Allersidste vers

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af feltpræst Hans H. Graversen

Månen, som ved ugens begyndelse var ganske ny og af udseende som en afklippet negl, står for tiden op ved formiddagstide og går derefter sin gang over himlen fra øst mod vest.

Afsked med Camp Viking
I ugens begyndelse skuede månen ganske bleg fra himmelblået ned over danskerne, der for frem og tilbage nede i Camp Viking og havde så mange underlige ting for. Paraboler blev skilt ad, antennemaster nedtaget, beskyttelsesrum tømt for indhold, kontor-FABer og beboelses-FABer ligeså, værkstedet blev ryddet, herunder Dannebrog taget ned fra væggen, skruer blev lagt i æsker, dingenoter i bokse, papirer i kasser, tæpper i footlockere og grej i kollikasser.

Den sidste container løftes på plads

Og alt blev båret ind i containere, og der blev stablet, og der blev stuvet, og der blev spændt fast. Og containerne blev sat på lastbiler og fastsurret af en tysk kran med en løftekraft, der ville noget, mens Eagler og Toyotaer og vore egne lastbiler kom op på lastvognslad ved egen kraft for derefter at blive fastgjort.

 
Lastvogn i venteposition til at blive lastet med køretøjer. Som det ses, er de høje bjerge hinsides Kabul stadig snedækkede.

Og hver aften, når dagens dont nærmede sig sin afslutning, og det var blevet mørkt, hang nymånen i aftenmørket på vesthimlen over Kabul med et smil, der kunne minde om kattens smil i Alices' Eventyrland.

Som ugen gik, blev nymånen ikke kun ældre, men dens smil blev også mere og mere bredt og stort. Kan hænde fordi den vidste, hvad danskerne ikke vidste onsdag aften, da alt var pakket og parat, og hvor de sad på terrassen til aftensamlingen en sidste gang og talte om morgendagens flyvning og ankomst til Kandahar Airfield, og hvad der mon ventede i det sydlige.

Belært af erfaringen med DANELMs forkommando, Michael og BB, der skulle have tre forsøg fra tidlig søndag til sen mandag, før de landede i Kandahar, gentog chefen ganske vist denne sidste aften, hvad han havde sagt indtil flere gange i ugens løb, nemlig at han ikke anså ankomsten til Kandahar for en kendsgerning, før flyets landingshjul rullede på landingsbanen på Kandahar Airfield.

Men hvem tror på sådanne lyseslukkerbetragtninger, når man nu har alt pakket og klart, og rygsække og køjesække er proppet?

Og monstro, om det ikke var derfor, månen smilte så bredt?

I hvert fald, hvad de foregående dage med nedpakning af lejren havde været kendetegnet af, nemlig uforudsete forhindringer, uheld på uheld og den ene ændring i planerne efter den anden, det skulle vise sig også blive kendetegnet for de følgende dage. Som vi allerede havde erfaret i ugens første halvdel, at ting kan gå galt og planer blive til intet, sådan skulle vi også erfare det i ugens sidste halvdel.

Torsdagen startede ellers efter bogen med morgenappel en sidste gang i Camp Viking og afgang fra lejren kl. syv som planlagt. For en feltpræst, der er herude for tredje gang, var der noget vemodigt ved afgangen og ved tanken om, at Camp Vikings dage snart er talte.

Ganske vist var lejren forandret til en FABlejr fra den teltlejr, jeg kendte fra hold 2 og fra min tid som afløser på hold 5. Men var lejren end forandret, så var stedet på en eller anden måde det samme med det humør og sammenhold, som kommer af at være en lille enhed, hvor alle kender alle mere og bedre end sædvanligt ved udsendelse med større enheder.

På visit i KAIA
Ankomsten til KAIA skete også efter planen. Der var intet usædvanligt ved ventetiden, i hvert fald ikke indledningsvis, og der blev checket ind til tiden. Men da DANELM og den tilrejsende styrke fra Danmark, der skal ned og oprette lejren og forberede den resterende styrkes ankomst om en måneds tid, blev forenet ude på landingsbanen og var parat til at gå om bord i flyet, var planmæssigheden brugt op!

