Af sted det går…

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nicolas T. Veicherts oberstløjtnant, chef og Martin Mikkelsen konstabel, sikringsmand

Så blev det mit sidste nyhedsbrev i denne omgang. Onsdag tager jeg på kursus i Kabul og derefter på leave i Danmark.

For familie og venner til soldaterne i Feyzabad bliver der den 28. oktober i Varde gennemført et arrangement, hvor jeg vil orientere om tjenesten herude. Jeg viser også vores "vi savner jer film", som i går havde snigpremiere i vores velfærdstelt. Hvorvidt der vil være de samme høje latterbrøl i auditoriet i Varde, vil tiden vise. En ting er sikkert: Når man ser filmen, er man ikke i tvivl om, at moralen er høj herude.

Til snigpremiere på "PRT Feyzabad – the Movie". Lagkagespisningen er i anledning af sergent Nybys fødselsdag.

I mit fravær bliver nyhedsredaktionen overtaget af major Alsing, der også vil have kommandoen over den danske styrke i Feyzabad. Imidlertid er Alsing i dag optaget af koordinationsmøder med svenske, norske og franske officerer fra staben i Regional Command North, som er kommet for at gennemføre helikoptertræning med os. Ugens historie er derfor skrevet af konstabel Mikkelsen, der er sikringsmand i MOT 1.

Vandpassage á la MOT 1
Som I måske allerede har hørt via HOK´s telefonavis, har MOT 1 været ude for en alt andet end vellykket vandpassage, som i sidste ende resulterede i, at en af vores biler måtte transporteres tilbage til Feyzabad på ryggen af en Kamaz (lokal lastvogn). Mere om det senere.

Det hele startede, da vi for nogle dage siden var på patrulje i den sydlige del af vores ansvarsområde. Som altid var vejnettet enten elendigt eller ikke eksisterende, og det blev derfor nødvendigt at krydse en flod. Faktisk en flod som vi fire gange før har passeret.

Besætning på UB 74.030

Det var måske årsagen til, at vi ikke var helt så koncentrerede, som man måske kunne ønske. Blandt andet valgte vi at passere floden uden en udkigspost på taget af bilen, som vi plejer. Når man sidder på taget, kan man nemlig meget lettere se sten og fordybninger i vandet. Det gik nu fint lige indtil solen spejlede sig i vandoverfladen, samtidig med at der var en fordybning i flodbunden. Pludselig kunne vi mærke, at bilen langsomt skred mod venstre ned i vandet, og det endte da også med, at venstre side af bilen sad fast i en ca. 1½ meter dyb rende i floden.

Bilen efter "uheldet"

Straks det skete kom oversergent Steger og konstabel Foged ræsende med den anden bil, så vi kunne bruge den som anker, sådan at vi ikke væltede helt. Selv kravlede vi hurtigt ud på siden af bilen, for at holde den så lige som muligt samtidig med at vi fik reddet det vigtigste af vores udrustning i land (våben og ammunition). Efter et par gange at have forsøgt at trække bilen op af renden, måtte vi give op og tilkalde de tyskere, som vi var på patrulje sammen med. De kom ca. 25 minutter senere. I mellemtiden fik vi flyttet det meste af vores udstyr ind på bredden.

Udrustningen reddes

Da tyskerne kom, kunne de ikke lade være med trække lidt på smilebåndet, selvom vi selvfølgelig alle forstod alvoren i, at den rivende flod kunne vælte bilen helt om. Lastbilen (en UNIMOG) blev spændt til vores bil, og så blev "skuden" trukket op. Det var et sjovt syn, da overkonstabel Krogh åbnede dørene, og det bare væltede ud med vand. Desværre havde vandet også ødelagt bilens elektronik, så det tog ikke lang tid for Krogh og Steger at konstatere, at den ikke kunne køre – overhovedet! Det var selvfølgelig lidt irriterende, men det var da bedre, end hvis den var blevet taget af strømmen.

Bjærgning

Allerede nu var både Steger og kaptajn Brodersen i gang med at finde ud af, hvorledes vi skulle få bilen tilbage til lejren, der lå ca. to dages kørsel fra uheldsstedet. Helt fra start var alle enige om, at bilen ikke kunne trækkes hjem. Det ville være alt for farligt. Vi diskuterede derfor, om det mon var muligt for en Hercules at lande på den forladte russiske flyveplads, som lå langs floden – og om en helikopter kunne løfte bilen ud af det bjergrige område. Løsningen blev betydelig mere jordnær. Det blev nemlig som sædvanligt de lokale, der klarede ærterne, men de har jo også boet her længst.

Vi fik derfor lavet en aftale med en lokal ejer af en lastbil (en KAMAZ) om at køre bilen til Feyzabad for 1200 dollars.

Før vi kunne sætte bilen på Kamaz’en, ville vi være sikre på, at der ikke var noget at stjæle fra den. Derfor strippede vi bilen for ALT. Lige fra tagbagagebærer til Cd-afspiller blev taget af og ud.

Bilens udstyr oplagt

Det blev lidt alternativt, da vi skulle havde bilen op på Kamaz’en, da den ikke ligefrem havde en rampe. Vi fik den derfor bakket hen til en lille naturlig "rampe", og så var den klar. Vi var ikke helt sikre, da chaufføren sagde, at vi bare kunne bruge bagsmækken til den sidste lille højdeforskel, men med et par store sten som understøttelse gik det fint.

Vores GD på en lokal Kamaz

Efter vi havde læsset bilen, fik vi den surret fast, så den kunne transporteres bare nogenlunde forsvarligt.

Vi tog afsked med bilen, og fortsatte vores egen patruljering. Senere da vi gjorde holdt for natten, mødte vi Kamaz’en igen på vej til Feyzabad. Stille og roligt kom den trillende forbi på de små veje, hvor ingen dansk lastbilchauffør nogen sinde ville have turdet køre.

Vi mødte ham igen næste dag, hvor vi var på vej tilbage. Denne gang var det Kamaz’en, der var gået i stykker.

I dag (onsdag) er Kamaz’en ankommet, og til vores store glæde er der ikke kommet en eneste ridse i lakken på vores bil.

Og hvad har vi så lært? Jo, næste gang vi laver vandpassage, har vi en mand på taget, selvom vi har kørt der tit. Heldigvis var der på intet tidspunkt fare på færde – højst lidt røde ører.