[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Chefer, pas på jeres soldater og soldater, pas på jeres chefer. Kosovo er tilsyneladende roligt, men situationen kan ændre sig på få minutter.Generalmajor Poul Kiærskou, chef for Hærens Operative Kommando, tog afsked med de kommende soldater i Kosovo med en påmindelse om, at det altid er forbundet med fare at være udsendt soldat. Samtidig understregede han, at kontingentet har modtaget en afgørende og højt prioriteret uddannelse, således at soldaterne er i stand til at løse de opgaver, der kan forventes i missionsområdet.

Både generalmajor Poul Kiærskou og chefen for Danske Division, generalmajor Knud Bartels, fokuserede på, at de næste seks måneder og de kommende, afsluttende forhandlinger om Kosovos fremtidige status, kan være kritiske. De danske soldater er nøglespillere i regionen både før og under forhandlingerne, og soldaterne skal være omstillingsparate.

- I skal kunne gå fra baret, overhængt gevær og hyggelig samtale med lokalbefolkningen til benbeskyttere og skjold på et øjeblik. Og I skal også kunne omstille jer modsat - være klar til at række hånden frem - lige så hurtigt, sagde generalmajor Knud Bartels.

Som øverste ansvarlig for uddannelsen af de udsendte styrker til missionsområdet gjorde Knud Bartels det klart for soldaterne, hvad han forventer af dem:

- Der er kun ét krav. Det skal være perfekt. Alt andet tæller ikke den dag, det gælder.

DANCON KFOR, hold 15 roterer i løbet af august.

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, inspicerer paraden. Til venstre chefen for det danske kontingent, oberst Jørgen Michael Wallin, og chefen for Danske Division, generalmajor Knud Bartels. Foto: Lars Olesen.