Ved synet af antallet af soldater og mængden af bagage lød beskeden, at bagagen kunne man nok tage, men kun halvdelen af soldaterne! Den ene halvdel af os gik så ud i det venteområde foran terminalen, som vi allerede havde lært at kende, og satte os til at vente på besked om de planer for dagen, der nu nødvendigvis måtte ændres.

Soldatertid er ventetid. Her ventes der uden for terminalen i KAIA.

Inden der var gået en time, fik vi selskab af den halvdel, vi lige havde sagt farvel til. De havde nået at komme op og sætte sig i den tyske Transall, men så viste det sig, at der var problemer med den ene motor.

Således gik det til, at der ikke ville blive nogen torsdagsflyvning til Kandahar for nogen danske soldater, som følgelig måtte belave sig på et døgns ophold i KAIA.

Den danske FABbygning i KAIA har ikke kapacitet til at huse et større antal gæster, så de fleste af os blev vist hen til et stort telt fyldt med feltsenge, hvor vi indkvarterede os. Det ville være en overdrivelse at påstå, at pladsforholdene var ekstravagante. Vi lå ganske vist ikke som sild i tønde, men pladsforholdene var set i forhold til størrelse at sammenligne med høns i bur, som en af soldaterne bemærkede.

Men om ikke andet kunne det hele betragtes som en opvarmning til og forsmag på de 400 mands telte, der venter på Kandahar Airfield.

Det ses tydeligt, at det ikke just er sild, der ligger her!

Og torsdag aften sad DANELM der så igen til aftensamling, nu sammen med de fra Danmark ankomne folk fra NSE. Vi sad ikke i Camp Viking, men så sandelig heller ikke i Kandahar, men ved den danske FABbygning i KAIA.

Ingen skulle sige, at vi ikke var kommet nogen vegne siden aftenen før, men langt var vi ikke nået! Og snakken gik om dagens forløb og om planerne for morgendagen og de følgende dage.

Og vi så godt, at månen smilte endnu mere bredt. Og ved dens smil kom en og anden nok i tanker om Murphys lov, der siger, at alt, hvad der kan gå galt, går galt. Men hverken Murphys lov eller aflyste flyafgange kan tage modet fra nogen dansk soldat eller hindre ham i at lægge planer for morgendagen.

Den sidste aftensamling for DANELM ISAF 9 fandt sted i KAIA. Også de fra Danmark ankomne deltog.

Alle lettet omsider
Og minsandten om ikke et tysk Transall lettede fredag morgen med godt halvdelen af dem, der skulle til Kandahar. Og ved aftensamlingen fredag taltes der ufortrødent om planerne for morgendagen, og vi smilte ad månens smil, der var ved at blive noget anstrengt.

Og lørdag morgen lettede en amerikansk C-17 med de resterende danske soldater, der skulle til Kandahar. Og meldingen lyder, at alle er kommet godt til Kandahar Airfield. Og månen er nu så langt på vej til at være fuld, at den helt er hørt op med at smile.

Og kan man mon af det passerede konstatere, at ting nok kan gå galt, men Murphy har ikke ret i, at alt, hvad der kan gå galt, går galt? Eller var det, at det til sidst lykkedes at komme til Kandahar, den undtagelse, der bekræfter reglen, og således at Murphys lov også i dette tilfælde er blevet bekræftet!?

Et amerikansk C 17 fly letter med de sidste.

Al denne kommen og gåen
Det siges, at alle veje fører til Rom. For danskere på vej til og fra samt i Afghanistan mødes alle veje i KAIA (Kabul International Airport). Den danske FABbygning i KAIA, bygning M, har de seneste mange dage mindet om Fredericia banegård lige før jul med en kommen og gåen af folk, der skal videre så hurtigt som muligt.

