbetur, en hockeykamp, en tur på motionscyklen eller en tur på skydebanen. Det er altid rart at få lidt ilt til hjernen, når man har siddet med hovedet i papirerne hele dagen.
Sidst men ikke mindst bliver der også tid til lidt shopping i de forskellige landes PX, hvor man kan købe alverdens ting og sager til en rimelig pris.
Desværre har vi ingen billeder af sektionens ansatte.