Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Mai Eriksen,
presseofficer og
Per Mikkelsen, oberst, bataljonschef
Det hele er gået meget stærkt, og vi er trætte oven på mange dages godt og hårdt arbejde. Der har været brug for os. Derfor er vi hurtigt, og flere gange, blevet indsat af brigaden som en hel bataljon.
Når en bataljon bliver indsat i en operation, så kommer alle i sving. I staben planlægger de, hvem der skal gøre hvad, og hvordan og hvornår de skal gøre det. Mellem staben og enhederne er der rigtigt mange tandhjul der skal køre.
Soldaterne skal nå at have hvile mellem operationerne, og de skal have mad i maven. Køretøjerne og alt det materiel soldaterne skal have med ud, skal være dér, og det skal være i god stand.
Under operationerne kører bataljonschefen med ud, så han har et godt overblik og kan styre begivenhederne på tæt hold. Samtidig sidder der nogen hjemme i lejren og følger med i alt, hvad der foregår derude. De har kontakt til enhederne og chefen, og de er klar til at støtte enhederne, som er ude på en opgave, på alle mulige tænkelige måder.
Den litauiske deling på patrulje sammen med bataljonschefen
Hjemmefra vidste vi godt, at der ville være varmt hernede i Irak, det havde vi fået at vide mange gange, og dagligt fulgte vi undrende med i vejrudsigterne fra Irak, som gang på gang viste mere end 50 graders varme.
I Oksbøl på den afsluttende øvelse fik vi en lille forsmag på hårdt arbejde i varme af den danske sommer. Men den forsmag var mini lille bitte i forhold til den virkelighed, der har mødt os hernede.
Derfor var det ikke meningen at starte op i så højt et gear, som vi har gjort. Men virkeligheden er, at vi har kørt i den bil, der hurtigst kommer op i omdrejninger.
Det er tidligt med så højt et tempo, ja! Men hold otte er et stærkt og homogent hold.
Opgaverne er ofte blevet givet med kort varsel, men det har blot betydet, at alle har gået til opgaverne med endnu større energi. Flere har haft arbejdsdage, der kunne udfylde alle døgnets 24 timer, og nogle af enhederne har været på opgaver uden for Camp Danevang i flere dage i træk.
En britisk general med på tur
Soldaterne er gode! Det er ikke kun en opfattelse som chefen går rundt med.
I denne uge har hold ottes britiske divisionschef, general Sharrif været med på patrulje en hel dag.
En helikopter lander i terrænet under dansk sikring. Om lidt kommer General Sharrif ud.
Vi mødte general Sharrif ude i terrænet, hvor han blev sat af efter at været fløjet ud til os i en helikopter. I sandhed en ankomst, der er en general værdig.
Så kørte han med os og en deling fra det britiske 58 Battery, som også bor i Camp Danevang. Fra Basra, ud til grænsen mellem Iran og Irak, til Al Qurnah og til Al Medina.
Inden generalen tog af sted i helikopteren igen, var det klart, at han havde været tilfreds med rundturen og det danske hold otte. Selv når man trækker de altid høflige engelske tillægsord fra, så gav han indtryk af, at være en imponeret general.
Generalen var også vores første gæst.
Sådan svende og svendinder!
Det er ikke kun generaler, der uddeler ros. Det sidste afsnit i denne uges nyhedsbrev har vores bataljonschef og medforfatter på nyhedsbrevet reserveret til ros.
En særlig stor indsats er blevet leveret af de to kampunderafdelinger, panserinfanterikompagniet og spejdereskadronen. De har været rigtigt mange timer på farten, og selvom de har været hårdt pressede, har de alligevel løst deres opgaver godt.
Saddam Husseins ansigt er blevet fjernet fra monumentet.
Støtteenhederne har også ydet en ekstraordinær indsats, og de har været klar til at gøre, hvad de kunne for at løse, hvad der er opstået af problemer.
Så hvis I derhjemme har talt i telefon med en meget stille soldat. Eller I synes, at I har fået alt for korte, eller alt for få e-mails i løbet af denne uge, så er der en meget god grund til det. Soldaterne har været trætte!
Vi har dog lige haft et par dage med lidt ro på. Men som det vil være de næste seks måneder, så er der andre store opgaver forude. Vi krydser alle fingre for, at varmen snart vil slippe sit tag - bare lidt.