Og når ting går galt og afgange ændres, skal der også skaffes overnatning til de strandede, og det giver ikke mindre travlhed. Men terminalfolkene tager det i stiv arm og gør deres bedste for at få folk videre så hurtigt som muligt, hvilket har den sidegevinst, at der så atter vil falde ro over forholdene i bygning M.

Men roen er aldrig af varig karakter. Snart kommer der nye folk, der skal videre.

Balkon med tilhørende flagstang
Terrassen uden for bygning M har længe trængt til en renovering. Og under ledelse af Mikkel og MB - også kaldet Jem & Fix og Mini-Meyer - har terrassen fået en tiltrængt istandsættelse. Det er radarfolk, brandfolk og terminalfolk samt en enkelt regnskabsfører, der har givet en hånd med ved arbejdet, som er udført i løbet af kun en uge.

Der er sat afskærmning op i siderne ud mod vej og sti, og der er hængt solsejl op, så man kan sidde udendørs og være ugenert af både forbipasserende og solen.

Jem og Fix og Mini-Meyer parate til at tage fat.

Desuden er der bygget en balkon i første sals højde, der ligeledes er afskærmet til siderne, men ikke mere, end man kan sidde og nyde udsigten til bakkerne sydøst for Kabul, hvor lerbrune huse klumper sig sammen i landsbyer, og til de højere bjerge længere mod syd.

Fredag eftermiddag blev terrassen taget i brug ved et lagkagegilde, som brandmand Bager havde indbudt til i anledning af sin 41 års fødselsdag. Lagkagen var ganske stor, så der var rigeligt til alle, og den var pyntet som Dannebrog med rød gele og hvidt kors af flødeskum.

Apropos Dannebrog, så er det slut med blot at hænge på en tværpind, der rager ud fra Bygning M. Nu er tiden kommet til at vaje rigtigt fra en stang. I forbindelse med terrassebyggeriet er der nemlig rejst en flagstang i hjørnet ved balkonen. Lørdag formiddag var alle fast hjemmehørende i Bygning M samlet på balkonen, da Dannebrog gik til tops for første gang på den nye stang.

Bygning M's facade efter renoveringen og nybygningen

Her vil Dannebrog fremover vaje hver dag og byde de danskere velkommen, der kommer forbi for hurtigst muligt at komme videre.

Men månen smiler bredt, hvis man tror, at hurtigst muligt altid er i morgen!

--

Hilsen direkte fra Kandahar Airfield

Af Kim Berg, CH DANELM

Så er DANELM og NSE samlet i Kandahar og har været det et par dage.
 
Temperaturen toppede et stykke over 40 grader i skyggen i går, så vi skyller en hel del vand igennem systemet.
 
I går flyttede de første ind i den lejr, der bliver vores i en lille måned, mens vores kommende faste bygninger bliver færdigbygget. Her til formiddag fik vi så at vide, at resten af arbejdskommandoerne også skulle flyttes til den midlertidige lejr, som meget passende hedder FAR AWAY. Alle har derfor måttet afbryde deres arbejdsopgaver for at pakke bagagen igen og deltage i flytningen.
 
Derfra tager det ca. 25 min i rask trav at komme til det spisehus, der er nærmest, men underbringelsen og toilet-/badefaciliteterne er trods alt bedre, end hvor vi har været indtil nu.
 
Der bliver godt nok langt på arbejde, men vi indsætter vores få rådige køretøjer i pendulfart frem- og tilbage.
 
Vores containere fra Kabul ankommer fortsat i en stadig strøm, selv om lufttransporten ikke helt kan følge den ønskede tidsplan.
 
Alle tager det fortsat med godt humør og sætter kræfterne ind, hvor der er brug for det.
 
Nyt feltpostnummer
Fra nu af kan alle også med fordel benytte vores nye FELTPOSTNUMMER 860, KANDAHAR i stedet for det tidligere 888, KABUL.
 
Vi melder os igen med flere nyheder i næste uge.
 
En varm hilsen til alle vores pårørende fra Kandahar.